Da 2014 endnu var dugfrisk, vidste jeg ikke, hvor meget ret jeg skulle få i min OL-motiverede harcelering over Ruslands præsident. Ubåd i Skærgården og kampfly på kollisionskurs var vand sammenlignet med nedskydningen af MH-17 og Putin & Co.’s efterfølgende behandling af tragedien. Vestens reaktion var mildest talt lam, og sanktionerne skader os mere end Putin. Således fik landmændene forærende en ny grund til brok. Ovre fra den anden brokke-industri lød det: Fiskerne vil sætte kampen ind mod sælerne. Hold nu op, det er sgu da hverken fiskernes vand eller fisk – eller sæler for den sags skyld. Landmændene har i det mindste købt deres jord, og da rublen sidst på året styrtdykkede fik de da også en smule oprejsning. Ovre i Rusland måtte Putin til lommerne for at købe sine egne penge.
2014 begyndte med masser af solskin på disse kanter, mens Danmark oplevede den mørkeste januar i 45 år. Siden gik året hen og blev et af historiens varmeste, men det fik ikke klimafolket til at blive enige om noget som helst i Lima. Det var der så heller ingen, der havde regnet med. Til gengæld kostede mødet virkelig mange penge, Helle T præsenterede op til flere nye ministre på diverse skiftedage. En rekord må hun være på vej imod. Hvor fin og glat er det lige, statsministreren formår at se ud godt tre år inde i sin noget ustabile regeringstid. Heller ikke udgivelsen af bogen Den Hemmelige Socialdemokrat syntes at ryste Danmarks chef, der måske, måske ikke får hjælp af botox til at holde panderynkerne væk.
Der var både skidt og kanel på dansk TV i året der gik. Arvingerne var genial, mens både Badehotellet og 1864 hurtigt blev filtreret fra på mit fjernsyn. Førstnævnte fordi historien simpelthen er tynd, dialogen klichéfyldt og ikke mindst fordi de tilstræbt jyske dialekter i serien er en slags greatest hits fra hele Jylland. Det er ikke ligefrem honning i mine kronjyske ører. 1864, tja… Jeg er ikke overdrevet interesseret i dansk historie, så hvorvidt serien holdt sig til fakta, ødelagde ikke min nattesøvn. Så hellere zappe over på Nyhederne og følge lidt med i både Kold Krig 2.0 og en slags 3. verdenskrig, som udkæmpes derude.
Nogle mennesker kommer ind i ens liv for at forbedre det, mens andre forsvinder for at gøre ens liv endnu bedre. OW Bunker med besætning hører til den sidste gruppe. Omvendt kunne giraffen Marius godt have fået lov til at leve i en anden Zoo. Se & Hørs MEP døde, og vi mistede en af Danmarks få Oscar-vindere, Gabriel Axel. Rigtig trist var det, at Philip Seymour Hoffman, en af sin generations bedste skuespillere, blev fundet død med kanylen hængende ud af armen, og skønne skønne Robin Williams, der selv valgte at forlade vores verden i august. Fodboldtræneren, der førte DK til EM-sejr i 92 måtte vi også sige farvel til, ligesom det moderne Spaniens landsfader Adolfo Suarez, penislægen Jørgen Ege og Tamil-Erik, som, set i bagklogskabens ulideligt klare lys, var mere forudseende end de fleste. Både kongen, Rubalcaba og det rød/gule fodboldlandshold sagde farvel – sidstnævnte noget så eftertrykkeligt i Brasilien. For et år siden kendte kun få af os Pedro Sánchez, men så blev han boss for PSOE, og i dag ved vi godt, hvem han er. Omvendt var vi mange, der tvivlede på PP’s Rajoy for 12 måneder siden – og det gør vi så stadig, for selvom hans regering har fået enkelte plusser i EU-bogen, er hans hold langt fra sikker på sejren ved valget senere på året. Her kommer partiet Podemos nok til at spille en større rolle, end deres valgprogram kan holde til. Lad os håbe, at vælgerne husker at læse det ordentligt igennem, så de ikke for sent opdager, at der, udover en masser protestbannere og piberi, ikke er meget andet end varm luft i det. Ved årets begyndelse fløj MH-370 lystigt af sted på sin rute. Hvor det endte, er stadig en gåde for luftfartsindustrien – og for alle vi andre. 2014 bød også på farvel til Putins amigo Janukovitj, der måtte se sig afsat som præsident i Ukraine, mens Bette-Anders forlod NATO og overlod pladsen til Utøya-helten Stoltenberg. Lykketoft fik job i FN, og som i tilfældet med Foghs foredrags-business koncentrerer pressen sig helt typisk kun om løn, og slet ikke om, hvor flot det er, at en dansker havde/får sådan et job, og at de har haft/stadig har en strålende politisk karriere. Baroso gik af og Junker kom til i EU. Det samme gjorde Tusk og Mogherini, mens Helle T måtte tage slukøret tilbage til DK, hvor hendes regering med Vestagers exit stod noget svækket tilbage. Lene Espersen og Karen Hækkerup valgte dansk politik helt fra, selv om skrigeballonen Mette Frederiksen (med vedens tyndeste hestehale) forsøgte at kalde sidstnævnte tilbage i det christianborgske søgelys for at få placeret noget skyld i sagen om Eritrea-rapporten. SF forlod regeringen, og snart var Annette Vilhelmsen glemt.
