Klimakrise med vokseværk

Mens The Transition Towns-bevægelsen foreløbig kæmper i det små for at skabe forandringer, er det på et helt andet plan, slaget skal slås, hvis klimakampen skal vindes. La Danesa har gravet sig igennem den nyeste forskning på området og giver her et overblik over klimasituationen netop nu.

Temperaturerne stiger, polerne smelter, og vejret er utilregneligt som aldrig før. FN’s klimapanel, IPCC, vurderer, at hovedparten af den globale opvarmning med 90 procents sikkerhed skal tilskrives den stigende koncentration af menneskeskabte drivhusgasser i atmosfæren. Og generelt har de fleste forskere efterhånden erkendt, at klimaændringerne er helt eller i hvert fald delvist menneskeskabte, og anerkender samtidig behovet for signifikante klimapolitiske tiltag. Allerede nu er resultaterne af en konstant voksende udledning af gasser begyndt at vise sig, men den egentlige miljøkatastrofe ligger fortsat og lurer ude i fremtiden, vurderer flere pessimistiske eksperter.

Stigende temperaturer og ekstremt vejr
Et af de tungeste beviser på, at der reelt er en sammenhæng mellem udledningen af drivhusgasser og klimaændringerne, findes i de markante temperaturstigninger, jordkloden har oplevet sideløbende med de sidste 100 års intensive industrialisering. Således var 2000’erne ifølge FN’s meteorologiske organisation (WMO) det varmeste årti, siden målingerne begyndte i 1850. Ni ud af de 10 år strøg desuden direkte ind på listen over varmeste selvstændige år, som toppes af 2010. Også det amerikanske rumfartsagentur NASA rapporterer løbende om utraditionelle klimaændringer. Her har man beregnet, at 2010 var 0,75 grader celsius varmere end Jordens gennemsnitstemperatur mellem 1951 og 1980, som var NASA’s referenceperiode. Det betyder, at middeltemperaturen i verden nu er 15 grader. I 2020 skulle det tal stige med en grad, mens det i 2050 forudsiges at blive yderligere en grad varmere.

Endnu en indikation af forbindelsen mellem klimaets tilstand og det menneskelige gasudslip kan tolkes af vejrets voksende uforudsigelighed i takt med den øgede udledning. Mellem 1980 og 2006 er antallet af klimarelaterede katastrofer firdoblet, og usædvanlige vejrfænomener og –rekorder er nærmest blevet hverdag. For blot at give et par eksempler af mange bare fra i år har England haft den vådeste april-juni nogensinde, mens Rusland på blot én julidag fik, hvad der svarer til halvt års nedbør. I den østlige del af landet, i Sibirien, var situationen imidlertid en helt anden. Her lå temperaturen i juni på mellem syv og 10 grader over det normale niveau. Ekstraordinært var vejret også på Koreahalvøen og i Brasilien. Her oplevede man henholdsvis den værste tørke i 105 år og den højeste temperatur, 38.7 grader, nogensinde målt på den sydlige halvkugle i juni.

Vesten, Kina og køleskabe blandt de store klimasyndere
Ikke overraskende er det den mest industrialiserede del af verden samt Kinas milliardbefolkning, der tegner sig for den klart største udledning af drivhusgasser. Samlet set sender alle verdens lande godt 30 gigatons gasser ud i atmosfæren hvert år. Af dem står Kina for omkring de syv, USA for ca. 5,5 og Europa ligger på knap 4,2. Det er ting som produktion, dårlig boligisolering og trafik, der er skyld i en stor del af udledningen, men også umiddelbart harmløse redskaber som aircondition-anlæg, køleskabe og isoleringsskum er blandt de største trusler mod klimaet. Det skyldes blandt andet de såkaldte HFC-gasser, som disse produkter indeholder. HFC er en gasart, som er blevet brugt som erstatning for den ligeledes ødelæggende CFC-gas, der ifølge Montreal Protokollen fra 1987 skulle skæres kraftigt ned på. I 2010 lykkedes det som en af forureningsbekæmpelsens større sejre helt at få stoppet brugen af CFC. Ironisk nok – eller måske snarere tragikomisk – viser det sig nu, at afløserens effekt på miljøet er så voldsom, at HFC-gasserne i 2050 vil have ligeså negativ virkning på klimaet som den samlede trafikmængde på hele kloden. Det vurderer FN’s miljøprogram UNEP. Så i en tid, hvor flere asiater og afrikanere får råd til eksempelvis et køleskab, og hvor Jordens befolkning forøges med ca. 80 millioner om året, kan helt basale produkter altså være blandt de væsentligste årsager til at forværre klimaet.

