Når jeg laver et interview til La Danesa er rækkefølgen normalt sådan, at jeg får en idé, jeg observerer, afsøger omgivelserne, finder den eller de rette personer, forbereder mine spørgsmål, stiller dem og skriver artiklen.
Helt sådan foregår det ikke denne gang… Jeg sidder og hyggesnakker med fysioterapeut og akupunktør Betiina Larsen. Vi har kendt hinanden, siden hun kom til Spanien for 10 år siden. Hun har hver måned skrevet artikler til helsesektionen her i La Danesa, hun har masseret mine ømme muskler, vi har lavet yoga sammen, og sidste sommer kom hun til mig med stress i systemet og eksem i ansigtet. Som BodyTalker var det nu min tur til at behandle hende. Siden er det blevet til flere dejlige BodyTalk-sessioner og gode samtaler om, hvordan vi kan bruge vores kompetencer til at hjælpe vores patienter, kalder hun dem, klienter siger jeg, til at opleve en højere grad af både fysisk og mental sundhed.
En sådan samtale finder sted her i januar 2013. Vi taler om det nye år, som vi netop har skålet os ind i, om at hun lige er blevet 40 og om det foredrag, som hun vil holde d. 5. marts. Ny energi i hverdagen, hedder det. Og så sker der lige pludselig noget. Den nye energi, hun taler om, giver ny kraft, lateral tænkning – ud af boksen, simpelthen.
Cirka sådan her forløber samtalen:
Helle: Ved folk efterhånden ikke godt, hvordan de skal få mere energi? Drejer det sig ikke snarere om, at de bare ikke får gjort noget ved det?
Betiina: Jo, men det handler om at få et lille skub, høre tingene igen på en ny måde, og være fælles med andre om det. Folk bombarderes med alt muligt om, hvordan de bør leve – det bliver alt for stort, for besværligt. Jeg gør det ukompliceret. Og så er jeg lige her til at hjælpe. Folk har adgang til mig.
Helle: Du har nok ret. Fælles er det nye sort! Efter mange år med individualisme og fokus på personlig udvikling vil vi i stigende grad gøre tingene sammen – i fællesskab. Det er en dejlig tendens.
Hvad går du ellers og tænker på lige nu? Hvilke tanker har du lyst til at dele med andre?
Betiina: På det helt personlige plan tænker jeg på, at jeg skal i gang med at konditionstræne. Jeg har været alt for doven i alt for lang tid – måske skulle jeg gøre det sammen med andre… Og så tænker jeg meget på, at udviklingen skal vendes – både hvad angår klima og miljø og når det handler om vores måde at opføre os på. Al den vold og kriminalitet er skræmmende. Når jeg tænker på mine børns fremtid, bliver jeg bekymret. Vær dog søde ved hinanden, alle sammen! Sådan fungerer det bedst i Betiinas lille havfrueverden.
Hvad fylder noget hos dig i denne tid?
Helle: Paradigmeskiftet på Jorden. Det tænker jeg meget over. Jeg ser det som en slags fløjlsrevolution, hvor mennesker i stille protest simpelthen bare holder op med at finde sig i mere crab. Det bliver en lang proces. Det giver sig selv. Men det bliver en god proces med tid til at tænke efter mere end én gang. Tid til at gøre sig umage. Rigtig mange mennesker søger efter noget fornuftigt at foretage sig. Noget, som rækker ud over dem selv. De går ind i det med en ildhu, som om det gjaldt livet. Og måske er det lige præcis det, det gør.
Det muligt, at vi vesterlændinge ikke bryder os om fremmede kulturers diktatoriske regimer, men vi lever jo selv under en slags fundamentalisme fyldt med regler og love, som vi skal leve efter – dels for at passe ind i samfundet og dels er det måden at styre menneskeheden på. Lav så mange regler og love, at det er umuligt ikke at overtræde dem. Det er nemt at holde syndere i skak. Og det gælder så sandelig også, når vi taler sundhed.
Hvad, synes du, er et sundt menneske?
Betiina: Et sundt menneskes krop og sjæl er i harmoni. Et sundt menneske er et ærligt menneske – ikke mindst overfor sig selv, og så er det ikke fanatisk. Fanatisme er roden til meget ondt, og i høj grad årsag til disharmoni og ubalance i alle livets forhold.
Helle: Et sundt menneske hviler i sig selv, har en passion og en vis portion knald i låget… Så kommer alt det andet mere eller mindre af sig selv. Energien, lysten, glæden ved livet. Har man det godt helt inde i sig selv, så er hjernen klarere, fordi den ikke er fyldt op med fastlåste tankemønstre og overbevisninger om, hvordan det hele skal være – og så bliver kroppen helt automatisk sundere. Selvfølgelig kan man ikke være helt oppe i det røde felt hver dag, og der skal også være plads til nederen-dage med nedrullede gardiner, junkfood og feel good film på fjerneren. Mht. kosten: Et eller andet sted er topstykket altså røget af, så der er frit slag for alle mulige plattenslagere, der tjener penge på at fortælle folk, at mad enten er noget, de skal detoxes for eller at det er ren medicin for kroppen. Hvad er det for noget sludder? Mad er mad, og medmindre man er et helt særligt tilfælde, så involver simpelthen både hjerte og hjerne i madvalget. Så kan det da ikke gå helt galt. Nej, jeg taler for FLEKSIBILITET, FLEKSIBILITET og FLEKSIBILITET! Æd en pose gummibånd og få noget elastik ind i livet. Som du kan høre, bliver jeg meget ildsjælsagtigt omkring kostfanatisme og al mulig anden fundamentalisme i øvrigt.