Da året begyndte, vidste vi ikke, at DR’s Underholdningsorkester ville blive afskaffet. Omvendt havde vi regnet ud, at MGP ville blive latterligt dyrt, selvom den endelige regning fik selv den sejeste spåkone til at få kuglen galt i halsen.
Og så var der Sverige – tjaaa… Hvad kan man sige? Skovbrand, regeringsfiasko og knæfald (anført af Reinfeldt) for islamisering. Hvorfor er de mennesker ikke stolte af deres land og deres værdier? Måske kan de bare ikke længere få øje på dem for tørklæder.
Midt på året kunne en forside have set sådan ud: Danskere dør som fluer i Spanien. Der var både en Skandinavisk Tobak-medarbejder i Madrid, en ung mand på Mallorca, en cyklist på Lanzarote og en rigmandssøn i en golfsø i Murcia, og så hende fra haremmet i Marbella, som godt nok slet ikke var død, men måske, måske ikke havde snydt sin milliardærmand.
Ind på banen kom Kevin Magnussen og fik Formel 1 gjort lige så dansk som kvindehåndbold. Ud røg han igen, men så kom vores egen Alonso ind og placerede dermed et lille lys forenden af et ellers noget tamt spansk sportsår. Wozzy lagde dårligt ud, mens hendes forlovede kvitterede ved at kaste håndklædet i ringen et par dage efter, at selv Bill Clinton havde modtaget sin bryllupsinvitation. Efter bruddet gik det pludselig bedre for både brud og gom. Se&Hør-skandalen fik, i hvert fald for en stund, lukket munden på Qvortrup, færger sank og det regnede og regnede i Sydengland og i Østeuropa, mens turisterne for alvor kom tilbage til Costa del Sol. I Danmark diskuteredes børnecheck og, gud bedre det, dagpengeregler og familiesammenføringer… Og hvad bilder de sig egentlig ind, de mandlige flygtninge? Tænk at de feje kujoner har efterladt deres koner, børn og bedstemødre i krigszonen, mens de har reddet deres eget skind. Det minder om Titanic, hvor pjevsede mænd sneg sig ombord i de redningsbåde, som var tiltænkt kvinder og børn. Også SU var på bordet i det forgangne år – dog uden forbedringer, idet man stadig lader unge studere noget, som ikke kan bruges og samtidig betaler dem for det. At Danmark regnes for et korruptionsfrit land må skyldes, at ingen læser nyhederne om svineri med forskningskroner blandt landets selvfede læger. Oppe i Grønland gik man også grundigt til den, og kopierede hurtigt tricket med at bruge offentlige midler på privat slinger. I 2014 havde vi Icebucket-hysteri til over kvalmegrænsen og Løkke-sager i overmål – denne gang om underbukser…, hvilket førte til årets største pressebommert. Vi mindedes tsumani og Berlinmur, Frederik og Mary fejrede 10 års bryllupsdag, Prinsgemalen blev 80, og skattekommissionen så ud til at frikende alle. Måske i en slags afmagt…
En af årest bedste nyheder stod Málagas borgmester for, da han på Twitter lovede, at der ikke kommer flere cirkusser med dyr eller ponykarruseller til Málaga. Way to go, Paco!
Tyrkiet lukkede Hedegaards attentatmand ud, Mansour beholdt sit statsborgerskab (indtil videre) og Cykel-Mette fik, til Enhedslistens store forargelse, et job ved uopfordret at søge om det. Nogen tror åbenbart stadig, at der kommer brun sovs ud af vandhanerne i Velfærdsdanmark.
Året bød på uhørt mange højresvingsulykker, skolereform og formandsskifte i det pyttelille Konservative Folkeparti. Vatikanet fortsatte kampen mod bøsserne, mens abortlovsændringen her i Spanien da heldigvis blev taget af bordet. Der var ebola, Im-sag og Bodil Jørgensens ulykke, som nærmest ophøjede hende til helgen. Storbyerne vinder, lød det pludselig. Så fat det dog: Ingen gider bo i bonderøvssamfund. Udkants-DK er færdigt! Endelig, kunne man tilføje, for det altså ved at være træls at høre på. De nye ord var Nåhed, Tyndfed, Stormturist, Partihopperi, Social Dumping – og MobilePay, som løb med sejren til sidst.
USA og Cuba ser ud til at begrave stridsøksen. Bare andre (læs: Israel og Palæstina) ville følge eksemplet, for de er virkelig belastende at blive ved med at bruge tid på, når scary talibanere og IS-krigerne løber frit omkring, og får den ellers nok så blodige TV-serie ‘Homeland’ til at minde om Matador.
Men alt i alt et gennemsnitsår, når man kigger tilbage på det. Heldigvis lavede jeg på den private front en masse, som langt fra passer ind i denne middelmådige kategori. Jeg håber, at det samme gælder for alle I andre.
Jeg glæder mig til at tage hul på et helt uplanlagt, dugfrisk år, hvor jeg har tænkt mig at lade være med at stå i vejen for mig selv.
Nu er tiden kommet til at sige tak til alle jer, der fulgte med i 2014. Tak til læsere, annoncører og gode kolleger her på La Danesa. Lad os hoppe ind i det – velkommen i 2015!
he
