Benahavís – et smørhul i bjergene

Benahavís ligger lidt nord for San Pedro de Alcántara og kun 7 km. fra Middelhavskysten, men det er en hel lille verden for sig, for byen ligger helt isoleret og omgivet af bjerge. Der en kun én vej ind og ud, og den fører igennem en vældig slugt ”Las Angosturas”, som er ”gravet” af Guadalmina floden. Da bjergene omkranser byen på alle sider, har den været let at forsvare, og der har da også ligget en by her siden fæstningen Montemayor blev anlagt af araberne i 900 tallet. I dag er der nærmest ikke noget tilbage af den oprindelige fæstning, men man kan bese resterne, hvis man kravler op på bjerget bagved byen. I dag giver Benahavís indtryk af velstand og ordnede forhold, for der er mange velhavende mennesker, der har slået sig ned her. Der er især en del englændere i byen, og så er der en overordentlig velhavende oliesheik, der har et pragtpalads i området. Byen er kendt for sine mange gourmetrestauranter, så der valfartes til Benahavís, når man har lyst til en glad aften.

Første gang jeg hørte om byen var i forbindelse med den omtalte oliesheiks besøg, for når han ankommer med sine koner og sit store følge, så stiger omsætningen i hele området med flere 1000 %. F.eks. indkøbes der blomsterdekorationer til paladset for omkring 90.000 € inden familien ankommer, og han lejer på forhånd et par etager på det nærmeste privathospital, hvis der nu skulle ske noget. Der er ikke noget at sige til, at de handlende i Marbella og omegn klapper i hænderne, når sheiken kommer og holder ferie med sit følge.

Og nu blev det så vores tur til at besøge byen, hvis navn er arabisk og betyder søn (Ben) af Havis. Det var denne søn, der byggede en række fæstningsværker omkring slugten og Guadalmina floden, og dermed blev byen et uindtageligt smørhul, skønt beliggende i en prægtig dal omgivet af bjerge på alle sider. Der er virkeligt tale om en helt speciel placering, og der er stadig kun én vej ud og ind – nemlig gennem slugten. I dag fremstår byen som en hyggelig, hvid andalusisk landsby, som med sine 3.800 indbyggere ikke er specielt stor. Af indbyggerne er det kun ca. halvdelen, der er spaniere, så der er en betydelig udenlandsk befolkning i byen. Se www.benahavis.es for yderligere oplysninger.

Byen har et stort firestjernet hotel ”Gran Hotel Benahavís” (www.granhotelbenavis.com), og da to personer kan bo der for 78 euro inklusiv morgenmad, valgte vi det. Vi bookede gennem www.lastminute.com – prisen er det dobbelte, hvis man booker direkte på hotellet, men det så ud til at de altid har en række specialtilbud.

Hotellet ligger lige nedenfor byen, men så tæt på, at man kan gå op til centrum, så det er en fin beliggenhed. Ved siden af hotellet ligger den kommunale ”driving range” for golfspillere. Der findes 9 golfbaner i kommunen, som dermed har en af Solkystens største koncentration af baner. Her ligger fodboldbanen også, og da vi ankom, var der gang i en kamp, som havde tiltrukket en del tilskuere, som med hujen og råb så ud til at gå højt op i kampen. Min fodboldinteresserede gemal kunne konstatere, at det var et lokalopgør mellem englændere og spanierne, og han spottede Teddy Sheringham på banen (tidligere Manchester United og Tottenham) og konkluderede, at han nok havde slået sig ned her efter at have afsluttet sin karriere. Der var høj stemning og pjattede tilråb til sådan en vigtig kamp.

Hotellet var overlækkert med et fantastisk pølområde med skønne omgivelser, og vores værelse var på størrelse med en balsal med en fin stor terrasse, så der var ikke noget at klage over. Der blev lokket med dinér med flamenco i hotellets restaurant, men vi skulle jo se byen med de mange restauranter, så vi gik op i centrum for at spise. På vejen op mødte vi en ældre englænder, som kunne oplyse, at restauranten Los Abanicos var den mest berømte, og at vi ikke skulle regne med at få plads dér en fredag aften uden reservation. Faktisk er restauranten så international, at man reklamerer for den i Californien og der valfartes fra nær og fjern til dette madmekka, hvis ejer engang blot var en helt almindelig skraldemand, der havde et par gode ideer og forstand på forretning.

