Forunderlige liv – TAKE 49: Se sidste måneds leder… kunne jeg nøjes med at opfordre til. Har noget ændret sig? Ikke det mindste – hvis man ikke er nær pårørende til en af de tre dræbte under terrorangrebet i København. Politikernes retorik er stadig lige dele voluminiøs og løsningsuorienteret. Mindehøjtidelighederne andægtige og storladne set i forhold til tragediens omfang. Og der er stadig alt for få, der tør sige det: “Det har noget med Islam at gøre”. Way to go, Naser Khader. Velkommen tilbage i dansk politik. Jeg tror, at du er nødvendig der. En anden af Danmarks såkaldt præmie-perkere, den voldsomt selvovervurderede (men i øvrigt talentfulde digter) Yahya Hassan, kom med et umodent bud på en omvendt Muhammed-tegning ved at portrættere kultursociolog og folketingskandidat Henrik Dahl som nazist. “Hvis I må, så må vi også”, lød det fra primadonnaen på politimandsopdækket, skattebetalt Gul Stue. Men okay: Demokrati i rendyrket form… for her kan ingen gøre krav på deres religiøse, ideologiske eller ikke ideologiske følelser.
Forunderlige liv – TAKE 50: King(Henrik)Kong(Frederik)
Imens prinsgemalen tog spørgsmålet om sin underdog-position op igen (personligt synes jeg, manden har en ret god humor), stillede Danmarks kommende konge op til mindehøjtidelighed på Østerbro. Helt stille og uden postyr, ikke i første række, ikke noget særligt – bare med til at støtte op om sagen. Det var et dejligt billede, som da også afstedkom masser af positive tilkendegivelser. Folk var stolte af ham, af deres land. Begivenheden fik mig til at tænke på den sommeraften i 1997, da jeg sammen med tusindvis af andre borgere i min spanske by stod og råbte Basta ya! i protest mod ETA’s henrettelse af Miguel Ángel Blanco. Følelsen af fællesskab var slående. Budskabet stærkt. Og reaktionen udeblev ikke. Der skulle dog gå 15 år, inden ETA endelig (ser det stadig ud til) blev afvæbnet og afløst af politisk dialog.
Forunderlige liv – TAKE 51: Imagine
Velvalgt var PH’s ‘Man binder os på mund og hånd’ til mindehøjtideligheden ved Krudttønden, men først da Pernille Rosendahl sang John Lennon’s ‘Imagine’, fik de mig med. Lennon ville vende sig i sin grav, hvis han så os nu… Har han virkelig skrevet sangen forgæves? Lærte vi intet af den? Af hans endeligt, da også han blev offer for en gal mands kugler? Det er imidlertid ikke for sent for os, der sidder her med La Danesa i hånden. Fordybelse, kære læser. Bare et øjebliks fordybelse, mens du her læser teksten.
Imagine there’s no heaven
It’s easy if you try
No hell below us
Above us only sky
Imagine all the people
Living for today…
Imagine there’s no countries
It isn’t hard to do
Nothing to kill or die for
And no religion too
Imagine all the people
Living life in peace…
You may say I’m a dreamer
But I’m not the only one
I hope someday you’ll join us
And the world will be as one
Imagine no possessions
I wonder if you can
No need for greed or hunger
A brotherhood of man
Imagine all the people
Sharing all the world…
You may say I’m a dreamer
But I’m not the only one
I hope someday you’ll join us
And the world will live as one
Forunderlige liv – TAKE 52: Guns ‘n Roses
Midt i den københavnske tragedie var der et lille lyspunkt. Det var nemlig total optur for politiet – hvilket også var på tide. Det besparelsesramte korps er vant til kritik, klager og tørre tæsk, så helt glade i låget og høje i hatten blev de over roserne – ganske kort, for snart viste det sig, at det angiveligt var svensk politi, der havde affyret skud mod Omar ved Krudttønden, mens de danske betjente havde svært ved at finde ud af deres våben, som, viste det sig senere, var lige så uduelige som militærets helikoptere. Skammeligt. Og nu, hvor vi er ved det: Jeg synes, at politiet skal bære våben (der virker), og at de skal have lov til at bruge dem, når de vurderer, at der er grund til det – ligesom vores soldater. Det kan ikke være rigtigt, at de skal svines til og udsættes for (bekostelige) auditørkorps, hver gang der er affyret et kanonslag i Christianhavns Kanal. Efter over et kvart århundrede som borger i Spanien har jeg vænnet mig til at se våben i gadebilledet – båret af folk, der er udddannet og hyret til at passe på os. Det gør mig ikke bange. Det gør mig tryg. Husker en episode for mange år siden i Bilbao, mens ETA-terroren stadig spredte skræk og rædsel. Der stod skarpt bevæbnede betjente på ethvert gadehjørne. Jeg spurgte en forretningsdrivende på netop et gadehjørne, om ikke det skræmte kunderne væk. “Nej da”, svarede han. “Man skal først være bange, hvis man ikke kan se politiet”.
