Forunderlige liv – TAKE 96: Campo-lovenVi går, som vi gør hver morgen, i campo’en og bjergene bag vores hjem. Min mand, vores to schæfere og jeg. “Hvorfor mon folk er meget flinkere her i campo’en, end folk er nede i byen?”, undrer min mand. Jeg tænker lidt over det. Han har ret. Vi smiler, snakker, hilser, viser hensyn, vinker, roser – og passer på hinanden. Dyr og mennesker – alle sammen. Her er ingen vejskilte, ingen regler, forbud og påbud, som vi kan lægge ansvaret over på. Nej, her må vi tænke selv. Tage vare på os selv og hinanden. Tage ansvar. Rettidig omhu er nødvendig. Man må tænke de næste mange skridt frem, være beredt. De eneste, som det kniber lidt for, er cyklisterne – altså de der midaldrende lycraklædte mænd, som leger Grand Tour på eksorbitant dyre cykler. Men det kommer nok. Imens de lærer, passer vi andre på dem. Vores sanser er skærpede. Helt instinktivt lytter og spejder vi efter de næsten lydløse cykler, der pludselig kommer susende ned ad skrænten. Vi passer på dem, så de ikke vælter, når hunden, der går og hyggesnuser i skovbunden, forskrækket springer op – slangen krydser stien, vildsvinet hviner eller hesten stejler. For her gælder campo-loven. Her skal være plads til os alle. Ingen er mere eller vigtigere end andre – og det kræver gensidig respekt. Det er noget, som netop ikke er en ‘lov’ i vanlig betydning, men sund fornuft, omsorg for mennesker, dyr og natur krydret med almindelig omtanke. Jeg vil gerne have campo-loven implementeret nede i byen, ude i samfundet. Libertiner? Tja, kald mig gerne det. Campo-libertiner.
Forunderlige liv – TAKE 97: De udfaldne
Hvordan mon det går med Danmarks udfaldne? Det fine ord med den nærmest religiøse klang, som man opfandt til de stakler, som nu ikke længere kunne holde ferie på statens regning i fire år, men kun i sølle to. Sørme, om ikke vi i sidste måned kunne læse, at dagpengereformen faktisk får ledige i arbejde. Der er nemlig sket en fordobling i antallet, der er kommet i job i år i forhold til i 2013. Det er da en god nyhed – som helt typisk ikke får nær spalteplads nok. Burde den ikke være forsidebasker? Nej, for så vil det bare se ud, som om reformer virker. At forandringer i mindsettet er nødvendige. At reformer er kloge og effektive set, ikke kun i et samfundsøkonomisk perspektiv, men også i et medmenneskeligt. Og det går jo ikke…
Forunderlige liv – TAKE 98: Ørnens skift
Ørnen kan blive op til 70 år gammel. Men for at nå den alder, må den træffe en svær beslutning. Når den når 40’erne, kan dens lange kløer ikke længere opsamle bytte og dermed føde, og dens skarpe næb bliver bøjet. Fjerene på ørnens tunge vinger klistrer sig fast ind mod brystet, så det bliver svært at flyve. Ørnen har nu to muligheder: Dø eller gennemgå en 150 dage lang forandringsproces. Vælger den livet, må den flyve op på en bjergtop og bygge en rede. Her banker den sit næb mod stenene, indtil det løsner sig og falder af. Nu venter ørnen tålmodigt på, at et nyt næb vokser ud – og med det river den sine kløer ud. Herefter plukker den de gamle, slidte fjer af. Fem måneder senere flyver ørnen ud på sin genfødselstur – og har nu op til 30 år mere at leve i. En myte? Ja, det er det set ud fra et naturvidenskabeligt synspunkt, men filosofien er der ikke noget galt med.
Det er noget lort at blive gammel, siger en ældre herre, jeg kender. Well, livets cyklus er jo også en dualisme – i hvert fald, hvis man ser sig selv som enten ung eller gammel – og det er man ikke kun. Der er masser af tid ind i mellem, og man er i høj grad selv med at at bestemme, i hvilken gruppe man er, hvor længe. Ligesom ørnen.
Forunderlige liv – TAKE 99: Mellemøstlige imbeciler, hjertevarme vesterlændinge
Hvem er mest farlig?
Er Assad farlig for verden? Nej. Er IS farlig for verden? Ja. Det er simpelt, synes jeg. Men følelsesdebatten forvrider vores evne til at bedømme. Jeg er altid på vagt overfor folk med vigende hager og små hoveder, og er de så diktatorer og fra Mellemøsten samtidig, ja så er jeg virkelig en garde. Så nej, Assad er bestemt ikke min kop te. Men uanset; Mellemøsten er ikke klar til demokrati, og vi skal ikke presse det ned over hovedet på dem. Olien løber heldigvis snart op – og så må de finde ud af, hvad de vil bidrage med til verden. Det er en af Assad & Co.’s opgaver. IS og andre fundamentalistiske grupper er derimod meget farlige, og dem skal vi holde nede med alt, hvad vi har. Krudt og kugler gør i sidste nede ikke den store forskel. Nej, jeg tror mere på vores kærlighed til frihed. Vinder de over den, har vi tabt for altid. Så frem med juletræer, flæskestege, negerboller – og Muhammedtegninger. En provokation? Nej, en markering af vores frihed til at gøre som det passer os hjemme hos os selv. Anledningen til tegningerne for ti år siden var en stigende selvcensur i forhold til islam, og i et demokrati er netop det frie ord af afgørende betydning. Vores frihed er netop ikke styret af religion, men af demokratiske rettigheder til bl.a. at ytre sig frit – også med satire, kunst og vittigheder som udtryksformer, der med humor og vid giver anledning til eftertanke og kritisk stillingtagen. Sådan har det været igennem hele vores historie. Det har fået os til at reflektere og reagere på udfordringer. Sådan udvikler vi vores samfund og holder os frie. Og det er det, de fundamentalistiske muhammedanere forsøger at for forhindre deres egne befolkninger i at kopiere. Hallo imbeciler, Internettet er opfundet! Og der er grænser for, hvor længe I kan holde jeres egne hen i formørket udvidenhed og tvinge dem til en overdreven tro på en gammel, modbydelig, arabisk ørkengud, leve under virkelig ringe forhold med tvivlsomme arbejdsmoraler – og ikke mindst i frygt for at udtale sig og uden frihed til at kæmpe for et bedre liv for sig selv og familien.
Forunderlige liv – TAKE 100: Ligemageri
Tilbage i gode gamle Danmark er man i fuld gang med at tilpasse de nye flygtninge – for lige, det skal vi være. Pt. sidder de sikkert på skolebænken for at lære noget om det der SKAT, som skal sikre, at ingen er/kan mere end andre. En vigtig del af danskhedsprøven. Og ren mentalhygiejne for politikerne. Jeg fatter simpelthen ikke, hvorfor ligemageriet får lov til at overleve. Jeg følger meget med i både spansk og dansk iværksætteri, og forleden læste jeg om en fyr i Danmark, som ud fra navnet at dømme kommer fra et arabisk land. Han driver en succesrig håndværkerforretning, skaber arbejdspladser og ja, betaler skat. Han har en god bil og et fint hus, som han stolt viser frem – meget udansk. Umiddelbart efter artiklen dukker en anden rubrik op. Den lyder nogenlunde sådan her: ‘Succesfulde indvandrere må ikke få os til at glemme de svage’.
Lad os nu få noget campo-lov, for pokker da!
he