Læs fjerde afsnit af Doras dagbog her. En vedkommende beretning om livet i Danmark og Spanien oplevet af et menneske med sans for detaljer og en dejlig evne til at observere sine omgivelse – og reagere på dem.
Der havde stået røg ud af ørene på hende af raseri, da hun begyndte opstigningen på bjerget over puebloen. Men i takt med at solen brændte morgendisen bort, og sveden begyndte at drive, fordampede også noget af vreden. Udsigten over det glitrende Middelhav og solens genskin i de hvide huse gjorde sit til, at det var svært at bevare det dårlige humør.
Doras vrede skyldtes udlejers forsøg på at snyde hende. Som de fleste måske ved, havde hun boet til leje i et lille hus i puebloen, men trods adskillige henvendelser om at få gjort noget ved de mangler, der ved indflytningen var blevet listet op – især air condition – havde det været som at hælde vand på en gås. Da kontrakten omkring lejen skulle fornyes, havde hun valgt at meddele, at hun flyttede, og heldigvis havde hun fundet et godt nyt hus, hvor tingene virkede.
Hun ønskede naturligvis sit depositum retur. Først havde udlejer påstået, at hun ikke havde betalt sin elregning. Så havde han påstået, at der manglede en måneds husleje og nu, at hun selv var skyld i, at en dør ikke fungerede og at hun havde ødelagt airconditionanlægget. Fjols. Troede han, der stod idiot på ryggen af hende. Hun var ikke dummere end at hun godt vidste, at han snød i skat, når elregningen skulle indbetales i hans navn og at han hver måned havde hentet huslejen kontant. Her var der en gennemført B-økonomi. Men heldigvis havde hun hver gang betinget sig en kvittering. Der var ikke noget at komme efter. Spørgsmålet var, om han slap hendes depositum.
Hun havde lige hørt om en slags udlændinge- eller danskerkontor. Måske skulle hun spørge om hjælp der.
Nå, men det var svært, for ikke at sige helt umuligt, at bevare det dårlige humør. Kroppen fungerede og snart nåede hun toppen og skuede igen ud over det fantastiske landskab. 600 meter var hun steget på under 2½ time. Ikke dårligt. Kadaveret var nok 60+, men der var stadig fut i fejemøget.
Lidt vemodigt var det at skue ud over bjergene, lidt grå og skallede som de var nu. Tænk at her engang havde været sprudlende kilder, klukkende bække, ja endog floder. Nu var bjergene tørlagte. De indvendige lommer med regnvand, som fandt vej gennem undergrunden, blev grådigt tømt af en vandfabrikant, som hældte de kostbare dråber på plastikflasker.
De gamle miner og resterne efter møllerne kunne man endnu finde. Hun havde fundet minen med det eksotiske navn Trinidad og vovet sig indenfor. Hun havde stået ved en ikke afmærket mineskakt, der brat endte 10 meter nede i et stort sort hul. Man skulle ikke spøge med sine vandreture her. Hun undrede sig ikke længere over en plakat af en ung forsvundet mand. Faldt man i sådan et hul, var det ude med en.
I landsbyerne havde hun fundet rester af gamle møllehuse, navne fra fortiden, som Honningbækken. Spor af hvor vandet var blevet ledt ind i møllerne. Sikken et frodigt liv, der havde været med korn, oliven og papirmøller. Jernmalm og marmor havde man brudt. Hun sad og faldt i staver og så billeder for sig.
Der havde også været en bæk omkring hendes barndomshjem. Her havde hun og hendes lillebroder vadet barfodede og fanget hundestejler og små bitte frøer. Tørvemosen lå med sine gamle dybe grave på den anden side af bækken og på engen havde storken gået og spist sig mæt. Der havde været en klat skov, hvor de som egern var klatret højt til vejr og havde bygget huler oppe i træernes kroner. De havde været under fem år, og deres mor tilsyneladende helt tryg ved, at de færdes i naturen på egen hånd. Det fik nutidens unger bestemt ikke lov til.
Alt det var borte nu og her i de lokale bjerge var den oprindelige middelhavsskov afløst af fyrretræer og en syg monokultur. Syg og fyldt med fyrretræets larver, som truede med at æde sig til døde, fordi de ikke havde nogen naturlige fjender. Men smukt var det, at sidde der og lade sig bage af solen.
Hun rejste sig og i duften af timian, rosmarin og nogle løgplanter, hun ikke kendte navnet på, begyndte hun nedstigningen. Den var stejl og kunne let tage næsten to timer. Nu glædede hun sig til en stor kop kaffe på torvet. Det mest spanske hun vidste, var at sidde der og drikke kaffe med mælk af et glas. Det smagte på en særlig måde, som det kun lod sig gøre hernede.
Centro Idea
Ctra. de Mijas km. 3.6
29650 Mijas-Málaga
Tlf.: 95 258 15 53
norrbom@norrbom.com
UDGIVES AF:
D.L. MA-126-2001