Kære læser oktober 2015

Del

Del på facebook
Del på twitter
Del på pinterest
Del på email
Kæarelæser
 
Forunderlige liv – TAKE 91: Dualisme
Fra min seng ser jeg hver morgen solen stå op over havet. Jeg er mit privilegium meget bevidst. Hver aften går den ned over bjergene. Det er stort, synes jeg. At være vidne til. For solen gør det helt uanset flygtningekrise i Europa, utilgivelige tyredrab her i landet, skovbrande og oversvømmelser i store dele af verden og Folketingets åbning i lille Danmark – i hvert fald indtil den sammen med nogle af de andre planeter vælger at sende os en tur ud i en anden orbit for at køle lidt af. Dæmpe ego’et og storhedsvanviddet en anelse. Jeg er bange for, at det ligger lige for – og på et noget mere spektakulært plan end Andreas Mogensens fragttur sølle 200 km over Jorden, der helt ude af proportioner blev fejret, som havde vi sendt en dannebrogsfarvet klaphat i kredsløb på en lydbølge af ‘Der er et yndigt land’.
For præcis 14 år siden skrev jeg min første leder efter terrorangrebet i USA. Jeg husker, at jeg brugte store ord som ‘ny verdensorden’. Set i bakspejlets ulideligt klare lys må jeg nu erkende, at jeg ikke havde den fjerneste idé om, hvad det betød.
Waterworld er pludselig ikke så fjern en utopi. Når jeg ser på den handlingslammethed og mangel på ansvarstagen, der kommer ud af, at alle skal være med til at bestemme (læs gerne: EU), ja så virker det hele temmelig håbløst.
Alligevel står solen op og går ned hver eneste dag. Som et bevis på den dualisme, som vi mennesker er så afhængige af. Vi har brug for at vide, om det er dag eller nat. Vished om, at det ene ikke ville eksistere uden det andet. Ligesom det gode og det onde. Sort og hvidt. Godt og skidt.

 
Forunderlige liv – TAKE 92: Advaita
Idet mod til at ændre på tingene er en mangelvare i Vesten – sammen med visdommen til at se, hvad der kan og bør ændres, er tiden måske kommet til at hæve os op på Advaita-niveau. Adviata er sanskrit for ‘ikke-dualisme’. En forståelse for, at vi ikke lever i en mangfoldig verden, for det eneste, der i virkeligheden eksisterer, er det absolutte.
Tænk på hvor fint det ville være, hvis man ikke hele tiden skulle tage stilling til, om noget er rigtigt eller forkert, godt eller ondt. Vi ved det jo alligevel ikke. Det handler nemlig alt sammen om det perspektiv, ud fra hvilket hvert enkelt menneske oplever sig selv og verden udenom. Filosofisk, ja, men meget tyder på, at den politiske platform ikke indeholder løsningen, hvis ambitionen er at nå bagom mangfoldigheden i tidens splittede samfund.
 
Forunderlige liv – TAKE 93: Racisme
Jeg er træt af at blive betegnet som racist, fordi jeg synes, det er latterligt at ændre navnet på negerboller og fjerne zulu-lakridser fra hylderne. For mig er der ingen gradbøjning involveret. Forskellen i menneskers hudfarve og -struktur, som synes at være roden til problematikken, er der en naturbaseret forklaring på – og den holder uanset trosretning.
Og jo, mit hjerte bløder, når billedet af den lille druknede dreng toner frem på skærmen, men alligevel er jeg en kynisk racist, fordi jeg ikke er blind for billedets markedsføringsværdi hos de hjertevarme (I ved nok dem med hjerter så store, at hjernen presses ovenud). Det samme gælder mine Facebook-venners overstrømmende omsorg, når de viser deres tætpakkede Mini Coopere levere legetøj, iPhone covers, dynejakker og speltmadpakker til folk, der tvinger os til at trodse ordensmagten, fordi de vil bruge os som toldfri transithal på vej mod Sverige. Uanset hvor synd det er for tre-årige Aylan Kurdi og hans familie og alle de andre skæbner, der fravælger at kæmpe for deres lande og deres frihed, så fritager billedet os ikke fra at bruge hovedet. Gør vi ikke det, kan vi ikke hjælpe de mennesker, som er i en vanskelig situation – på en måde, hvor vi ikke helt tilsidesætter os selv og vores egne samfund. Måske handler det om en kombi af dårlig samvittighed og behov for at få pudset glorien. Er det nødvendigt at markedsføre egen godhed på de sociale medier, så virker sidstenævnte årsag mest plausibel.
 
