Det danske magasin i Spanien
Radikal ændring i arveskatten på vej – Også september slår alle rekorder – AVE-byerne i ny alliance

Radikal ændring i arveskatten på vej - Også september slår alle rekorder - AVE-byerne i ny alliance

Radikal ændring i arveskatten på vej

Socialistpartiet i Sevilla og støttepartiet Ciudadanos er blevet enige om igen at ændre på arveloven i Andalusien. Og det bliver en ændring, som kommer skatteyderne til gode. De to partier, som har flertal i det andalusiske parlament, vil nemlig forhøje det skattefrie arvebeløb til en million euro. Det betyder, at den første million, der går i arv, bliver skattefri. Aftalen gælder også udlændinge og deres arvinger, der er residente i Andalusien. De to partier blev for et par år siden enige om at øge det skattefrie arvebeløb til 250.000 euro – men nu skal beløbet forhøjes yderligere. En nedsættelse af arveskatten i Andalusien er én af Ciudadanos’ mærkesager og PSOE er stærkt afhængige af partiets støtte for at kunne holde valgperioden ud.
 

Også september slår alle rekorder

Både i lufthavnen, på hotellerne og blandt de handelsdrivende meldes der om en rekord-god sommer. Men festen er tilsyneladende ikke slut, for september tegner også til at blive fantastisk. Turisterne fra ind- og udland valfarter fortsat til Costa del Sol og nyder godt at de lidt mildere temperaturer og lavere priser i denne måned. I hotelejerforeningen (Aehcos) har man sat næsen op efter en belægningsprocent på mellem 78 og 80 procent i september, hvilket vil være ny rekord.

AVE-byerne i ny alliance

Spaniens 29 byer med hurtigtoget AVE er godt på vej til at indgå en ny alliance i bestræbelserne på at tiltrække flere turister fra USA og Asien. Repræsentanter fra de 29 spanske byer mødtes i Málaga midt på ugen for at lægge strategi.
”Det handler om at få etableret et samarbejde mellem statsbanerne Renfe, en række store tour-operators og os byer med AVE-toget. En turist rejser ikke fra USA eller Asien kun for at besøge én spansk by men derimod for at udforske et helt land. Derfor skal vi markedsføre os samlet og tilbyde nogle nye komplette rejser. Her er AVE-toget en ny, hurtig og komfortabel rejseform mellem byerne,” forklarede Málagas borgmester Francisco de la Torre til pressen efter det første møde. Málaga har i forvejen et samarbejde med Granada, Sevilla og Córdoba som markedsfører sig under betegnelsen ”Andalusien Soul” på de fjerne markeder.

Del

Du vil måske også kunne lide

© 2009-2019 La Danesa – Norrbom Marketing.
Designed and developed by yummp.

Søg på La Danesa

Planlagt vedligeholdelse: Lørdag d. 5. august 2023 fra kl. 8.00 vil der foretages opdateringer på ladanesa.com.​ Vær opmærksom på, at sitet vil være utilgængeligt i den periode der foretages opdateringer, og det samme gælder for La Danesas App.