Der var en masse mennesker i byen, og vi kiggede da også ind i Los Abanicos, men da der ikke var plads, valgte vi bare en af de utallige andre restauranter. Man kan reservere på Los Abanicos på 952 85 51 31. Vi gik rundt i byen og indsnusede atmosfæren og endte med at spise på La Parada, hvor vi fik dejlig mad til en fornuftig pris. Selv om der var mange mennesker, var det ikke noget problem at finde plads på en restaurant – der er nok af dem. Faktisk er der omkring 30 restauranter i Benahavís.

Byen tiltrækker også en del kunstnere, så der er små galerier og butikker med kunsthåndværk i de smalle gader. På gadehjørnerne sidder der kunstnere og maler i aftenskumringen og børnene løber på specielle løbehjul ned ad de stejle gader, så der er liv og glade dage i byen sådan en lun efterårsaften.

Men vi var jo ikke kun taget til Benahavís for at spise, så næste morgen efter en righoldig morgenmad kastede vi os ud i en vandretur, så vi kunne se omgivelserne på den helt rigtige måde, nemlig til fods.

Vores vandretur starter oppe på byens torv Plaza de España og derfra går vi ned ad gaden El Pilar forbi det fine hotel Amanhavís, som er bygget i arabisk stil. Vi fortsætter nedad til vi kommer til det flade stykke. Her drejer gaden lidt mod højre og vi går videre indtil vi støder på Calle Diego Flores, som vi nu følger et stykke. Vi skal bare gå ligeud efter næsen, indtil vi kommer til det store og fine vandreservoir: La Presa de Guadalmina. Her har man opstemmet Guadalmina floden, og det er der kommet et prægtigt reservoir ud af. Der er masser af fugleliv omkring vandet, og der er en dejlig fredfyldt stemning på denne lørdagsmorgen, men kulsorte skyer tårner sig op mod vest, så det er med en vis betænkelighed, at vi begiver os ud på den ca. 6 km. lange vandretur.

Der går en lille betonvej hen over reservoiret, men den skal vi ikke tage, vi skal derimod gå hen til to hvide portsøjler, for det er her, turen starter. Vi går udenom søjlerne og ser et lille hus og nogle bygninger, hvor der går får og geder. Vi går videre ca. 700 m. indtil vi kommer til et sted, hvor vejen deler sig i tre. Og nu er det begyndt at regne, så vi må have vores tynde regnjakker på. Vi vælger den venstre gaffel, og nu går det ellers opad, skulle jeg hilse og sige. Efterhånden som vi kommer op bliver udsigten mere og mere flot, men ak – den beskæmmes nu af den stedse faldende regn.
Lige før vi kommer op til passet- dvs. der, hvor vejen flader ud, går der en vej af til venstre. Efter ca. 30 meter står der et johannesbrødstræ (algarrobo), så når man ser det, ved man, at man er på rette vej. Stien går nu lige ud og på et tidspunkt passerer vi en kilde på højre hånd. Der er nogle vejvisere med pile, og vi kan nu konstatere, at vi går imod pilene. Men det er helt fint, for nu skal vi bare følge disse vejvisere imod pilenes retning. På et tidspunkt går stien nedad mod venstre, men da vi ikke kan se en pind i dette øsende regnvejr, har vi ingen anelse om, hvor vi er. Men pludselig kommer der et hul i skyerne, og nu ser vi til vores store glæde Benahavís lige under os. Derefter er det let at følge stien tilbage til byen. Det er utvivlsomt en fantastisk tur med fine kig i alle retninger, hvis man ellers går turen i solskin. Men det gjorde vi jo ikke, og da vi kommer tilbage til vores bil har vi med garanti ikke så meget som en eneste cm2 tør hud på kroppen.

Vi er så gennemblødte, at vi må tilbage til hotellets garage, hvor vi kan stå i tørvejr, mens vi skifter til tørt tøj. Men vi lover hinanden, at vi vil tage tilbage til Benahavís for at gå turen i solskin og se mere af det landskab, der omgiver smørhullet. Og så er der jo en del andre vandreture man kan gå, kunne vi se på Google Earth. Det kribler allerede efter at komme tilbage.