Til daglig bor han på Mallorca men er netop landet i Málaga for at tale forretning med nogle iværksættere fra ’den gamle skole’, som han selv påstår at være fra. Jesper ’Kasi’ Nielsens nye vision er dog alt andet end gammeldags. For anden gang er han ved at revolutionere smykkemarkedet. Første gang fik han smykkefirmaet Pandora ud over stepperne i starten af 00’erne. Denne gang vil han have de unge til at købe smykker af god kvalitet, de har råd til.
It’s Amazing
“Målet er at alle skal kende Amazing Jewelry. Man kan ikke gøre alle tilfredse, og det prøver jeg heller ikke, men det skal være sådan, at hvis du spørger de tre kvinder derovre,” siger Jesper og peger på et bord på restauranten, vi befinder os på, ”om de kender Amazing, så vil de sige ja. Det samme skal være tilfældet, hvis du spørger tre kvinder i Latinamerika eller USA.” Amazing Jewelry blev etableret i 2016, da konkurrenceklausulen fra Pandora udløb, og tæller 61 butikker over det meste af verden i skrivende stund. Et tal som konstant vokser.
“Amazing er min sidste virksomhedsrejse. Jeg er ikke så ung og vild, som jeg var for ti år siden, så jeg sørger for at nyde rejsen undervejs,” siger Jesper, der runder 50 år næste måned, men som fortsat har masser af appetit: ”Som iværksætter skal du være rigtig sulten. Jeg er bare udstyret med en sult, der er større end de fleste, og så tænker jeg med det samme globalt. Jeg har 25 unge mennesker siddende over hele verden, som holder øje med trends og smykkemarkedets bevægelser. Vi selv i Amazing lancerer nye varer hver tredje uge og vi kan reagere på seks til otte uger, hvis der opstår nye trends, fordi vi selv styrer produktionen.” Der er det, man kalder ‘fast fashion’, som f.eks. tøjkæden Zara er særligt god til.
Danske smykker i Spanien
“Der er flere ting, der skal være på plads, når man skal åbne en ny butik et sted. Der er timing, demografi og de rette personligheder,” siger Jesper, hvis brand, Amazing Jewelry, netop har åbnet den første butik på spansk jord i Bilbao. “Finder jeg den rigtige mand, så løber jeg med ham,” fortsætter Jesper, som i Spanien har fundet den helt rette mand i Gonzalo Artiach, der er ansvarlig for hele det spanske marked.
En anden spansk erhvervsmand, som Jesper sætter særligt højt, er Amancio Ortega, grundlægger af tekstilvirksomheden Inditex, der er kendt for bl.a. Zara, Pull & Bear og Massimo Dutti. ”Alle spaniere ved, hvem Ortega er. Sådan skal det også være med Amazing, som ligeledes vil komme til at kaste nogle under-brands af sig med tiden,” siger Jesper selvsikkert. Næste spanske Amazing-butik åbner i Madrid i maj, men hvornår man kan komme til at købe Amazing Jewelry på Calle Larios i Málaga er endnu uvist.
’Entertainment stores’ og oplevelsespaladser
“Der er sket meget inden for retail de seneste år, især selvfølgelig pga. den stigende internethandel. Man skal virkelig kunne noget som butik, hvis man skal have folk til at bruge tid der. Indkøbscentrene klarer sig godt, fordi de er blevet til ‘oplevelsespaladser’. Her kan du se film, få skønhedsbehandlinger, spille spil og spise lækker mad, og går så du ind i en af centrets smykkebutikker, står der en medarbejder og glor og venter på, at der skal ske et eller andet mirakuløst,” fortæller Jesper, som for alvor har pustet nyt liv i smykkemarkedet. Amazing Jewelrys butikker er såkaldte ’Entertaining Stores’, hvor dufte, musik, smag, gamification og elektronik spiller en stor rolle. Du kan oplade din mobil i butikken, der i øvrigt er oplyst som en natklub og spiller club-musik, ligesom at der på mærkedage også er arrangementer med live musik.
“Konceptet er, at der hver dag skal være en fest inde i butikken. Ellers har du tabt til onlinemarkedet den dag,” kommer det ordfast fra Jesper, som er klar over truslen, eller snarere muligheden, fra den gigantiske online markedsplads Amazon. Det er vores største trussel ja, så vi er jo bare nødt til at blive gift med Amazon,” smiler han og trækker på skuldrene.
