Det danske magasin i Spanien
Nye regler for spansk sygesikring

Nye regler for spansk sygesikring

Regeringen vedtog den 24. april 2012 en lovændring, som berører dækningen af Seguridad Social (den spanske sygesikring). Med lovændringen skal de personer, der er dækket af Seguridad Social, nu fremover selv betale en vis andel af den medicin, der købes på recept. Lovændringen om brugerbetaling trådte i kraft den 31. august 2012.

Ændringer i sygesikringsdækningen
De, der først og fremmest bliver berørt af lovændringen, er samlevende partnere samt unge, der er fyldt 26 år, men som stadig ikke har egen sygesikring og derfor er dækket af Seguridad Social via deres forældre.
Erhvervsaktive (ansatte eller selvstændigt erhvervsdrivende) er dækket af Seguridad Social, hvis de indbetaler til sygesikringen. Det er enten arbejdsgiveren eller den selvstændige selv, der betaler dette beløb. Hidtil har ikke-erhvervsaktive partnere været inkluderet i den erhvervsaktives spanske sygesikring, hvis det kunne bevises med fx en bopælsattest, at de havde levet sammen i mindst et år.
Med lovændringen er dette dog ikke længere muligt, medmindre de to personer er registreret som ”registrerede partnere” hos myndighederne (i Andalusien hos Junta de Andalucía). Et alternativ kan være at få lavet et dokument ved notar, hvor det attesteres, at parret er partnere og bor sammen. Denne procedure er dog ret besværlig, da det kræver en del dokumentation. Desuden kan dokumentet ikke anvendes i andre sammenhænge som for eksempel ved arv eller lignende. Ovenstående formaliteter er altså nu nødvendige for at kunne inkludere ikke-erhvervsaktive partnere hos Seguridad Social. De partnere, der er i ovenstående situation og allerede er registrerede i deres samboers sygesikring, bør være opmærksomme på, at deres registrering i sygesikringen efter en periode vil kunne blive annulleret hos Seguridad Social, hvis ikke ovenstående formaliteter gennemføres.
Unge, der er fyldt 26 år, bliver ligeledes berørt af lovændringen, da de ikke længere kan være dækket af forældrenes sygesikring. Hvis de ikke er omfattet af sygesikringen via et arbejde, vil de skulle tegne en sygeforsikring. Hvis personen kan bevise, at han/hun ikke har egne midler eller indtægter, kan personen i visse tilfælde blive omfattet af den spanske sygesikring. Ligeledes bør man her være opmærksom på, at selv om man allerede er registreret hos Seguridad Social, bør man undersøge sin status, da der er risiko for, at ens sygeforsikring efter en periode bliver annulleret.
Lovændringen omfatter ikke den erhvervsaktive del af befolkningen, heller ikke pensionister og efterlønsmodtagere.
Som noget nyt vil det dog fremover være muligt at betale en fast kvote til Seguridad Social og dermed ”købe sit ret” til at blive dækket af den spanske offentlige sygesikring. Noget der i flere år har været efterspurgt hos specielt udenlandske borgere, der endnu ikke modtager offentlig pension, men heller ikke er erhvervsaktive.

Brugerbetaling af recepter
Hidtil har pensionister i Spanien ikke skullet betale den medicin, de har fået på recept, mens andre grupper af befolkningen kun har skullet betale en procentdel af den medicin, de har fået på recept. Normalt har egenbetalingen udgjort 40 procent. Fremover vil receptmedicin ikke længere være fuldt dækket af den offentlige sygesikring, og pensionister skal fremover selv betale en del af medicinen. Der regnes med en egenbetaling på cirka 10 procent. Andre brugere skal desuden fremover betale en større del af medicinens selv. Brugerbetalingen vil være indtægtsbestemt efter nedenstående skala dog med en grænse for, hvor meget man kan komme til at betale om måneden. Hvis den andel, personen selv skal betale, overstiger denne grænse, bliver differencen tilbagebetalt af Seguridad Social i løbet af seks måneder. Det er dog endnu ikke klart, hvorledes dette i praksis vil blive administreret. Da det vil medføre ekstra administrativt arbejde formodes det, at apotekerne vil modregne differencen direkte i købsprisen.
Personer med en årsindtægt på 100.000 euro eller mere skal betale 60 procent af receptmedicinens pris, dog max. 60 euro om måneden.
Personer med en årsindtægt på 18.000 – 100.000 euro skal betale 50 procent af receptmedicinens pris, dog max. 18 euro om måneden.
Personer med en årsindtægt på under 18.000 euro skal betale 40 procent af receptmedicinens pris, dog max. 8 euro om måneden.
Pensionister og personer med kroniske sygdomme skal betale 10 procent af receptmedicinens pris. Alt efter deres årsindtægt vil ovenstående grænser være gældende.
Pr. 31. august etableredes en ny database, BADAS, som forbinder Seguridad Social med andre offentlige myndigheder som lægecentre, de spanske skattemyndigheder, Indenrigsministeriet og Arbejdsformidlingen.
Hvis du har spørgsmål til ovenstående, er du velkomne til at kontakte Lena Grøn fra CYCLO Abogados – Asesores, e-mail: lena@cyclo.es.

