Det danske magasin i Spanien

Så blev det december. Julen står for døren og endnu et år synger på sidste vers.

Selv har jeg for vane i denne tid at analysere årets begivenheder og samtidig sætte mål for det nye. Det samme gælder, tænker jeg, for de mange spændende personligheder du kan møde i månedens udgave af La Danesa.

Vi har mødt Signe Froslee, som til trods for sin unge alder, har prøvet mere end de fleste kommer at prøve i et helt liv – på godt og ondt. Hendes seks børn, hendes mange heste og drømmen om at skabe et hestecenter er kernen i hendes liv. De første frø blev sået først på året og begynder nu at blomstre.

Hestene og hestevognskørslen fik sidste måned stor omtale i de lokale spanske medier. Efter flere års debat blev den gamle turistattraktion nemlig forbudt i Málaga. Myndighederne havde imidlertid ikke tænkt over, hvad der derefter skulle ske med hestene. 16 af de knap 50 heste, der for blot et par måneder siden trak turisterne rundt i Málagas gamle by, står i dag i stald hos Signe Froslee. Da det kom frem, at hestene enten skulle slagtes eller videresælges til hestevognskørsel i Ronda og Sevilla, trådte den danske dyreelsker i karakter. Det er ikke første gang, det sker. Signe Froslee har på én og samme tid en spændende, imponerende og skræmmende historie. Læs Signes historie inde i magasinet.

De har nok altid gerne ville være de bedste. Det er de så nu – helt officielt. Mojo Estates i Centro Idea har i London netop fået overrakt International European Award-prisen som Spaniens bedste ejendomsmægler. Det havde ingen troet, da Per Mønsted og Jacob Johansen for små otte år siden sprang ud på de sociale medier med en række utraditionelle præsentationer af både dem selv og deres boliger. Vi har mødt Per og Jacob til en snak om Mojo-huset, de fine awards og forventningerne til fremtidens boligmarked på Costa del Sol.

I denne måned kan du også møde den populære influencer, Sissel Nautrup Møller. Hun arbejder hele tiden – og føler hun er på ferie hele tiden. Som populær influencer har Sissel fundet det helt rette sted til at underholde og orientere sine næsten 100.000 følgere på Instagram. Hendes drøm om at etablere sig på Solkysten har dybe rødder. De blomstrede for alvor, da hun for to år siden mødte en dansk pilot i Mijas.

Almáchar er en lille, forholdsvis ukendt landsby i Axarquía-området i Málaga-provinsen. Selv om den ligger kun 35 kilometer fra provinshovedstaden, har den stadig under to tusind indbyggere. De fleste almarcheños er spaniere, men i de seneste år er der etableret et internationalt miljø med briter, hollændere, tyskere, danskere, svenskere og andre europæere. Blandt dem er også filmfotografen Petter Holmern Halvorsen som du kan møde i månedens magasin. Sammen med den danske filminstruktør Emil Trier, driver han produktionsselskabet, Snake Oil Media.

Sidst, men ikke mindst, har vi talt med Kirsten Siggaard som i januar afholder to intime koncerter på Costa del Sol. Det er præcis ti år siden, hun sidst gav koncert på Solkysten, men hun kommer her ellers tit – mindst to gange om året. Kirsten Siggaard er nemlig ambassadør for den danske rejsearrangør Tryhedsrejser. ”Jeg elsker Málaga-provinsen, og tager af sted for at godkende og anmelde hoteller forud for rejserne. Det er én af mine sideaktiviteter, og jeg nyder det,” fortæller Kirsten. Du kan forvente det bedste af Kirsten, når hun blander sit Grand prix med alle de genrer hun er kendt for, krydret med historier fra det virkelige liv. Efter 50 år i showbiz er der rigeligt at tage fat på.

Disse og andre spændende emner kan du finde i månedens udgave af La Danesa. Har du lyst til meget mere, kan du tilmelde dig onlinetjenesten DanesaPlus+ der byder på daglige nyheder, masser af spændende artikler og en række attraktive medlemsfordele.

Tilmeld dig på

www.ladanesa.com

MN

Del

Du vil måske også kunne lide

© 2009-2019 La Danesa – Norrbom Marketing.
Designed and developed by yummp.

Søg på La Danesa

Planlagt vedligeholdelse: Lørdag d. 5. august 2023 fra kl. 8.00 vil der foretages opdateringer på ladanesa.com.​ Vær opmærksom på, at sitet vil være utilgængeligt i den periode der foretages opdateringer, og det samme gælder for La Danesas App.