Kære læser

I den forgangne måned fik mine yndlingsdyr skylden for noget, som sikkert er en plantet epidemi. Senere blev de renset for anklagerne, i hvert fald delvist. Grisevenlige nationer omdøbte influenzaen til H1N1, mens andre, som mit hjemland, fortsætter med at svine svinene til. Der er masser af konspirationsteorier. Selv hælder jeg mest til den om beredskabsafprøvelse. Var det mon også det, der skete under Undoing the City i København?, hvor kommunen oven i købet blamerede sig ved at yde økonomisk støtte til vandalismen. Mens jeg satser på, at en tænketank af dimensioner, der får de danske VL-grupper til at ligne spejderklubber, styrer slagets gang, florerer der i religiøse kredse en teori om, at H1N1 er Guds straf for menneskets syndige opførsel. Måske har de alligevel fat i noget. Mens vi slikker sårene ovenpå finanskrisechokket sidste efterår, selvransages der på livet løs. Egotrippet skal afløses af fællesskabsfølelse, siges der. Inden der går for meget flower power og rundkreds i den, slår jeg op i min gamle, slidte udgave af James Redfields The Celestine Prophecy, hvor den 2. Indsigt sætter tingenes tilstand i historisk perspektiv; For tusind år siden levede vi i en verden, hvor Gud og den menneskelige åndskarakter var helt klart defineret. Der var Gud og så alle os andre, det var godt eller ondt, rigtigt eller forkert, sort eller hvidt. I midten af forrige årtusinde tabte det pavelige kirkevælde det hele på gulvet, mistede troværdigheden, og det enkelte menneske skulle nu selv have lov. Alt, hvad der før var helt klart, blev en grumset masse. Hvad var nu sandt? Fortabtheden afløstes af higen efter verdslig tryghed, og materialismen var født. Siden gik det slag i slag, og som vi alle ved, revnede boblen, da der ligesom ikke var plads til flere ting i vores liv. Ikke flere fladskærme, samtalekøkkener og designersolbriller, og heller ikke flere fine ord som fx HR-medarbejdere og innovation – de viste sig nemlig at være bare det: ord. Som min yndlingssnakker, Thomas Blachman, spørger: Hvilken innovation er der i, at vi er holdt op med at tale med hinanden i bussen? Lad den står et øjeblik. Forestil jer det lige… Ja, der kan I se! Sikke mange spændende, hyggelige og skæve oplevelser det kunne give – og nærvær, som ellers har udviklet sig at være et skældsord i vores xenofobiske samfund. Nu er tiden inde til, at vi vågner op fra denne tvangsprægede beskæftigelse, det er at kræve ind. Hvis vi siger ja til fællesskabet, er det slut med at give samfundet skylden, og kan man kræve af en statslig TV-station, at den skal være måske ikke ligefrem banebrydende, men så i hvert fald et godt eksempel, ja så må DR se at komme op i gear. Jeg bliver så træt, når DR Søndag giver samfundet skylden for, at folk bliver sat på gaden og kun har et pyttelille beløb til mad, selvom de er i job – men undlader at tage med, at de samme mennesker altså ævler i mobiltelefon for flere tusinde kroner om måneden og betaler af på forbrugslån. Ikke et ord om, hvad folk selv kan gøre. Gabende kedeligt er det, når de viser stakkels ufaglærte unge, der ikke kan få job. Hvad med at spørge dem, hvorfor de ikke går i gang med en af de utallige gratis uddannelser, som det danske samfund tilbyder? Rigtig flad bliver jeg, når de vælger at spørge en mor til hele fire unger, om hun vil arbejde mere, hvis hun får flere penge ud af det. Nej, det vil hun ikke, men mon ikke svaret havde været et andet, hvis de havde spurgt en mere repræsentativ familie med kun to stk. afkom? Og helt i koma går jeg, når vi når til irakerne (og nej, jeg er stadig ikke racist), der nu skal rejse hjem til deres land. Hallo, hvorfor er der ingen, der spørger sig selv, om hvorfor de mon kaldes afviste asylansøgere. Lige nu har de så taget ophold i en dansk kirke… Jeg ved da godt, at Guds hus er et vidt begreb, men var der ikke noget med, at der er erklæret jihad mod de vantro kristne? Slapt, slapt, slapt. Kunne man forestille sig en statslig intervention (det er jo så moderne), hvor DR i stedet opfordrer folk til at tage ansvar for egen økonomi, eget liv og egen fremtid? Nok næppe. Men okay, den menneskelige faktor har vel også altid været historiens svageste led.

he