Kære læser november 2012

Det var virkelig, virkelig mange år siden, jeg sidst havde kørt rundt på de danske landeveje, da jeg i udlejningsbilen (ja, I husker nok den, som det af uransagelige årsager var dyrere at få et gratis lift i, end det var at købe en DSB-billet…) tilbagelagde strækningen tværs over Sjælland, Fyn og op igennem Jylland.

Det er da et voldsomt ringe vejnet, de har deroppe. Til gengæld er motorveje, afkørsler, tilkørsler, rundkørsler, vejkryds og vejarbejdshuller så udstyret med så mange skilte, blinkende lygter og reflekshalløj, at det er stort set umuligt at manøvrere – især når det kampregner. Hvorfor har ingen fortalt dem, at det at overgøre tingene sjældent forstærker værdien i positiv retning? Idet det tog godt 35 minutter at forcere Vejlebroen, som så også er 1712 meter lang (kan godt forstå, at de er stolte af den), fik jeg en ekstra pause forærende på en ellers vældig hektisk dag. Udlejningsbilen var yderst moderne, og motoren gik således ud, hver gang jeg holdt helt stille. Første gang troede jeg, at den var i stykker og gik lidt i panik. Jeg fandt imidlertid hurtigt ud af, at det var en rigtig smart ting, idet kødannelse efterhånden må være blevet et mere dansk end et spansk fænomen. Med regnen piskende mod ruderne og totalt blændet af blinkende lamper og overbelyste skilte nød jeg min madpakke og filosoferede lidt over tingenes tilstand. Overalt, hvor jeg var kommet frem de seneste dage, var jeg blevet mødt med forskellige variationer af spørgsmålet om det kriseramte Spanien ledsaget af medlidende miner og passende alvor i stemmen. Jo, de følger skam med deroppe. Og søde til at vise interesse, det er de. Der var bare lige det ved det, at jeg ikke kunne mætte deres sensationssult, jeg kunne ikke give et svar, som ville tilfredsstille behovet for endnu en gang at bevise, at Nordeuropa (DK med helt fremme) stadig er Sydeuropa langt overlegen. For sådan er det ikke. Tag nu bare vejnettet (husk at jeg stadig holder på Vejlebroen med min madpakke). Det kan godt være, at Spanien har modtaget en stor del hjælp fra EU, men den er så også blevet brugt til at bygge veje, broer, højhastighedstoglinjer samt veligeholde ditto, så enhver spanier kan komme frem til tiden og i forholdsvis god behold. Om Danmark burde have ansøgt EU om vej-midler skal jeg ikke kloge i, men et eller andet forvaltningproblem må da være årsag til, at et så lille og så velhavende land har så ringe en infrastruktur. Er det måske ikke netop infrastrukturen, der er samfundets bærende søjler? Nå, men tilbage til de velmenende spørgsmål om krisen i Spanien. Jo, der er mange arbejdsløse, men der er en endnu større aktiv arbejdsstyrke, som hver dag er med til at holde hjulene i gang. Der er masser af vækstende virksomheder, konstant tænkende i værksættere, videnskabsfolk og politikere, der forstår at bygge både til og om ovenpå det fundament, som et stort og velfunderet land som Spanien er. Og jo, der er da spaniere, der er mere stemte for en statistrolle i genindspilningen af den græske tragedie end at tage ansvar og del i genopbygningsarbejdet. Men det er ofte de samme typer, som i de rigtigt gode år forlod deres poster som revisorer og kørelærere for at tjene alt for store og alt for hurtige penge som arbejdsdrenge på byggepladserne, de typer, som rask væk tjente 2.500 euro om måneden + drikkepenge som piccoloer på kystens store hoteller uden overhovedet at overveje, om det måske ikke lige var rigeligt for en ufaglært med virkelig dårlige engelskkundskaber. Der er selvfølgelig ikke særlig god presse i positivt ladede nyheder, men måske skulle man alligevel prøve at skrive lidt mere om de ting, der rent faktisk fungerer og de fremskridt, der sker i stedet for kun at vise arbejdsløshedstal og sure demonstranter. Rækken af biler på Vejlebroen bevæger sig en meter frem, min motor går ud igen, og jeg tager hul på desserten; en nyplukket pære, så perfekt i form og farve og selvfølgelig med en fint blad kunstfærdigt placeret på stilken, at jeg et øjeblik føler et stik af hjemve efter mit hyggelige lille fædreland – snart afløst af tanken om morgenens avisoverskrift: Akutpakke vil frem til og med 2013 skabe 385 job. Der måtte være noget galt med tallet. Godtnok er DK et meget lille land med meget få indbyggere, men alligevel. Lige der på Vejlebroen havde jeg simpelthen ikke fantasi nok til at forestille mig, hvorfor man overhovedet bruger ressourcer på at nedsætte udvalg, undersøge, afprøve og føre et projekt ud i livet, som på mere end et år kun kan skabe 385 stillinger. Måske handler det i virkeligheden om at sikre beskæftigelse til dem, der sidder i udvalgene, dem der undersøger, afprøver og fører ud i livet… Endelig kom jeg over Vejlebroen og turen gik ad Jyllands hovedveje igennem små halvdøde sovebyer med tomme butikslokaler på stribe. Der var ikke skyggen af initiativ at spore nogen steder. Nu er det ikke for at starte en konkurrence om, hvem der har flest tomme butikslokaler – Danmark eller Spanien, men her i min by sporer jeg i hvert fald optimisme i form af murere, malere og andet godtfolk, der er i gang med at sætte lokaler i stand til endnu nogle håbefulde og forhåbentlig realistiske tiltag. Inden jeg når frem til min far, der traditionen tro venter med gammel ost og snaps, når jeg lige at tænke, at Danmark måske har længere vej ud af krisen end Spanien.

he