Madeira

Madeira er en prægtig ø, der ligger langt ude i Atlanterhavet, ca. 650 km. nord for Kanarieøerne og 1100 km. fra Portugal. Øen er af vulkansk oprindelse og den “står” på bunden af Atlanterhavet og rager mere end 6000 meter op fra havbunden. Det er dog kun de øverste 1850 m. der stikker op over havoverfladen og udgør øen, som er meget kuperet og vildsom. Det har været overordentligt vanskeligt at bygge veje på øen, og de fleste består af lutter hårnålesving bortset fra den nye motorvej, der går langs med sydkysten. Øen er 56 km. lang og 26 km bred og den blev opdaget af portugiserne i 1419 og har lige siden tilhørt Portugal. Madeira har fået sit navn fra det portugisiske ord for “træ”, idet øen var total bevokset af træer, da den blev opdaget. I dag er øen et lille paradis, der hovedsageligt lever af turisme. Hovedbyen Funchal er en livlig og hyggelig handelsby, hvor langt den største del af øens 260.000 indbyggere arbejder. 95% af indbyggerne er direkte eller indirekte beskæftiget inden for turistsektoren. Hver dag lægger 2 cruiseskibe (der er ikke plads til flere) til i Funchals havn om morgenen og sejler videre om aftenen. Øen har subtropisk klima og er meget frodig på grund af den megen regn, der falder, især på nordkysten. Da klimaet på sydøen er ret tørt, har man bygget et stort netværk af vandingskanaler – de såkaldte ”levadas”, der fører vand fra nord til markerne på sydøen. Disse levadas er blevet opdaget af vandrere og levadavandringer er det helt store hit på Madeira.

Vi havde noget rundt, som vi skulle fejre, og da Madeira altid har været et ønskemål, besluttede vi, at nu skulle det være. Det legendariske hotel Reid’s Palace stod også på ønskelisten, for det var her, at både Winston Churchhill og Bernard Shaw tog hen, når de skulle slappe af i skønne luksuriøse omgivelser, så det skulle vi også prøve. Og så er Reid’s Palace berømt for deres ”afternoon tea”, og hvis der er noget, jeg er vild med, så er det the med sandwiches, scones og konditorkager. Det blev derfor til, at vi hoppede på et Easyjet fly fra Lissabon til Funchal for at udforske Madeira.
Det tager kun omkring 6 timer at køre fra Solkysten til Lissabon, da der er motorvej hele vejen, og da en returbillet fra Lissabon til Funchal med Easyjet kun koster omkring 43 euro pr. mand, var der ikke meget at betænke sig på.
Vi landede om formiddagen i Madeiras specielle lufthavn, der ligger på øens østside. Lufthavnen er speciel, idet den var meget svær at bygge – der er jo ingen flade stykker land på øen! Derfor er landingsbanen delvist bygget på piller, der står på havbunden og den rager et godt stykke ud i havet. Så snart man lander bliver man mødt af det skønne syn af sol, vild natur, hav og masser af blomster. Vi tog lufthavnsbussen ind til Funchal og for at få et indtryk af det hele, vandrede vi gennem byen ud til vores hotel.
På Reid’s blev vi modtaget med åbne arme og fik en stor rundvisning, så vi kunne finde vej mellem de mange restauranter, saloner og vores charmerende værelse. Hotellet ligger smukt lige ned til vandet i den vestlige ende af Funchal, og hvis der SKAL være gilde, så kan man lige så godt tage ind på Reid’s og glemme alt om andre hoteller. Reid’s emmer af gammel engelsk charme, og der er en kælen for detaljen, som jeg aldrig før har oplevet. Her har man over 100 års tradition for service, gæstfrihed og venlighed, og det er en ren fornøjelse at være gæst her. Hotellets smukke interiør henfører en til starten af 1900 tallet, og man føler virkeligt, at man er trådt ind i den engelske overklasses priviligerede ”haller”. Her står tiden stille, og alt er smukt, afdæmpet, korrekt og høfligt. Man har formået at opnå et ekstremt serviceniveau uden at der er noget, der er er fisefornemt og snobbet. Man føler sig velkommen, selv om man kommer i vandrestøvler og T-shirt, og meget af det, man normalt må betale for er gratis på Reid’s. Det gælder specielle madpakker, alle ”soft drinks” fra minibaren, lån af Oscarbelønnede film fra receptionen, bustransport ind til Funchal, og hjælp til planlægning af vandringer. På vores runde dag stod der champagne og blomster på værelset. Vi synes derfor at de 221 euro som vores værelse med balcon og havudsigt kostede inklusive en overdådig morgenbuffet var mere end godt givet ud. Se www.reidspalace.com – men pas på: det er meget fristende.

