Forunderlige liv – TAKE 43: Livet koster livetSådan hedder en af de nye danske salmer. Simpelt og gældende for os alle. Også for min ven, der døde i den forgangne måned. “Jeg har lært meget af det her”, sagde han til mig, den sidste gang vi sås. Hvad han nu kommer til at bruge det til, får vi ikke at vide. Min ven levede livet. Han eksisterede ikke kun i det. Og det har jeg lært meget af. For at ære hans minde, vil jeg bruge det hver eneste dag. Undersøgelser fortæller, at ca. 40% af danskerne drømmer om at skifte hverdagen uden med et længere udlandsophold. På dødslejet fortryder de fleste alligevel, at de gjorde, som andre forventede af dem, og ikke forfulgte egne drømme. Det viser en anden undersøgelse. At hele 62% af danskerne så synes, at tryghed er vigtigere end at udleve sine drømme står ligesom i kontrast. Hvad mener de mon? Måske er det Jantelov, måske nordeuropæisk tungsindighed. I hvert fald er min oplevelse, at danske danskere tænker meget mere på, hvad der kan gå galt end på, hvad de kan opnå. Jeg kigger ud over havet. Solen åbner et hul igennem skydækket og en lysende cirkel viser sig på havoverfladen. Englenes landingsplads troede jeg, at det var, da jeg var barn. Måske skulle jeg begynde at tro det igen. Det føles godt.
Forunderlige liv – TAKE 44: Get a life
… for nu lige at blive i terminologien. Sådan må budskabet lyde til de journalister, der bruger tid på den ikke-historie det er, at kronprinsen kørte over Storebæltsbroen i blæsevejr. Kom nu, for pokker da! På forsiden af en dansk avis lød Breaking News: Kronprinsen stormer ned i meningsmålingerne efter bro-fadæsen. Læser man artiklen (hvis man i øvrigt kan kalde teksten det), lærer man, at på en skala fra 1 til 5, hvor 5 er det højeste, er Frederik faldet fra 4,6 til 4,1… Ikke underligt at selv Mohammed har lyst til at være medredaktør på de danske aviser.
Forunderlige liv – TAKE 45: Je suis… mig
Uhyggeligt og trist var attentatet mod Charlie Hebdo. Jeg væmmedes. Over handlingen. Og over endnu engang at være vidne til vores afmagt. Je suis Charlie råbte, skrev og facebookede folk. Politikere fordømte og tog afstand fra nedskydningen, og skældte ud på dem, som ikke gjorde. Personligt er jeg så pissetræt af alle de fordømmelser og tagen afstand fra. Det giver da sig selv, at ethvert normalt tænkende menneske væmmes ved den slags – uanset om man er kristen eller muslim, sort eller hvid, rig eller fattig. Og fattigt, det er netop, hvad det er; officielt at fordømme terrorhandlinger – og så ellers gå hjem og tænde op i brændeovnen, smide en færdigret i mikro’en og falde i søvn foran fjernsynet. Jeg har intet imod, at privatpersoner i affekt viser deres solidaritet ved at skive Jeg er Charlie. Men hvor ville jeg ønske, at de i stedet ville kræve noget seriøs handling fra deres politikere, deres muslimske naboer og deres aviser, som jo lige netop ikke er Charlie, når de ikke tør at følge trop med publicering af den religiøse satire, som er en del af vores vestlige humor. Har vi ikke længere den i behold, tør jeg slet ikke tænke på, hvordan vi vil begynde at reagere imod den formørkede fundamentalisme, som man fra både Mellemøsten og Afrika forsøger at eksportere hertil.
Forunderlige liv – TAKE 46: 1000 tunger
… siger man, at muslimer taler med. Måske. Personligt har jeg nu altid troet lige så meget på muslimer, som på alle andre. Jeg kan ikke snuppe generalisering, især ikke når det er farve, religion, seksualitet eller anden overbevisning, det handler om. Men omvendt gider jeg da ikke at sidde her i al min barmhjertighed og tage imod smækkene. Kære muslimer, kom nu i gang med at bekæmpe de af jeres egne, som ikke kan finde ud af at være en del af den verden, vi allesammen bor i. Kom i gang med at modbevise påstanden om de 1000 tunger, om jomfruerne og den funklende nye kamel, der venter på martyren, og hold op med at konvertere til kristendom for at opnå asyl. Det er bare ikke sådan, man gør. Og kære medvesterlændinge, lad os nu komme over os selv og vores ytringsfrihed. Den diskussion har vi ligesom været igennem. Det må være slut med komfortablet at gemme sig bag den og de smukke ord om, at pennen altid bør vinde over volden. Selvfølgelig bør den det. Det gør den bare ikke.
Forunderlige liv – TAKE 47: Islamisme er en fiasko
Det håber vi i hvert fald, at vi kan give de muslimske meningsdannere, der udtaler det, ret i. Og bedre endnu: Vi kan hjælpe den på vej til at fejle. Vi kan tage advarslerne alvorligt, som vi burde have gjort, da Hitlers jungletrommer lød. Den gang nægtede vi at se alvoren i øjnene, og nåede derfor ikke at stille et forsvar for jøderne op. Det er da noget helt andet, tænker du måske. Nej, det er det ikke. Vores manglende reaktionsevne er efterhånden legendarisk. Det samme er manglen på erkendelse af, at verden er en dynamisk størrelse. Vores samfund er i konstant bevægelse. Morten Korch genopstår aldrig! Flygtninge vil blive ved med at komme til den del af kloden, hvor der er mest af det hele – og så længe det er hjemme hos os, så… Kalder det ikke på at tage action i de verdensdele, hvor flygtningene kommer fra? Mange af disse lande står overfor uoverskuelige problemer som fattigdom, arbejdsløshed, mangel på mad, uddannelse, rent vand og medicin. Til gengæld har de så korrupte ledere af kraftidiotiske dimensioner siddende på guldtroner iført Kalashnikov’er og cubanske cigarer. Og hvorfor har de det? Fordi vi med vores umættelige behov for olie, diamanter og billig arbejdskraft placerer dem der. Med alt det vi kan, alt det vi har, mon så ikke vi kan gøre noget for at løfte disse overbefolkede lande ud af mørket? Til vækst og glæde for os alle. Det burde såvel faktaresistente humanister og xenofober kunne fatte.
Forunderlige liv – TAKE 48: Proportioner
Små 20 mennesker mistede livet i terrorangrebene i Frankrig og Belgien. 1,5 million mennesker marcherede gennem Paris i protest med ikke mindre end 40 af verdens politiske ledere i front. Flot! Men forestil jer lige den demonstration, som de over 2000 civile, der i samme uge blev massakreret af Boko Haram i Nigeria, ville have afstedkommet. Hvor blev den march af? Hvad med verdenslederne? Hvad er der lige galt med vores proportionssans? Jo, jeg ved godt, at vi bedre kan relatere til en parisisk satiretegner end en enlig mor og hendes to børn… Hvorfor egentlig? Der er vel flere af os, som er enlige mødre med to børn end politiske satiretegnere? Og nu hvor vi er ved det med proportioner; hvad pokker laver Danmarks statsminister så i Sierra Leone armeret til tænderne med sikkerhedsudstyr? Havde det ikke været klogere, om hun havde brugt tiden – og pengene – på at tale noget fornuft ind i hovedet på landets leder?
he
