Han hedder Pelayo. Han kommer fra Asturien. Og han leder det første og skelsættende slag imod maurerne, hvorefter han bliver Spaniens første konge. Sådan siger i hvert fald en legende, der snart er fortalt mange gange nok til at blive til sandhed i Spanien.
Da maurerne i hin år 711 invaderer den Iberiske Halvø er han med i den kristne og vestgotiske kong Rodrigos hær, da de møder de invaderende hære ved floden Guadalete i Jerez de la Frontera. Det er et afgørende slag, som de kristne naturligvis taber, og hvor Rodrigo bliver dræbt, men Pelayo kommer i det kommende kapitel til at lede et slag, der er lige så skelsættende for Spaniens historie.
Uønsket frieri skaber oprører
Pelayo drager efter det tabte slag først til Toledo, og da muslimerne også indtager dette område, fortsætter han tilbage til sin hjemegn. Her arbejder han faktisk for den mauriske guvernør, Menuza, og det er først, da denne ser sig varm på Pelayos søster og vil giftes med hende, hvilket Pelayo modsætter sig, at uoverensstemmelserne begynder.
Alt fra individets tilværelse til historien skabes som bekendt af en uendelig række tilfældigheder. Men denne tilfældighed, dette uønskede frieri, er en katalysator for Spaniens tilblivelse.
Pelayo indleder en protest imod overmagten, han modsætter sig at betale jizya, som er den specielle skat, der er pålagt ikke-muslimer, og han lykkes at forvise Menuza. Han anholdes, sendes i fængsel, hvorfra han dog flygter og vender tilbage til Asturien. Nu får han følge af andre kristne, hvoraf mange er flygtet hertil fra andre af de muslimskdominerede områder, og de overtager efterhånden herredømmet over større og større dele af Asturien,
Pelayo lader sig i 718 udråbe til konge, altså konge af Asturien. Dermed er Asturien, argumenteres det, for første gang et kongerige.
Marurerne har anlagt hovedstaden over Al-Andalus i Córdoba, det er langt væk, de ser ikke Pelayo som nogen reel trussel og i øvrigt er de travlt optaget med bekrige franskmændene på den anden side af Pyrenæerne, så de gør kun vage forsøg på at forhindre Pelayo i at udvikle det, som starter som et opgør, til et egentligt oprør.
Slaget ved Covadonga
På et tidspunkt, som nogle historikere mener at være i 722, andre at det er langt tidligere, men sådan er der jo så meget, og uanset datoen, så sender maurerne nu alligevel en hær af sted for at komme disse irriterende kristne til livs. Pelayo og hans tilhængere flygter op i bjergene, op i Picos de Europa.
De tidlige spaniere kender deres bjerge. I første omgang gemmer de sig i en grotte
i Covadonga, Den lægger navn til det sammenstød, som nu finder sted mellem de to modparter.
Størrelsen på den muslimske hær og antallet af oprører er der i dag også uenighed om. Et bud går på, at muslimerne møder op med 180.000 mænd, mens de kristne kun er 300, og som legende lyder det jo meget godt. Sandt er det dog, at de kristne slår maurerne, der må forlade denne del af Nordspanien for aldrig at vende tilbage. Herefter er Asturien et selvstændigt rige med Pelayo som overhoved.
Det er et vendepunkt, det er starten på La Reconquista, generobringen. Spanien er begyndt.
Af Jette Christiansen