Fatale konsekvenser
Men, men, men. Er udslippet af disse drivhusgasser og de medfølgende klimaændringer overhovedet så slemme? Ja, er det korte og klare svar. For meget tyder på, at den globale opvarmning er skyld i flere naturkatastrofer som tørker, oversvømmelser, cykloner og orkaner, ligesom varmen gradvist vil reducere verdens mængde af is. Alene på Grønland smelter årligt 230 milliarder ton is – nok til at hæve verdens største ø tre meter ved udgangen at dette århundrede. Den samlede is til vand-proces vil formentlig få verdenshavene til at stige med mindst meter i 2100.

Et af de steder, hvor man er mindst interesseret i en højere vandstand, er på øriget Tuvalu i Oceanien øst for Australien. Her er gennemsnitshøjden mindre end en meter over havoverfladen, så selv meget små forhøjelser i vandniveauet kan mærkes af de godt 12.000 indbyggere i verdens fjerdemindste nation. Allerede nu er boliger og landbrugsjord blevet ødelagt af det indtrængende saltvand. Det tvinger beboerne til at flytte til landets byer, men også de er inden for en overskuelig fremtid truet på eksistensen. Tuvalu, hvis BNP er så lille, at en indtægtspost på budgettet er salg af frimærker og mønter, har på miljøloven fra 2008 gjort det til at mål at ”højne forståelsen i hele verden for konsekvenserne af klimaændringer”. Lykkes det ikke at overbevise verdens ledere om en markant øget klimaindsats, er det kun et spørgsmål om tid, før Tuvalu og andre lavtliggende øer er historie.

Fakta om krisens omfang
Det er ikke bare Tuvalu, men verdens fattige lande generelt, der står til at blive de helt store tabere af klimakampen. U-landene ligger ofte i tropiske områder, hvor naturens kræfter er stærkest, og da disse lande samtidig er økonomisk og infrastrukturelt dårligere rustet til genopbygningen efter en naturkatastrofe, bliver effekten af dem tilsvarende større. Tal fra Folkekirkens Nødhjælp anslår, at 240 millioner mennesker i 2020 vil lide af vandmangel som følge af den forventede temperaturstigning. Af samme grund vil der i 2050 være 250 millioner flere på listen over såkaldte klimaflygtninge, mens 30 millioner ventes at komme til at sulte som følge af tørke, oversvømmelser og andre naturkatastrofer. Dertil kommer konsekvenserne for dyreriget, hvis racer lige nu uddør i et tempo, der ikke er set siden dinosaurernes tid.

Hvad er worst case scenario?
Som om ovenstående ikke er slemt nok, kan krisen vise sig at ende langt, langt værre. Den anerkendte biologiprofessor Stephen Schneider fra Stanford University gav inden sin død (i 2010) til USA Today et bud på, hvad den værst tænkelige klimaudvikling vil medføre i 2100. Udgangspunktet for forudsigelsen er et uændret forbrug af fossile brændstoffer, en vedblivende opfattelse af, at økonomisk vækst er vigtigere end miljøhensyn, samt en fortsat laissez faire tilgang til klimaudfordringerne. Med det scenarie vil temperaturen stige med op imod 11 grader i 2100. Her af nogle af konsekvenserne ved det skrækscenarie:

– Vandstanden kan stige med op til 10 meter.

– Tropiske regnskove vil blive mere sårbare over for brande, der betyder, at træer i stedet for at opbevare drivhusgasser vil sende dem ud i atmosfæren.

– Mange samfund med høje og lave udgangspunkter i forhold til vandstanden vil være truede.

– Udryddelsen af op imod halvdelen af alle kendte plante- og dyreracer vil blive langt mere sandsynlig.

Schneider tilføjer, at scenariets stigende vandstande og intensiverede cykloner vil true med at sende hundreder af millioner mennesker fra udsatte kystbyer på flugt, ligesom det meget vel kan være slut med både Londons og New Yorks undergrundssystemer. Heldigvis er der ikke mere end 5-10 procents chance for, at dette scenarie bliver aktuelt, vurderer professoren. Men alligevel…