Nye regler for ansøgning om residencia i Spanien
Af Lena Grøn & Heidi S. Andersen
De skandinaver, der har været bosiddende i Spanien i en del år, kan sikkert stadig huske, hvor besværligt det før i tiden var at ansøge om residencia (opholdstilladelse) i Spanien. Man skulle fremvise bevis på sine indtægter, formue, sygesikring og hvis man havde børn og ægtefælle, skulle man kunne dokumentere, at de faktisk var ens børn og ægtefælle.
For nogle år tilbage blev det langt nemmere at søge om residencia i Spanien, da man blot skulle bevise, at man var EU-borger. Det kunne man nemt ved fremvisning af sit pas. Desværre ser det nu ud til, at det igen bliver mere besværligt at søge om og at få tildelt residencia i Spanien. Fra den 10. juli 2012 har det spanske nationalpoliti strammet op omkring reglerne for, hvilken dokumentation der skal medbringes og fremvises til det spanske nationalpoliti for, at man kan søge om og residencia i Spanien.
De nye regler skyldes, at man fra de spanske myndigheders side ønsker at sikre sig, at tilflyttere ikke vil være en ”økonomisk belastning” for det spanske samfund.
Altså skal man nu igen kunne bevise, at man enten har indtægter eller formue til at kunne forsørge sig selv samt eventuelle familiemedlemmer uden egne indtægter (børn, ægtefælle, m.m.). Udover indtægter bør man ligeledes kunne bevise, at man er dækket af en sygesikring; at man enten er berettiget til offentlig sygesikring eller at man har tegnet en privat sygeforsikring, som dækker ansøger samt eventuelle familiemedlemmer.
Ovenstående dokumentation skal dog kun medbringes første gang, der søges om residencia i Spanien. Hvis man blot skal forny sit residencia eller bede om en kopi, er det ikke nødvendigt at præsentere ovenstående dokumentation. Dog kan nationalpolitiet, alt efter situationen, bede om anden dokumentation, de skønner nødvendigt, f.eks. en bopælsattest.
Hvis der mangler dokumentation i ansøgningsøjeblikket, kan man i visse tilfælde få lov at præsentere de manglende dokumenter hos nationalpolitiet inden for 10 dage.
Hvis man tænker på at flytte til Spanien, er det derfor vigtigt, at man inden afrejsen fra Danmark forbereder så stor en del af dokumentationen som muligt. Da der ligeledes kan være ventetid for fremmøde hos nationalpolitiet, er det en god ide at kontakte en spansk rådgiver allerede inden udrejsen fra Danmark, så denne kan bestille tid hos politiet så hurtigt som muligt efter ankomsten til Spanien.
Hvis I har spørgsmål vedrørende ansøgning af residencia i Spanien, er I velkomne til at kontakte Lena Grøn fra Cyclo Abogados – Asesores på lena@cyclo.es eller telefon nr. 0034 952 66 50 55.

Del

Du vil måske også kunne lide

© 2009-2019 La Danesa – Norrbom Marketing.
Designed and developed by yummp.

Søg på La Danesa

Planlagt vedligeholdelse: Lørdag d. 5. august 2023 fra kl. 8.00 vil der foretages opdateringer på ladanesa.com.​ Vær opmærksom på, at sitet vil være utilgængeligt i den periode der foretages opdateringer, og det samme gælder for La Danesas App.