Forunderlige liv – TAKE 53: Terrorist eller stakkel
I dagene efter skyderierne i København kunne man læse en masse angstprovokerede og afmægtige forsøg på at kategorisere angrebet i samme skuffe som de amerikanske skoleskyderier. Der var måske bare tale om en ung, mislykket mand, som havde modtaget religiøs vildledning, og som næret af mindreværd og had samlet op her og der på nettet kom til at skyde om sig i hævn over egen fiasko. Come on, for pokker da! Hvad med lige at tage målene med i betragtning her: En jødisk synagoge tangerer ret kraftigt en religiøs sammenhæng, ligesom en byge af skud mod et debatmøde om ytringsfrihed og blasfemi må have en politisk ditto. Det var jo ikke skolen, ishuset nede på hjørnet eller de udkantsdanske mesterskaber i standarddans afholdt i en lade ude på heden, der var Omars mål.
Det er muligt, at nogle muslimer føler sig krænkede over satiretegninger i en avis udgivet i min ende af verden. Men hvad med krænkelsen af mine rettigheder her hjemme hos mig selv, hvis den slags satire censureres bort? Ville det foranledige, at jeg, bevæbnet med fanatisme og automatriffel, ville begynde at skyde løs? Næppe… der rimer på…
Forunderlige liv – TAKE 54: … Jeppe
… som i Nybroe. “Tror du på ham?”, er jeg blevet spurgt utallige gange i den seneste tid. Nej, det gør jeg ikke. Han forekommer mig at være en fantast, en lystløgner – og ærgerligt er det, at hans redaktør og hans bogs udgiver ikke har taget den mulighed med i betragtning. Det skal imidlertid blive spændende at se, hvad de dybdegravende journalister, som sandsynligvis er sat på sagen, finder frem til. Tvivlen skal komme den anklagede til gode. Min gør i hvert fald.
Ikke helt så large er jeg i forhold til den græske tragedie. Fire måneders forlængelse af deres gældsafvikling. Det er jo intet mindre end latterligt. Grækerne kom ind i euroen på falsk grundlag, og kan nu gå ud på et sandt… efterfulgt af alle vi andre. Den fælles mønt er den rene utopi. Ligesom det er at tro, at Danmark kan holde lavprisarbejdskraft uden for grænsen. Ryan Air er på mange måder langt fra forbilledeligt, men det ikke ændrer på, at vi sgu da ikke skal blande os i foretagenets lønpolitik. Ingen tvinger os til at flyve med dem, for slet ikke at tale om at arbejde for dem. Derimod tvinger terrorangrebet, hvor pjevset det end måtte se ud i den store sammenhæng, danskerne til at få fyldt nogle fly med mennesker, der ikke vil den slags demokrati, som det danske samfund bygger på, og sende det af sted til … ja, Paradis, hvis de mener, at de vil trives bedre der.
he
