”Forvent intet, og få alt”

 

Mennesket lever livet fuld af forventning. Forventninger til livet i sig selv, Forventninger til sig selv, forventninger til andre mennesker og forventninger til den verden, som mennesket lever i.

 

Hvad vil det egentlig sige at forvente? Hvad betyder det at forvente? Hvilken betydning har det for mennesket og det liv, som mennesket lever i relation til sig selv og andre mennesker?

 

En forventning er en forestilling eller en formodning om nogen eller noget. Denne forestilling eller formodning hører fremtiden til med sigte mod noget positivt, noget glædeligt. Dynamikken bag dette sigte, denne forventning handler om motivation.

 

Man kan sige at forventningen består i en forklædning af denne motivation. Forstået på den måde, at forventning til nogen eller noget i sig selv rummer en vis motivation. Jeg skal ville forvente.

 

Forventning handler derved om at ville opnå noget i forhold til det menneske man står over for eller en given situation. Ønsket om at opnå noget rummer et bagvedliggende motiv. Det at ville opnå noget handler derved om motivation.

 

Hvorfor ville forvente noget, som man ikke med sikkerhed kan opnå? Hvorfor udsætter mennesket sig for denne usikkerhed?

 

Man får lyst til spørge om mennesket med denne oprindelige forventning forventer og sigter efter denne sikkerhed? Og handler det i grunden om, at denne motivation i sig selv er en oprindelig forventning? Hvad menes med oprindelig forventning?

 

Det må handle om, at mennesket vil forvente. Og kan forvente, ikke mindst.

 

Denne villen har fundament i menneskets vilje. Man kan sige at forventning til nogen eller noget både rummer en villen og en kunnen til det, der er forventning om. Således træder menneskets vilje i karakter så at sige som en villen og kunnen.

 

Ifølge den tyske filosof Arthur Schopenhauer er mennesket vilje. ”Der er tale om en helt umiddelbar, uformidlet bevidsthed om os selv som villende hvor objekt og subjekt falder sammen (jeg er vilje) ”. Dette ”jeg er vilje” kan forstås på den måde, at på den ene side er viljen drivkraft hos mennesket, på den anden side er viljen grundløs og endeløs. Viljen er grundløs og endeløs, da den er immanent. Viljen er i os mennesker. Viljen er nøglen til livet. Jeg vil leve. Jeg vil livet. Vilje er som en medalje. Hvor bagsiden af medaljen er villen. Denne villen kan favne uendelige bestræbelser, som kan føre til lidelse. Vi mennesker er vel begærlige. Viljen, begærligheden vil sig selv mere end den til tider i realiteten formår, og kan gøre sig selv ulykkelig – jeg er vilje, jeg vil, jeg er ulykkelig. Viljen er det ”begærlige og ustyrlige barn” i os alle. Schopenhauer kalder dette for viljens egoisme.

 

Og fortsætter. ”Mennesket er ikke længere herre i eget hus, men underlagt en blind stræben”.

 

Men hvad har alt denne snak om vilje med forventning at gøre? Det har rigtig meget med forventning at gøre! Man kan sige, at mennesket som vilje (immanent) med en vilje (drivkraft eller motivation) både kan forvente noget og forvente intet.

 

Det er menneskets valg via sin vilje at forvente noget og forvente intet. Lad os se på, hvad det egentlige betyder for mennesket at forvente noget. Med hvilket motiv har mennesket forventninger?

 

Som beskrevet er forventning fremtidsbestemt og beror derved på en form for usikker i forhold til denne fremtid. Vi ved ikke, hvad der ligger forud, og det kan skabe usikkerhed. Med en forventning om noget skaber vi på en måde en fiktiv sikkerhed i form af en positiv eller negativ forestilling eller formodning. Vi kender alle følgende udsagn: ”Jeg forventer det værste”. Og hvorfor gør vi det? Højst sandsynlig for at udgå skuffelse. Men skal vi være ærlige over for os selv (og det er vel at foretrække), så er den skuffelse svær at undgå. Lige så kan jeg vælge at forvente det

bedste. Skuffelsen kan opstå i samme grad, som at forvente det værste.

 

Så hvorfor forvente noget? Hvorfor udsætte os selv for den lidelse, som i bund og grund ligger i viljens magt til at vælge at forvente noget, og derved udsætte os selv for en mulig skuffelse. Hvorfor ikke vælge at forvente intet, og få alt?

 

Ikke at forvente og forvente intet er ikke det samme. At forvente intet er nemlig at forvente, der forventes blot intet. Ikke at forvente er en negation og negligering af det at forvente.

 

At forvente er en del af menneskets følelsesmæssige behovsmønster blandt andet set i relation til tid. Tiden må vi filosofere over på et andet tidspunkt.

 

Som en del af dette følelsesmæssige behovsmønster skal menneskets evne til at forvente ikke afvises, ikke finde sted. Det handler blot om at skabe bevidsthed og klarhed om, hvad forventning betyder, og hvorfor mennesker føler behov for at forvente samt hvad mennesket forventer. Tænk en gang at kunne forvente intet og hvad der så end byder sig i forhold til denne forventning skal ses i forhold til dette “intet”, derved opnås “alt”. Hvad er da dette “alt”? Det er blot alt i forhold til intet.

 

Intet er ikke blot ikke noget. For at intet kan være ikke noget skal det ses i forhold til noget andet. I denne sammenhæng skal det ses i forhold til at forvente noget og forvente intet. Blot denne sondring gør intet til noget. Men hvad er det da for noget dette intet? Det er faktisk ikke andet end noget.

 

For at kunne forvente intet, må du stille dig selv det spørgsmål: Forvente intet i forhold til hvad? Svaret er i forhold til at forvente noget. Netop forholdet mellem de to; intet og noget udgør dette noget som en forklaring på at forvente intet.

 

Meningen med denne slutning er en overbevisning om, at mennesket kan skåne sig selv for skuffelse, fortvivlelse, ulykkelighed samt andre ikke glædelige følelser ved just at forvente intet. At forvente intet kan umuligt føre til skuffelse, fortvivlelse, ulykkelighed, etc. Fordi der ikke er noget at blive skuffet, fortvivlet, ulykkelig over. Der er blot alt at få!