Franco skal måske graves op
Regeringen vil i dag fredag vedtage et dekret, som skal ændre den spanske lov ”Ley de Memoria Histórica”. Loven sikrer bl.a. den forhenværende diktator Francisco Franco’s store og meget opsigtsvækkende gravsted på ”De Faldnes Dal” ved Escorial lidt uden for Madrid. PSOE-regeringen mener ikke, der er behov for at give den tidligere diktator så meget opmærksomhed, og vil have liget af Franco gravet op og flyttet til et familiegravsted på en mere almindelig kirkegård. Dekretet skaber stor debat. Partido Popular mener ikke, der er nogen grund til at grave mere i fortiden og en gammel fond, som værner om Francos minde, mener, at et lig og et gravsted er et familieeje, som ikke kan flyttes uden familiens accept. Et af Francos børnebørn bakker op om sidstnævnte synspunkt og finder det absurd og spild af ressourcer at pille ved gravstedet 42 år efter diktatorens død.
{loadposition google_nativeLD}
Røgfri strande i Torrox Costa
Som den første kommune i Málaga-provinsen introducerer Torrox nu 300 meter røgfri strande i områderne Ferrara, El Morche og El Peñoncillo. De røgfri områder vil være markeret med flag, som kommunen er ved at få sat op. Byens borgmester, Oscar Medina, fortæller, at det nye initiativ skal sikre renere strande uden cigaretskodder og tilmed er en opfordring til at leve et sundere liv uden cigaretter. Torrox kommune vil på nuværende tidspunkt ikke udstede bøder, hvis nogle strandgæster ikke følger ”rygeforbuddet”.
{loadposition google_native}
Spanien Rundt skydes i gang i Málaga på lørdag
Málaga-provinsen får mere opmærksomhed end nogensinde til dette års udgave af cykelløbet Spanien Rundt. Det store etapeløb skydes i gang nu på lørdag kl. 17.26 ved Pompidou museet, når første rytter sendes ud på den otte kilometer lange enkeltstart i Málaga centrum. Rammerne og ruten gennem Málaga centrum bliver de smukkest tænkelige, inden rytterne krydser målstregen på Plaza de la Constritución. Dagen derpå, søndag, hedder ruten Marbella – Caminito del Rey, mandag går turen fra Mijas til Alhaurín de la Torre og fjerde etape går fra Vélez-Málaga til Alfácar. Interessen for det store cykelløb er, vanen tro, enorm og igen i år stiller flere af verdens bedste ryttere til start.
{loadposition google}