Hun var nyforelsket og impulsiv – og pludselig var hun også ny boligejer på Solkysten. Lene og hendes mand faldt ikke bare for hinanden. De faldt også for klimaet, livsstilen og golfen. ”Det var som en drøm, der blev udlevet. Det var en dyr drøm, men det bedste vi har gjort for os selv,” er Lene Dahl ikke i tvivl om. For tre år siden etablerede hun Dahl’s Estate på Costa del Sol – herfra sælges drømmene nu videre.
Hun har altid måttet kæmpe sig frem. Lene Dahl har aldrig fået noget foræret. Hendes forældre var knap myndige, da hun kom til verdenen. Derfor opvoksede hun hos sine bedsteforældre i Svendborg. Det var gode mennesker, som fik Lene på rette spor.
”Min baggrund gav mig ingen knæk. Tværtom gjorde den mig stærk. Jeg fik den rette omgangskreds og havde lyst til livet – lyst til at kæmpe mig frem. Sådan kom det til at gå.
Mønsterbryderen
Hun elsker vandreturen til San Pedro. Det er en smuk tur, og de seks kilometer giver god tid til at reflektere og samle tankerne. De første går tilbage til 1988, da en purung Lene Dahl blev elev hos en ejendomsmægler. Det blev det første af en lang række spændende jobs hos Nykredit, på advokatkontorer, i banker og et spændende job i Danske Bank i London. ”Det har altid været ejendomsmæglerbranchen og den finansielle verden, mit hjerte har banket for. Jeg har altid arbejdet meget og haft ambitioner. Sådan er det også i dag, men som selvstændig har jeg her en frihed, som jeg ikke har haft før,” fortæller Lene, som nyder sin nye tilværelse. Hun fokuserer meget på at ville noget og turde noget – at være mønsterbryder. ”Som barn måtte jeg bryde den sociale arv, for at komme videre. Senere kom en skilsmisse og jobskifte, men det var nødvendigt for at vinde lykken.”
Boblen springer ikke
Hendes mand har siden ’07 støttet Lene i tykt og tyndt – også da hun midt under Covid-19 pandemien ville starte op som selvstændig ejendomsmægler. ”Vi er i dag et lille stærkt team på en håndfuld medarbejdere med en særlig stærk viden om jura og økonomi for både Danmark og Spanien. Det er hér, vi gør en forskel og får mange anbefalinger,” fortæller den danske ejendomsmægler. Lene Dahl er ikke i tvivl om, vi på Costa del Sol lever lidt i en boligboble – som ikke springer. ”Bankerne er stærke, kun få boliger er højt belånte og boligefterspørgslen er enorm. Det er som om Corona-krisen både har givet os lysten til at rejse og muligheden for at tage arbejdet med os. Flere end nogensinde drømmer om at komme til Solkysten,” vurderer Lene Dahl, som de sidste to år har haft konstant fremgang.
De gode tider er måske kun lige begyndt – også for Lene privat. Hun har netop gået en del af Caminoen med sin søn og nye rejseplaner er kommet på bordet. Og så er hun mere aktiv end nogensinde blandt de danske golfere. Handicappet skal ned og træningsmængden skal op. Det sker på El Paraiso og Atalaya Golf, som hun insisterer på at gå rundt.
Lene Dahl er flittig og kæmper for at nå sine mål. Sådan har det altid været.
Ti skæve til Lene
Fortæl en ting, som (næsten) ingen ved om dig?
Jeg har udgivet en bog om ejerskifte, forsikringer og tilstandsrapporter. Jeg tilstår blankt, at jeg er lidt af en fagnørd.
Det bedste og værste ved Costa del Sol?
Det bedste er de glade mennesker og den positive ånd. Det værste bureaukratiet. Alt er stadig alt for tungt.
Din dårligste vane?
Det er mit temperament på golfbanen. Jeg er absolut min egen værste fjende. Og jeg spiller ellers kun golf for at hygge mig.
Din bedste og dårligste handel?
Vores private bolig i Benahavís er på en og samme tid vores bedste og dårligste handel. Vi købte dyrt i 2007 – lige før finanskrisen – og først nu er priserne tilbage på samme niveau. Samtidig har familien altid elsket boligen, som har fyldt os med glæde og livskvalitet. Blandt de gode handler hører også mine Novo Nordisk aktier, som jeg har tjent godt på i nu 30 år.
Har du et godt ritual?
Jeg samler tankerne alene om morgenen, og har en halv time for mig selv med nyheder og kaffe. Det er min måde at finde balance og vågne på.
Hvem kunne du godt tænke digat drikke en øl med?
Det skulle være med Søren Pind. Jeg tror, han er hyggelig har en masse viden og en masse gode røverhistorier.
Tror du på Gud?
Nej, men der er noget mellem himmel og jord, som jeg ikke kan forklare – heller ikke overfor mig selv. Jeg har altid været nysgerrig på religion, men praktiserer det ikke.
Har du en helt – eller et forbillede?
Min mand er min helt, for han har kæmpet sig
bravt igennem nogle svære perioder i sit liv. Mit forbillede er alle mønsterbrydere – folk der tør og vil noget.
Hvad er det vildeste, du har gjorteller prøvet i dit liv?
Det var i 2018, da jeg takkede ja til jobbet som private banking manager i Danske Bank i London. At flytte til udlandet som voksen var en stor beslutning – og samtidig gøre mit ægteskab til et langdistanceforhold.
Hvad gør dig nervøs?
Højder – og det bliver værre med alderen.
Det er sågar en udfordring at få mig over Storebæltsbroen, og Kongestien holder jeg mig langt fra
Centro Idea
Ctra. de Mijas km. 3.6
29650 Mijas-Málaga
Tlf.: 95 258 15 53
norrbom@norrbom.com
UDGIVES AF:
D.L. MA-126-2001