Forunderlige liv – TAKE 86: Kom hviledagen i huJeg har glemt, hvor bogstaveligt mit fædreland tager 2. Mosebogs opfordring til at grave sig ned om søndagen – faktisk hele weekenden. Ikke fordi der syder af aktivitet på hverdage, men lørdag og søndag er home alone-stemningen slående. Det er sommer. Det er søndag. Klokken er 13. Jeg kører en times tid på en jysk hovedvej. En traktor og et par personbiler passeres. I de små byer, som vejen fører igennem, er der ikke et øje at se. Ikke ét! At folk lider af mandagsdepressioner ovenpå sådan et spild af fridage giver sig selv. Hvorfor gemmer I jer inde i jeres huse? Kom dog ud! Se hinanden! Gør noget! Jeg længes hjem til Spanien. Jeg elsker alle ugens dage. Især mandag, egentlig. Den markerer begyndelsen på noget nyt. Bærer i sig selv en friskhed. En forventning. Måske skyldes det netop, at ikke kun lørdag er en aktiv dag i Spanien. Det er søndag også. Man kan trænge til et hvil efter en arbejdsuge, men hvis vi nu lige regner det faktum med i energikalkulationen, at vi lever i 2015 og ikke dengang Tollundmanden rendte rundt med læderhjelm, så er det nok nærmere frisk luft og samvær, vi trænger til i fridagene. Nu kører jeg ind i Aarhus, som jo selv mener, at den er en storby. Mit håb om lidt opmuntring slukkes, da en bybus svinger ud foran mig. Den kæmpe store reklame på bussens bagende siger: Har din bedste ven begået selvmord? En eller anden støttegruppe søger kunder i butikken. Hold nu op! Antallet af borgere, hvis bedsteven lige har taget livet af sig, er da forhåbentlig marginalt. Lige der havde det været så skønt med en “Smil til verden, og den smiler til dig”-bus. Kom nu Danmark!
Forunderlige liv – TAKE 87: For stort hjerte klemmer hjernen ud
Der er så mange dejlige mennesker. Nogle er født med et røvhuls-gen, bevares, men det er da heldigvis de færreste. Og derfor er det så ærgerligt, at danskerne ikke kommer mere ud og møder hinanden. Men nej, de vil hellere sidde hjemme i sofaen og skælde ud på Støjberg – med hjerter så store, at de klemmer hjernen ud. Oveni det selvklart gode i samvær med andre ville udelivet også bidrage med et mere realistisk billede af verden og dens aktører. Tror I ikke? Jeg render sikkert ind i en shitstorm med denne kritik af mit fædreland. Men bring it on! Jeg kan tåle det. Har prøvet det så mange gange før. Og det er jo netop samvær og samtale ude i virkeligheden, jeg efterlyser. Også den slags, som uenighed og skænderier afstedkommer. Konflikter er der nemlig ikke noget galt med, så længe begge parter er ærlige. Jo mere, vi lytter til dem, vi i udgangspunktet er uenige med, jo bredere bliver vores perspektiv. Jo større er muligheden for at ramle ind i noget, som blot tilnærmelsesvis kunne være en sandhed. Igen: Kom op af sofaen, og ud i virkeligheden. Væk fra de Djøf-styrede nyhedsudsendelser. Mærk efter selv, og dan meninger ud fra egne observationer.
Forunderlige liv – TAKE 88: Morten Korch-renæssance
På en løbetur gennem dalen i min fødeby kommer jeg forbi vores smukke gamle sygehus, som nu huser bl.a. flygtninge. Her møder jeg en ung mand, som går og taler i telefon. “Godmorgen”, hilser jeg. Han taber både kæbe og iPhone 6. Overraskelsen lægger sig, og et stort smil breder sig i hans ansigt. “Good morning”, svarer han. Det er hverdag i DK, så der er flere folk på gaden. Jeg sætter mig for at presse dem lidt. Iført løbe-outfit skabt af en farveblind ildsjæl råber jeg kækt “Godmorgen” til alle byens bedsteborgere. Enkelte mumler en hilsen til svar uden at se rigtigt på mig – og jeg forstår nu, hvorfor flygtningen blev så overrasket over min hilsen. Jeg løber videre og tænker på, hvor lidt af diskussionen om den massive indvandring, der egentlig allokeres til dens indflydelse på værtslandenes sociale struktur og kulturelle arv, til trods for at samfund må ses som organiske systemer, der er udviklet over århundreder og formet – og stadig formes af de mennesker, som bebor dem. Men så kommer det med de store hjerter ind igen. Ikke helt så store som i Sverige dog, men alligevel.
