Gigantisk temapark på vej
850 millioner euro er den nette sum, som investorerne agter at investere i den nye storståede temapark i Torremolinos. Efter flere års bureaukrati har investorgruppen nu fået de sidste tilladelser på plads til at tage første spadestik i 2020. Derefter skal der bygges i tre år, før den gigantiske temapark på 235.000 kvadratmeter står klar. Temaparken bliver en kombination af forlystelsespark, shoppingcenter, hotel – og konferencecenter samt restauranter, som får til huse på de store grundarealer omkring det nuværende kongrescenter i Torremolinos. Initiativtagerne forventer årligt 30 millioner besøgende. Derfor skal tilkørselsvejene A-7, AP-7 og N-340 også udvides inden for de kommende par år. Projektet bliver Sydeuropas største temapark og er selvsagt et af de dyreste og mest ambitiøse, der nogensinde er set på Costa del Sol.
{loadposition google_native}
Mijas vil have status som turistby
Det lyder utroligt – men ikke desto mindre er det sandt. I modsætning til byer som Fuengirola, Benalmádena, Torremolinos, Ronda og Nerja har Mijas aldrig modtaget status som officiel turistby af Junta de Andalucía. Det agter det nye bystyre i Mijas nu at gøre noget ved. En blåstempling fra Junta’en betyder bl.a. større tilskud til fremtidig promovering af byen. Mijas skal igennem nogle reguleringer for at opfylde forskellige krav. Blandt andet skal byen udvide mængden af sengepladser på hoteller, hosteller eller i private udlejningsboliger.
{loadposition google_native}
Unicaja Banco kan
Málagas gamle sparekasse, som nu er børsnoteret som bank, klarer sig overraskende godt. I en tid med ekstrem lav rente, og dermed lav indtjening for bankerne, har Unicaja Banco netop præsenteret et overskud på 153 millioner euro for årets ni første måneder, hvilket er 11,8 procent mere end sidste år. Bankens nedskæringer af filialer begynder at give resultatet. Det samme gør bankens udsalg af tunge aktiver som ejendomme. Dertil kommer, at Unicaja Banco i årets løb har været i stand til at få afviklet mange af sine såkaldte tvivlsomme lån til knap så solvente låntagere.
{loadposition google_native}