Betiina: Jeg kommer lige til at tænke på noget. Hvorfor holder vi to ikke foredraget sammen?
Helle: Jamen, det er da det, vi gør.
Betiina: Vi kan komplettere hinanden super godt, og gæsterne vil få så meget mere med hjem. Letforståelige og virkelig brugbare ting, som umiddelbart vil sætte skub i deres sundhed uden at de skal lave radikalt om på sig selv.
Helle: Du ser altid selv så sund ud. Frisk som en havørn. Du får jo os andre til at ligne en flok forurenede, halvvisne krager… Du er svær at leve op til.
Betiina: Jeg lever efter mange af de principper, som jeg skriver om i La Danesa, men ikke hver dag. Jeg drikker rødvin, spiser kager og chokolade. Og jeg nyder det. Før var jeg mere ekstrem, og gik meget op i både kost og motion. Nu handler det mere om tanker. Sunde, gode tanker. Og så køber jeg gerne økologisk, når det kan lade sig gøre – både for vores, for dyrenes og for miljøets skyld. Men nej, jeg lever ikke stringent. Det skal sjovt at leve, og det budskab, tror jeg, at folk har behov for at høre efter alle de år med regler og forbud.
Helle: Du er lige fyldt 40 – har lige netop den runde fødselsdag sat gang i nogle tanker hos dig? Har du fundet din passion?
Betiina: Det var skønt at fylde 40. Det er sådan et fedt tal. Jeg er mere kvinde end pige nu, jeg tør mere og er mere udfordrende i forhold til mine omgivelser. Jeg ved, hvad jeg vil og hvad jeg ikke vil. Og det står jeg ved. Og jo, jeg har fundet min passion: Jeg har det ikke sådan med mit job, at jeg er på arbejde. Jeg nyder at behandle. Det er min ene passion. Den anden gemmer jeg til den kæreste, som jeg vil finde i år.
Helle: Hvad er du mest stolt af i livet?
Betiina: Jamen, jeg er da egentlig stolt over, at jeg klarer hele det her cirkus i hverdagen som enlig mor og forsørger for to børn. Og så er jeg super glad for mine Fem Tibetanere, som sælger vildt godt i Danmark (DVD med øvelserne De Fem Tibetanere, red.). Det er fedt, når folk skriver, at øvelserne virkelig har gjort en forskel for dem. Det gør mig stolt.
Helle: Er der noget, du har fået med dig ved at leve i Spanien, som du ikke havde regnet med?
Betiina: Helt klart, for faktisk kom jeg jo bare med til Spanien som hjemmegående hustru til min udstationerede mand. Nu er han flyttet til Danmark, og det er mig, der bor her og driver min forretning. Så nej, det havde jeg ikke lige regnet med, da vi kom for 10 år siden.
Helle: Hvad laver du, når du ikke arbejder?
Betiina: Jeg har netop været helt alene hjemme i en uges tid. Og det viste mig, hvad jeg godt kunne tænke mig at lave, når jeg ikke arbejder. Når børnene er her, sker tingene jo meget på deres præmisser; der skal læses lektier, køres til sport og venner og den slags. I min alene-uge var det planen, at jeg skulle lave en masse yoga og konditionstræne, men jeg tilbragte størstedelen af tiden på sofaen med te, chokolade, hårkur og så alle tre bind af Fifty Shades of Grey. Det var pragtfuldt!
Helle: Hvilke kvalifikationer har haft betydning for, at du er, hvor du er i dag?
Betiina: Livet er jo en løbende udvikling af ens kvalifikationer. Jeg tager selvfølgelig kurser for at bygge videre på mine grunduddannelser, men jeg tror mere, at det er livet, der giver én kvalifikationer. Selv har jeg rykket mig enormt de senere år. Jeg blev ligesom smidt ud i det, da jeg blev skilt. Livet er en bevægelse, og hvis ens forhold til et andet menneske ikke udvikler sig men går i stå, så må man se at komme videre.
Helle: Bruger du din egen personlige udvikling i dit arbejde og når du holder foredrag?
Betiina: Ja, for jeg oplever, at mange af mine patienter føler sig fastlåste – og her kan jeg bruge min egen erfaring til at vejlede dem.
Hvad holder dig til ilden?
Helle: Jeg nyder at lære nye ting, for kompetencer er noget af det vigtigste. Jeg sætter tid af til at uddanne mig, læse bøger og tænke tanker. Jeg bruger alt det, jeg har lært igennem tiden – både når jeg arbejder med magasinerne og når jeg er BodyTalker. Og du har helt ret; fastlåsthed i livet fylder meget i mennesker i dag. Og det er så vidunderligt at se, hvordan helt ukomplicerede BodyTalk-teknikker kan løsne op, så fx smerter, depression, allergi, træthed osv. ikke længere er en del af mine klienters liv.
Men det skal vi jo tale meget mere om til foredraget d. 5. marts. Jeg glæder mig allerede!
Betiina: Jeg er sikker på, at vores gæster får en god oplevelse samt nye og spændende vinkler på en sund krop og sjæl.
Helle: Ja, og de vil helt sikkert lære nogle teknikker, der kan tune dem ind på eget krop-sindkompleks og få systemet til at fungere optimalt både på det fysiske, følelsesmæssige og mentale plan.
Centro Idea
Ctra. de Mijas km. 3.6
29650 Mijas-Málaga
Tlf.: 95 258 15 53
norrbom@norrbom.com
UDGIVES AF:
D.L. MA-126-2001