Det danske magasin i Spanien
Kan homoseksualitet kureres?
Søger du personlig udvikling, efteruddannelser eller ny inspiration, er udbuddet af kurser, foredrag og seminarer større end nogensinde. Flere nye kurser springer i øjnene; specielt tilbuddet fra biskoppen i Alcalá de Henares (Madrid), som tilbyder homoseksuelle at blive kureret. – Eller “hjælp til at finde den rette orientering”, som det ordret hedder i hans opslag. Det lyder så spændende og anderledes, at jeg forbandet gerne ville se, hvordan det kursus løber af stablen. Jeg er ikke blind for nye alternative behandlingsformer, men at en halvgammel biskop skulle kunne ændre en mands seksuelle orientering, er ikke bare store ord. Det er hård kost. Og det er endnu hårdere kost at konstatere, at en af Spaniens fremtrædende biskopper i fulde alvor mener, at homoseksualitet er noget, der kan og bør kureres. Med sit kursustilbud går han fint i sin Málaga-kollegas fodspor, som sidste år tog forsiderne på byens aviser, ved at anbefale homoseksuelle at gå til lægen for at blive behandlet. Biskoppen i Málaga sammenlignede det med sine egne personlige konsultationer og behandling for sit høje blodtryk.
 
Vel lever vi et i frit land. Og vel har vi ytringsfrihed – for alle. Men når man har en fremtrædende rolle i en af landets største myndigheder, bør man unægtelig vægte og veje sine ord. Og falder det biskoppen svært, kunne han skimte til sin overordnede, Paven, som forstår at formulere sig og generelt viser en ny sympatisk, humoristisk og åbensindet side af den katolske kirke. Det er der fremtid i.
 
Jeg er hverken homoseksuel eller betragter mig selv som religiøs. Men jeg tror på gud.
Og jeg tror også på, at kirken er guds hus – et godt sted at komme, og hvor vi alle er velkomne. Desværre kigger færre og færre indenfor. Naturligvis er det fordi, der de sidste par årtier er blevet gravet en bred grøft mellem kirken og folket. Helt unødvendigt. Det er derfor, flere spaniere end nogensinde gifter sig civilt, færre børn konfirmeres og i flere folkeskoler har halvdelen af forældrene i år frameldt deres børn den klassiske religionsundervisning, som ikke længere er obligatorisk. Uden at kunne dokumentere det, er jeg sikker på, færre spaniere i dag identificerer sig med den katolske kirke og i stedet knytter sig til noget alternativt og spirituelt. Jeg ved ikke, om det er godt eller skidt. Men det er i al fald trist, at nogle biskopper opfører sig, som de gør, og fortsat gør grøften mellem kirken og det moderne samfund bredere og dybere. De er Vorherres budbringere – og han har fortjent bedre.
 
Det er fint, man holder fast i nogle gamle traditioner og værdier. Men man må også forny sig – eller i det mindste ikke gå i stå. Og her kniber det unægteligt for nogle i kirken.
Dem, der ikke gør det godt nok, må ikke overskygge de gode, tidssvarende præster, som absolut findes i den spanske katolske kirke. Men det er naturligvis ikke dem, der får opmærksomheden, når nogle af landets mest fremtrædende biskopper lancerer et kursus for at kurere homoseksualitet og, alternativt, anbefaler lægehjælp. Det kan de ikke være bekendt.
Det er godt Vorherre er god til at tilgive. Fred være med dem.
 
 
Af Henrik Andersen, henrik@norrbom.com

Del

Du vil måske også kunne lide

© 2009-2019 La Danesa – Norrbom Marketing.
Designed and developed by yummp.

Søg på La Danesa

Planlagt vedligeholdelse: Lørdag d. 5. august 2023 fra kl. 8.00 vil der foretages opdateringer på ladanesa.com.​ Vær opmærksom på, at sitet vil være utilgængeligt i den periode der foretages opdateringer, og det samme gælder for La Danesas App.