Kære læser marts 2012

Optimisme skal ikke undervurderes, og skal heller ikke forveksles med naivitet – en tendens som er særlig udbredt blandt pessimister. Jeg tror på, at man sagtens kan være klog og optimist samtidig, bl.a. fordi det helt enkelt er klogere at være optimist end pessimist. USA’s fine jobtal i årets første måneder skabte fornyet optimisme over det meste af den vestlige verden, og det er netop det, der skal til for at få sat gang i hjulene igen. Ikke sådan at forstå, at ved blot at slynge om sig med faldende arbejdsløshedstal får Obama os til at fare ud i El Corte Inglés og kaste om os med euros, men optimisme smitter, spreder glæde og håb – og jo, jeg byttede indkøbskurvens lyserøde svinemørbrader ud med en noget mere lækker version af Ibérico-grise den dag, tallene fik indeksene til at svinge op på noget, der lignede niveauet før finanskrisen. At USA er frontløber på vejen ud af arbejdsløshedsmareridtet er ikke nogen overraskelse. Det er USA altid. Sådan er den amerikanske mentalitet. Uanset om man er demokrat eller republikaner, er der noget Yes-we-can over amerikanerne. Selvfølgelig kan det være svært at få øje på lyset for enden af tunnelen, hvis man er en fraskilt, arbejdsløs kassedame fra en eller anden klimaforandringsramt bonderøvsstat, hvor en svigefuld guvernør har tømt kassen. Det forstår jeg godt, men forestil jer lige, hvad der kan ske, hvis kassedamen dropper brokkeriet, selvmedlidenheden og fast food’en og i stedet lader sig rive med af de omtimistiske toner? Hvis hun møder verden med bare en lille smule entusiasme, så lur mig, om ikke hun snart er i job – måske ikke bag kassen i første omgang, måske må hun begynde med at fylde varer i poser. Men hun er på rette vej. Nogenlunde det samme kunne man sige til den enorme gruppe af unge andalusiere, der i dag er uden job: “Kom nu i gang!”

“Ja, det kan du sagtens sige”, klynkede en mor forleden, da jeg gav hendes søn et verbalt los i røven. “Han vil så gerne være noget med dyr, men der er jo ikke rigtig noget at lave, og nu ligger han bare og ser TV dagen lang”, fortsatte moren, der har en 28-årig snøbel boende hjemme – gratis og uden krav om at hjælpe til med noget som helst. Efter endt skolegang holdt knægten en række sabatår (foran TV’et) efterfulgt af en flok overbetalte job i byggebranchen (uden nogen til at fortælle ham, at de stegte duer ikke flyver ind ad vinduet til evig tid) og nu er han så tilbage i TV-stuen, federe og mere lad end nogensinde. “Han vil gerne være noget med dyr…” Vor herre bevares, jeg skal give ham dyr, skal jeg… Ja, jeg bliver helt hidsig, men på den optimistiske måde, for der skal sgu en stor del lyssyn og idealisme til for at gide at banke noget entusiasme ind i hovederne på det, der kaldes ungdommen anno 2012. I DK er det ikke så meget uddannelse, der mangler, som formålstjenstlige uddannelser i stedet for de såkaldte hobbystudier, der fører dimmitenderne direkte ud i ledigheden. Men ligefrem at kræve af de unge, at de skal tænke på andet end, hvad de lige nu har mest lyst til, når de vælger studie – det ligger selvfølgelig ikke lige for. En bekendt sagde forleden, da jeg spurgte til hans voksne afkom: Jeg har altid sagt til dem, at de skal følge deres hjerter, men kun hvis de kan gøre det uden at ligge andre til last. Klogt sagt, men det stiller krav til den unge selv, til forældrene og til uddannelsessystemet. Krav som det kun kan gå for langsomt med at få anerkendt. Og så kræver det, at førnævnte treenighed har et optimistisk livssyn. Det er ikke så svært at få øje på, vel? Vi trækker jo ligesom det samme læs… I samme retning.

Kan man egentlig være optimistisk på andres vegne, hvis det kunne ramme én selv som en boomerang i nakken? Her tænker jeg på Det arabiske forår, hvor vi vestlige lande optimistisk gik ind i kampen mod de diktatoriske regimer for så at sidde noget slukørede tilbage, mens Det muslimske broderskab tager plads for bordenden. Den tossegode optimist kunne selvfølgelig sige, at det da er godt, at befolkningerne nu selv har valgt det styre, som de gerne vil have, mens den mere tænksomme optimist måske vælger at vende lyssynet indad og nøjes med at være optimistisk på egen matrikel. Jeg ved det godt: Det kan vi ikke være bekendt. Vi skal også være optimistiske på de fattige landes vegne og vise næstekærlighed. Og så får man den med menneskesynet skudt i skoen. Menneskesynet, der ikke er ordentligt hos os, der mener noget andet om ulandshjælp end folk, der lever af at pakke tæpper og administrere nødhjælpslagre. Den slags vil jeg nu springe op og falde ned på, for klichéen om menneskesynet er efterhånden for de fleste afsløret som større mangel på argumentation hos afsenderen end hos modtageren. Det er vist på tide, at der gøres op med den ulandshjælp, som nok gav mening, dengang Vesten kunne bestemme, hvordan andre lande skulle indrette sig. Men nu er mange af disse “andre lande” blevet selvstændige – og rigere. Ulandsbistand er et af de sidste levn fra en forældet kolonialistisk tankegang. Hvor længe skal vi betale for det med slaverne og guldet? Igennem hvor mange generationer skal den dårlige samvittighed vare ved? Jeg vil være så optimistisk at tro, at den er på vej til at blive skrottet sammen med ulandsbistanden til fordel for et system, der byder, at de rige arabere, afrikanere, asiater og andre indbyggere i lande, der modtager hjælp fra Vesten, selv kommer til lommerne og hjælper deres egne. På den måde kan de få det, som de gerne vil have det, og vi andre, ja vi får pludselig råd til at hjælpe både fattig-Carina og fedladne andalusiske snøbler. Menos mal!

he