Nu savner jeg min Morten Korch-barndom. Tænk hvis man kunne leve hele livet i tid, hvor det var så dejligt tydeligt, hvem der var den gode (ham der skulle giftes med præstens datter), og hvem der var den onde (ham med den røde sportsvogn). Faktisk stormer Morten Korch frem på hitlisterne nu. Den gode gamle nostalgiker er i fuld fart på vej ind i den moderne verden. En genudgivelse af hans bøger er iværksat. Og hvordan kan det så være? Well, tag et kig på dagens overskrifter – eller på en aarhusiansk bybus. Så giver det vist sig selv.
Forunderlige liv – TAKE 89: Oral inkontinens og tyranni
“Tænk hvor meget de kunne nå på bare en halv lørdag…”, siger en meget syg patient tørt, mens han på et af Danmarks store hospitaler længes efter mandag. Hvor har han ret! Dyre scannere og andet state of the art-udstyr står ubrugt hen i operationsstuer og undersøgelsesrum landet over det meste af fredag og hele weekenden, mens de syge venter. I modsætning til de andre OECD-lande er sundhedsudgifterne skrumpet i DK, viser undersøgelser. Nuvel, men efter et par uger i nærkontakt med det danske sundhedsvæsen er jeg ret sikker på, at det handler mere om hjerne end penge. Igen: Søde, søde mennesker (med hjerter så store, at hjernen presses ud), men ineffektiviteten som følge af bureaukrati, visitationstyranni, IT-problemer og en masse forvirrende og ukoordineret snak (tragisk nok har ingen af disse elementer den mindste smule helbredende effekt på landets patienter) er slående. Og så alt det piberi om medicinudgifterne. Det er jo for længst bevist, at DK betaler langt mere for medicin end nabolandene. Hvorfor? Fordi naboerne er bedre til at forhandle og købe ind. Altså handler det igen mere om hjerne end om flere penge. Man kan meget nemt gøre noget ved det. “Det kan du sagtens sige”, forsvarer de sig. Men nej, det kan man ikke sagtens sige – det kan man sagtens gøre! Og det er ligesom hele humlen i det. Så gør dog noget! Også i weekenderne. Jeg mener, politibetjente, brandmænd, fabriksarbejdere, landmænd, bagagehandlere osv. osv. arbejder sgu da ikke mindre lørdag og søndag. Til gengæld er de så væsentligt lavere lønnede end lægerne…
Forunderlige liv – TAKE 90: Når vinden blæser, bygger nogle mure, mens andre bygger vindmøller
Og det afgøres jo unægteligt af, hvordan man ser på tingene. Jeg er af den opfattelse, at man kommer længst ved at se på, hvad man kan opnå, og ikke hvad man risikerer. Og derfor har jeg det faktisk også helt fint med at flyve med Ryanair hjem til Spanien – selvom jeg ikke er den store fan af lavpriskoncepter. Dansk ambivalens var til at få øje på, da fagforeningerne satte en kæp i hjulet på flyselskabets entré i CPH, mens man behændigt havde vendt det blinde øje til i Billund, hvor Ryanair i årevis har haft en base, og var en god forretning for lokalområdet. Danmark har ikke fået en pind ud af at bygge en mur om sine arbejdsmarkedspolitiske værdier. Tværtimod. Ryanair flyver stadig til og fra Kastrup og Billund. Det eneste nye er, at selskabet ikke længere har base i Danmark, og dermed ingen medarbejdere i landet. Stewardesserne og piloterne får præcis den samme løn som før. Way to go, Einstein!
he
