Det danske magasin i Spanien
Slanger – og hvad så?

På vej til interviewet i Bioparc Fuengirola kunne jeg mærke, hvordan nervøsiteten begyndte at stige. Hjertet slog flere slag end normalt, og håndfladerne begyndte at blive en smule klamme. Ikke så meget på grund af interviewet, men fordi jeg skulle stå ansigt til den; med min største frygt – slanger.

Gode, gamle Hollywood
”Det er den samme reaktion hver gang,” smågriner David García, der er ansvarlig for reptilerne i Bioparc Fuengirola, da jeg endelig skulle overvinde min frygt og prøve at røre ved en slange, hvorefter jeg overrasket udbrød: ”Jamen, de er jo dejligt bløde… og varme!” Mange af os har fordomme over for slanger og krybdyr, og en del af æren kan Hollywood nok inkassere. For i Hollywood er de fremstillet som disse ondsindede, slimede og farlige dyr, der angriber uden nogen som helst form for provokation, men i virkeligheden er de det stik modsatte. De er varme, de er knogleløse, og de er en anelse hyggelige, når de mageligt ligger eller hænger i træerne i deres terrarium som et andet dovendyr og nyder varmen fra de installerede lamper. Og hvad der er endnu mere fascinerende er, at en slanges krop fungerer som et solcelleanlæg – jo mere varme jo hurtigere er deres reaktion.

Er jeg døden nær?
Her på Costa del Sol er det ikke helt usædvanligt at støde på en slange i baghaven, men der er ingen grund til panik. For den eneste giftige slange findes kun langt oppe i Mijas-bjergene og er yderst bange for mennesker. Selvfølgelig findes der et utal af helt ugiftige slanger, men heller ikke disse er ude på at angribe og skade mennesker. Den eneste risiko, der er for at blive angrebet, skulle være, hvis man direkte opsøger deres hjem eller stiller sig i vejen for deres færden. Der er med andre ord større chance for at vinde i lotto end at blive angrebet af en slange, fortæller David García og fortsætter: ”Mange mennesker er bange for at blive angrebet af slanger, fordi de tror, at de er dødsensfarlige, men hvis man bliver bidt af en, så kan det sammenlignes med at blive bidt af for eksempel en kat. Hvis man blot sørger for at identificere slangen for at være sikker på, at det ikke er nødvendigt at ringe efter yderligere hjælp, og derefter desinficere såret og måske får en stivkrampevaccination på den nærmeste skadestue, så er man på den sikre side.”

Hvor giftig?
”Langt de fleste slanger her på kysten er kun i besiddelse af en lille mængde gift, og den sidder som regel i deres hud”, fortæller David, og fortsætter: ”Giften bruges til selvforsvar over for andre dyr, som er ude på at angribe, og der er slet ikke nok gift til at kunne skade et menneske.”

Så slemme er de jo heller ikke
Disney-filmen Junglebogen havde fra barnsben gjort mig panisk angst for de benløse kryb og givet mig det indtryk, at de var onde, gemene og udspekulerede. Men besøget fik mig til at ændre mening fra, at slanger kun burde bruges til sko og tasker, til at de faktisk er helt okay. Det er langt fra, at slanger og jeg er blevet perlevenner, men jeg har fundet en ny fascination for dette dyr, der har samme princip som et solcelleanlæg, og som hverken er slimet eller koldt.

Slange top 3 i Andalusien

  • Ricciolislangen – denne slange minder meget om den danske hugorm, både hvad angår farve og størrelse. Den kan blive op til 62 cm lang og er ikke farlig for mennesker.
  • Hesteskoslangen er i familie med Ricciolislangen, men kan blive over dobbelt så lang. Denne slange er mere nærgående og har intet problem med at færdes omkring mennesker. Den har imidlertid ingen intentioner om at angribe, selvom den har en meget hurtig reaktionsevne. Du kan genkende den på dens prikkede mønster i hvide, gule og olivengrønne farver.
  • Montpellierslangen er den største slange i Andalusien. Den kan blive op til to meter lang og veje 1,5 kilo. Den jager typisk om dagen og lever af firben. Heller ikke denne slange er giftig for mennesker.
  • Snob-nosen Viper – Mijasbjergenes ukronede konge. Denne slange kan genkendes på sit trekantede hoved. Man kan møde den både dag og nat, men den gemmer sig oftest under sten. Den er giftig, men dens giftdepot er ikke stort nok til at dræbe et menneske.
Af Stine Hougaard

Del

Du vil måske også kunne lide

© 2009-2019 La Danesa – Norrbom Marketing.
Designed and developed by yummp.

Søg på La Danesa

Planlagt vedligeholdelse: Lørdag d. 5. august 2023 fra kl. 8.00 vil der foretages opdateringer på ladanesa.com.​ Vær opmærksom på, at sitet vil være utilgængeligt i den periode der foretages opdateringer, og det samme gælder for La Danesas App.