Forunderlige liv – TAKE 94: Formand Pia
Der er nok at tage fat på, når Folketinget åbner på tirsdag. Der skal tales klart, tages stilling og action i flygtningensagen. Rod og ineffektivitet i det offentlige, hvor SKAT og DSB kæmper om pladsen som værende det absolut mest elendige og latterlige i statsapparatet tæt forfulgt af sundheds- og skolevæsen, skal der ryddes gevaldigt op i. Ihvert fald hvis det stod til mig. Det gør det så ikke. Et lille håb ligger der i, at det er Pia Kjærsgaard, som indtager formandsstolen i det danske folketing. For uanset om man kan lide det eller ej, er hun den moderne danmarkshistories største politiske succes. Som formand for DF kunne hun det der med at fremføre et letfatteligt synspunkt på det helt rigtige tidspunkt – og få hele landet til at diskutere det – i stedet for at lade som om, problemerne ikke eksisterer, før de er flyttet helt ind i stuen. Som i den aktuelle folkevandring igennem Danmark.
Jeg elsker direkte tale, og ville ønske, at Blachmann havde en politisk ladet tvilling, der med en i Danmark uhørt verbal præstation kunne nedjustere adskillige ungdommeligt naive politikeres urealistiske ambitioner og folkeskolebelastede standarddanskeres utopiske drømme om, at der er plads til alle i Danmark. Og jo, Søren Pilmarks tale under indsamlingsshowet på TV var flot, men dog kun en tale.
 
Forunderlige liv – TAKE 95: Set her fra
Efter en hel måned med flygtninge på skærmen føler jeg mig som Munchs Skriget, hvis nordiske tungsind, eksistentielle angst og knugende rædsel måske er et meget godt billede på den skandinaviske hovedløshed. De er simpelthen bange, og skjuler frygten i hjertevarme. Med deres store hjerter tvinger de resten af Europa ind i flygtningeproblematikken, for de stakkels mennesker må jo nødvendigvis igennem alle de andre lande for at nå frem til den nordiske næstekærlighed. Desværre samler Sydeuropa sig ikke og kræver handling. Fornylig genså jeg Independence Day, hvori verden slår sig sammen mod en fælles fjende – nogle af E.T.’s mindre venligtsindede slægtninge. Verden lider svære tab, men vinder til sidst. Tilbage til 9/11 for gud ved hvilken gang: Muslimske kamikazepiloter indledte i NYC en jihad mod Vesten, vi kunne ikke finde ud af at samle os mod den fælles fjende, og mens vi skændtes om sagen, blev talebanerne og siden IS en magtfaktor. Og fint nok, så længe de raslede med sablerne hjemme hos sig selv. Så liberal er jeg; folk skal gøre, som de vil. Men naiv er jeg ikke. Man behøver ikke at have studenterhuen presset helt ned om ørene for at regne ud, hvor de, der ikke vil finde sig i et liv i burka, uden TV, musik og dans, flytter hen?
Jeg føler sorg over en syrisk pige, hvis skole er sønderbombet. Jeg har lyst til at tage over til Syrien, og hente pigen hertil og sende hende på den lokale i Fuengirola. Men det fungerer ikke. Jo længere tid, der går, før vi indser det, jo værre bliver det. Kombiner altid din skepsis med fantasi, din forståelse med undren, din tvivl med åbenhed. Og lyt så til myterne, til eventyrerne, religionerne. Ikke fordi de fortæller sandheden, men fordi de er vokset ud af en anden sandhed. Det skal vi erkende!
he
Af Helle Espensen

Del

Del på facebook
Del på twitter
Del på pinterest
Del på email

Du vil måske også kunne lide

Søg på La Danesa