Og hvad laver man så på Madeira, når man har afprøvet alle Reid’s herligheder? Man tager på levadavandring.
De første levadaer blev bygget i 1460erne og i dag findes der ca. 2400 km levada’er på Madeira, så der er nok at tage af. Levadaerne er smalle vandingskanaler, som er forsynet med en sti, sådan at man kan holde kanalen vedlige. Det er på disse stier, at man vandrer, og de har den store fordel, at de for det meste går lige ud. De er dermed meget nemme at gå på, og da de løber på kryds og tværs af øen, er der rig mulighed for at se det meste af den smukke natur fra en levada.
Det er ikke så nemt at komme rundt på Madeira pga. hårnålesvingene, og det koster en bondegård at leje en bil, så det endte med, at vi tog på et par arrangerede ture, hvor man bliver hentet i minibus og dernæst vandrer sammen med en guide. Det var OK, for på den måde kommer man til at se steder, som man ikke kan finde selv. Vi var således på en fantastisk vandretur ud på øens dramatiske østspids, hvor man virkeligt kan se den vilde, vulkanske natur.
Her fra den østlige spids har man et flot kig over til de 3 ubeboede øer ”Las Desiertas” og mod nord kan man ane øen Porto Santo, som var den ø, hvorfra Madeira blev opdaget. Nogle portugisiske sømænd havde i en storm søgt tilflugt på den lille ø nord for hovedøen og gav den derfor navnet ”porto santo” – den hellige havn. Mens de lå der og red stormen af, så de nogle mystiske tågebanker mod syd og troede, at det nok var indsejlingen til helvede. Vi skriver jo 1418, og de fleste søfarende troede, at de så langt ude i Atlanten var tæt på Jordens kant, og at de meget snart kunne risikere at falde over kanten og lige lukt ned i helvede.
Da de kom tilbage til Portugal berettede de om den uhyggelige helvedesport, men det troede Henrik Søfareren ikke på. Han sendte derfor en ekspedition ud for at udforske området syd for Porto Santo, og det blev til, at det var et skib under kommando af Joao Zarco, der var det første til at lægge til ved øen. På opdagelsestidspunktet var øen ubeboet (der var ingen urbefolkning sådan som der var på Kanarieøerne), og det var derfor en let sag at erklære øen for portugisk territorium i 1419.

Alt dette og meget mere af øens spændende historie kan man læse om på det historiske museum i Funchal, som absolut er et besøg værd. I Funchal er der også en smuk katedral og der er en dejlig stemning i de fine, smalle gader. Fra Funchal bør man også tage svævebanen op til Monte, som er det bjerg, der ligger bagved byen, og hvor der findes en smuk botanisk have og en fin restaurant. Det er også oppe fra Monte, at man kan tage en slædetur tilbage til byen. Engang i fortiden fandt man ud af, at man kunne komme hurtigt ned til Funchal ved at køre i en slags slæde ned ad de stejle gader. Det blev til at disse slædeture er blevet en stor turistattraktion. For 25 euro kan to mennesker suse over stok og sten ned ad bjerget med to slædeførere til at styre legen. Vi ville have prøvet denne unikke fornøjelse, men da vi kom tilbage fra vores levadavandring på ”Dos Tornos” bagved Monte regnede det så stærkt, at slædeaktiviteten var indstillet.
Levadaen ”Dos Tornos” er uhyre spændende, og den går gennem en meget vildsom dal, der er så øde og dramatisk, at man ikke kan forstå, at man kun er nogle få hundrede meter fra Funchal. Levadaen går rundt langs med kanten af en stejl skrænt, så det er ikke en tur for svage sjæle med højdeskræk, men en uhyre opløftende tur for de eventyrlystne.
På den sidste dag var vi på tur op til øens højeste steder, hvor der også er fantastiske levadaer, man kan vandre langs. Herfra kan man se, hvor øde store dele af øen stadig er, og det kan jo undre, da den er tæt befolket. Men man har i tide formået at frede store områder især på nordøen, og den vanskelige topografi har betydet, at det er svært at komme frem, og dermed har dele af øen ligget i en vis isolation.
Vores udflugt til Madeira var en stor success, og selv om vejret, naturen og bevoksningen ikke er meget anderledes end det, vi er vant til her på kysten, er det alligevel en stor oplevelse at aflægge øen et besøg.