Kære læser september 2010

Vi kan vel lige så godt tage fat i den først som sidst. The Bull Business. Diskussioner, om hvorvidt man skal forbyde tyrefægtning, har fejet hen over det ganske spanske sommerland – og især efter at man i Cataluña stemte for et sådant forbud, er bølgerne gået højt. Sagen kan meget vel gå hen og blive en politisk kogende kartoffel til næste valg. Jeg er helt med på, at vi lever i en gammel kultur, og at ikke alt er gået lige så hurtigt som indførelsen af demokratiet, men at der først for alvor tages hul på sagen i 2010, er alligevel en overraskelse. Det kan da godt være, at det var cool at vise sig som dyrenes overmand, dengang Tollundmanden rendte rundt i læderhjelm og sagde underlige lyde. Men hvor formørket kan man være i et moderne samfund? Det er der åbenbart ingen grænser for. Al underholdning, der inkluderer mishandling af dyr, burde selvklart være forbudt og lovovertrædere straffes massivt. Og jo, jeg skal nok feje for egen dør først: Grindehvaldrabene på Færøerne bør stoppes omgående, det samme gælder rævejagterne i England, ponykarruseller til byfester og alle andre former for syg omgang med dyr. Nogle mener, at tyrefægtning sikkert vil uddø af sig selv efterhånden som erkendelse af, at også dyr har en sjæl, vinder indpas i Spanien. Men hvornår vil det ske? Det ser ikke ud til at være lige om hjørnet. Folk slæber fortsat deres børn med til tyrefægtning for at vise dem, hvordan man opildner til blodrus. Og hvad den form for opdragelse kan resultere i, så vi desværre kun alt for tydeligt, da den lille kviekalv blev pint og mishandlet til døde under byfesten i Alhaurín. Det var ikke sket, hvis ungerne ikke havde set deres forældre tænde på tyrefægtning. Kan en aficionado ændre synspunkt? Ja, det kan han. For nylig havde jeg besøg af Leif Davidsen, og under middagen faldt snakken selvfølgelig på sommerens varmeste emne. Til sin kones store ærgrelse nøjedes Leif ikke kun med at elske Spanien, han var også vild med tyrefægtning – lige indtil den dag han, under en tyrefægtning, pludselig så sin hund, Simba, for sig, i skikkelse af tyren. Så er vi igen tilbage ved det der med, at dyr har en sjæl. Ikke kun hunde, men også tyre. Alle dyr skal naturligvis behandles med respekt. "Jamen, tyren har bare så godt et liv, indtil den skal i arenaen", lyder det ustandseligt. Ja, det vil jeg da så sandelig også håbe. Men det gælder for øvrigt også de dyr, der en dag skal slagtes, og det er på ingen måde en undskyldning for at dræbe et dyr for underholdningens skyld. Heldigvis er debatten i gang, og den skal holdes i gang. Kun på den måde får vi fjernet denne skamplet fra vores land, og kan koncentrere os om de andre vigtige og mere tidssvarende problematikker som fx økonomien, arbejdsløsheden, korruptionen… Så, kære læser, bland dig i debatten og lad din mening blive hørt. Apropos det, så kom sommerens bedste og mest tydelige statement fra en af sagens hovedrolleindehavere; i en tyrefægterarena i Navarra gav en tyr sin mening helt klart til kende ved simpelthen at forlade arenaen via tilskuerpladserne. Sådan!

Velkommen til en ny sæson – og velkommen tilbage til de af jer, der har været nordpå i sommer. At dømme ud fra de feriebeskrivelser, jeg indtil videre har fået, ja så lyder Danmark som en reklame for Solgryn og Højskolesangbogen. Og det er jo dejligt!

he