Adoption i Spanien

Adoption i Spanien er en juridisk proces, der følger meget strenge regler. Formålet hermed er at beskytte barnets interesser. I lov nr. 21/1997 af 11. november er der indført en række krav til par, der ønsker at adoptere enten et barn fra Spanien eller udlandet.

Enhver person, der er resident i Spanien, hvad enten de er spanske statsborgere eller udlændinge, kan ansøge om adoption. Sammenlignet med andre europæiske lande er processen nemmere i Spanien, og derfor er det normalt, at mange par, der normalt ikke er bosat i Spanien, vælger at tage ophold i landet i en årrække for nemmere at kunne adoptere et barn.

Set fra et juridisk synspunkt er adoptionsprocessen lang og indviklet. Her i landet kan et spansk barn kun blive adopteret, hvis det er blevet forladt af sine forældre, samt hvis man ved hvem forældrene er, og de har givet tilladelse til bortadoption af barnet. En anden mulighed er, når forældrene har mistet forældremyndigheden (patria potestad), hvilket i praksis sker når forældrene er vurderet som uegnede til forældrerollen. Ovennævnte omstændigheder betyder, at der findes børn på børnehjem, der ikke kan bortadopteres, da de kun befinder sig der midlertidigt. Og det er derfor kun muligt at have barnet i familiepleje, men det kan ikke adopteres. Efterspørgslen efter at adoptere et spansk barn er så stor, at den gennemsnitlige ventetid er omkring 9 år. Dette betyder, at det eneste alternativ for de, der ønsker at adoptere et barn, er en international adoption.

Lovmæssige krav i forbindelse med adoption (national eller international)
Adoptionsprocessen reguleres individuelt af landets autonomiregeringer, og derfor kan adoptionsprocessen variere meget fra autonomi til autonomi. Der er imidlertid flere grundlæggende krav, der skal opfyldes:
" En af adoptivforældrene skal være over 25 år gammel.
" Begge forældre skal være mere end 14 år ældre end adoptivbarnet.
" Parret skal være godkendt som egnede til forældrerollen af lokalregeringens sociale myndigheder, der hvor parret har bopæl. Som bevis herpå kræves et certifikat, der bekræfter parrets egnethed, samt en psykologisk rapport udarbejdet af et team af både socialrådgivere og psykologer. Den psykologiske rapport dækker aspekter i forbindelse med parrets modenhed, deres motivation for at adoptere et barn, deres økonomiske situation og kulturelle aspekter i forbindelse med det land, hvorfra de ønsker at adoptere et barn, for blot at nævne nogle få.
" Visse lokalregeringer kræver, at moderen ikke må være over 40 år, hvis der er tale om et lille barn. I Andalusien må der højest være en aldersforskel på 42 år mellem moderen og adoptivbarnet.

Barnets hjemland kan stille yderligere krav. Når der er tale om adoption af et barn fra Kina, skal adoptionsforældrene være over 30 år. Ved adoption fra Guatemala eller Filippinerne vil det være nødvendigt at have et dokument fra kirken, der attesterer at parret er gift i den katolske kirke. Desuden vil ægtepar i de fleste lande have højere prioritet end ugifte par.

Adoptionsprocessens varighed
Et par, der ønsker at adoptere et barn, skal være opmærksom på, at processen er meget langvarig. Processen kan vare fra 8-20 måneder, når der er tale om adoption af et barn fra Østeuropa, 8-30 måneder for et barn fra Latinamerika og fra 8-15 måneder for et barn fra Fjernøsten. I praksis vil processen være længere, og nogle af vore klienter tilføjer et par år til ovennævnte tal. Det er dog værd at bide mærke i, at hvis parret på længere sigt skulle ønske at adoptere endnu et barn, vil adoptionsprocessen anden gang være meget hurtigere end første gang, man adopterer.

Adoptionsprocessen
Processen er indviklet set fra et administrativt synspunkt, og der hersker ingen tvivl om, at både adoptionsforældrenes udholdenhed og beslutsomhed vil blive sat på prøve. Alt afhængigt af det land, barnet adopteres fra, kan det ske, at adoptionslandet kræver, at adoptionsparret besøger landet, for at myndighederne der kan lave forskellige interviews. De fleste familier får dog behandlet sagen gennem registrerede bureauer i den by, hvor de bor. De dokumenter, der kræves for at indlede processen, varierer også fra region til region, men generelt skal man indlevere begge adoptivforældres fødselsattest, vielsesattest (hvis parret er gift), sundhedsattest, straffeattest samt en attest, der oplyser adoptivforældrenes indkomstniveau. Alle disse dokumenter skal oversættes til spansk af en officiel oversætter og have en apostille (stempel der bekræfter dokumenterne ægthed).

Konklusion
Adoptionsprocessen i Spanien er indviklet, selvom den på mange punkter er nemmere end i lande som Storbritannien og Danmark. Det anbefales at få hjælp fra en spansk advokat med speciale i international familieret og internationale adoptionsprocesser. Det vil helt sikkert gøre processen lettere, og adoptionsparret vil altid kunne få besvaret de spørgsmål, der opstår i løbet af processen.