Det danske magasin i Spanien

Del

Sommeren står for døren hvilket også har sat sit præg på artikelvalget i månedens udgave af La Danesa. Hele turistsektoren på Costa del Sol har rustet sig, og alt tyder på en sommer med overfyldte strande, restauranter og få parkeringspladser. Nøjagtigt som det plejer at være på Solkysten de næste måneder.

Der findes vel ikke noget mere fristende på en mild sommeraften end at sidde på en tagterrasse og se solnedgangen, mens du nyder en drink. Rooftopbarer er en trend, der ikke ser ud til at gå af mode, især da turister søger nye, eksklusive oplevelser, mens lokalbefolkningen kan lide at tage del i de gode ting i livet, når de har chancen. Costa del Sol har hundredvis af fristende tagterrasser at vælge imellem, men hvor finder vi de bedste? Det er selvfølgelig et spørgsmål om smag og behag, men i denne måned bringer vi dig en liste over et par af Costa del Sols attraktive og unikke tagterrasser fra Estepona i vest til Nerja i øst.

Spanien har næsten 5.000 kilometer kystlinje, hvoraf 1.000 kilometer tilhører Andalusien. Costa del Sol har omkring 161 km af disse med mere end 125 strande, hvilket gør strandene til en af ​​Solkystens største turistattraktioner.  Men ikke alle drømmer om en hvid strand, som man kan nyde i ensom majestæt. Nogle ønsker en sikker strand for børnene, andre kan lide et generøst udvalg af strandbarer og atter andre foretrækker strande, hvor man kan beundre halvnøgne kroppe. I denne måned får du en lidt anderledes strandguide, som vi håber vil inspirere til nye og spændende strandudflugter.

Langs Málaga-provinsens kystlinje ligger den ene chiringuito efter den anden, og på hver af de små strandbarer dufter der af grillede og friturestegte fisk – hvor især én art skiller sig ud; de såkaldte boquerones (ansjoser). Den lille fisk er nemlig mere end blot en lokal spise. Den er også en stor del af kystfolkets identitet og personlighed, og personer fra Málaga-provinsen kaldes i folkemunde derfor også for boquerones. Læs om ansjosfolket fra Málaga.

I månedens udgave af ”Vi mødte lige…” har vi talt med Stephanie Elizabeth Mathiasen. Vi møder hende hos Nykredit i Nueva Andalucía. Her hjælper hun spaniensglade danskere med at få finansieret deres boligdrøm. Hendes egen boligdrøm fik hun udlevet allerede som 24-årig. Da landede Stephanie med en masse kufferter og lidt mønt på lommen. Hun havde ikke alverden – men fik det hele. Mød hende inde i magasinet.

Vi har også talt med to glade rejseledere der brænder for at rejse med fastboende og besøgende ind til hjertet af Andalusien. Lonnie Christiansen og Søren Krogh Wilhelmsen arrangerer udflugter og korte rejser i Andalusien. Det begyndte for seks år siden med små grupper og små budgetter. Men de rejsende fik store oplevelser og derfor har de to danske rejseledere planlagt deres hidtil største rejseprogram.

Der findes så mange eventyrlige steder at besøge i Spanien, at man kan bruge et helt liv og stadig kun have set en brøkdel. I dag har Spanien 50 UNESCO-verdensarvssteder og er blandt de fem førende i verden. Ideelt set bør hvert sted udforskes over flere dage, men nogle gange er tiden begrænset. Det var tilfældet, da La Danesas udsendte for nylig havde én dag til at besøge magiske Segovia.

Disse og mange andre spændende emner kan du finde i månedens udgave af La Danesa.

Ønsker du endnu mere inspiration, kan du tilmelde dig onlinetjenesten DanesaPlus+, som giver adgang til daglige nyheder, eksklusive artikler og en række attraktive medlemsfordele.

Tilmeld dig på www.ladanesa.com

Del

Du vil måske også kunne lide

© 2009-2019 La Danesa – Norrbom Marketing.
Designed and developed by yummp.