Amazing – et familieforetagende
Til dagligt bor han på Mallorca, men er i Málaga weekenden over. Med sig har han en weekendtaske, ingen laptop. “Jeg arbejder kun fra min telefon – og jeg taler aldrig i telefonen. Alt det praktiske har jeg folk ansat til, så jeg ikke behøver begrave mig i virksomhedsrapporter og regnskaber. Min søster er CEO i virksomheden og tager sig af al daglig ledelse og jeg er bare ‘Amazing’,” siger Jesper og trækker på smilebåndet, før han fortsætter lidt mere seriøst: “Jeg har et solidt team af medarbejdere, hvor mange har været hos mig siden Pandora. Mange synes, at man skal prøve at sætte ind overfor sine svagheder, men jeg synes derimod, at man skal dyrke de styrker, man er rigtig god til. Og jeg er altså rigtig god til at være frontfiguren, der får tingene til at ske. Jeg arbejder med et hold, der supplerer mig – i Amazing er det også et meget ungt hold.”
Derudover har Jesper støtte i sin familie, hvor den nærmeste del af den næsten alle sammen arbejder for ham i Amazing på en eller anden måde. ”Min søster er jo som sagt CEO og hendes mand arbejder også i firmaet. Min datter står i butikken og min søn arbejder i regnskabsafdelingen. Han er ved at uddanne sig til pilot og finansierer selv uddannelsen,” siger Jesper med tryk på sidste del og fortsætter: ”Indtil 2011 var min mor min vigtigste medarbejder. Hun har været børnehavepædagog men har næse for tal og har styret regnskaberne. Hun er 74 år i dag men kommer stadig ind en gang om ugen,” smiler Jesper lunt. Selv farfar er med til at drive Amazing-maskinen. ”Han er olien, der får det hele til at køre rundt i familien. Farfar henter og bringer, ordner indkøb og løber ærinder. Det synes han er rigtig fint.”
Der er altså ingen tvivl om, at der er tale om en sammentømret familie, men det Jesper nu fortæller, er virkeligt overraskende. Familien har nemlig én samlet bankkonto, de alle sammen bruger. ”Det er sådan, vi gør det. Vi skjuler ikke noget for hinanden, og det er det ingen i familien, der stiller spørgsmålstegn ved.”
SKAT og Kasi
Navnet Jesper ’Kasi’ Nielsen hænger, for en dansker, unægteligt sammen med ordet SKAT. Over ti år kørte SKAT nemlig retssag mod Jesper Nielsen, som handlede om, hvorvidt SKAT kunne trække en tilladelse tilbage, der gjorde, at Jesper og Pandoras skattepligtige indkomst blev hævet til godt en milliard, hvilket betød en skatteregning på godt en kvart milliard kroner. Højesteret frikendte dog Jesper i januar i år. Dog blev Jesper Nielsen for alvor kendt hos den brede befolkning tilbage i 2007, da han blev hovedsponser for Brøndby IF. Efterfølgende etablerede han håndboldklubben AG København, som gik konkurs i 2012. Dette blev startskuddet til endnu et omfattende retsopgør med SKAT, som løb over fem år.
“Det er kun godt 4 %, der rent faktisk vinder en skattesag. Hvem i alverden gør det to gange,” siger Jesper og ryster på hovedet, før han fortsætter: “Det er til dags dato min største bedrift at vinde de to skattesager.”
Jesper er dog aldrig helt kommet sig over at være hele Danmarks prygelknarpe i de to skatterelaterede sager. “Jeg får aldrig den samme følelse for Danmark igen og jeg indrømmer, at jeg godt kan være bitter over den behandling, jeg og min familie fik. Heldigvis stopper Kasi-kendskabet i Flensborg – i udlandet forbinder folk mig med Pandora og kender mig som ham, der bankede Pandora op til en kæmpesucces. Faktisk kalder vi nu brandet ‘Amazing Jewelry by Jesper Nielsen’, for netop at understrege, at det altså er ’Pandora-Jesper, der står bag. Butikken i Bilbao er den første, der blev lanceret med dette navn, som alle butikker vil bære fremover” siger Jesper og ser ganske tilfreds ud.
Stuntmanden Jesper
Hvis man bare har åbnet en dansk avis inden for det seneste års tid, vil det være umuligt ikke at være stødt på navnet Kasi-Jesper. Der er nemlig tale om en mand, som for alvor trækker overskrifter med mediestunts, der leder tankerne hen på Simon Spies’ ditto i 70’erne. Seneste påfund fra Jespers side er at sælge andele i sin retssag mod Pandora. Han har nemlig stævnet smykkevirksomheden for 1,4 milliarder kroner. Det er penge, han mener at have til gode fra Pandoras salg i de tysksprogede lande i perioden 2010 til 2015.
Indtil videre er der solgt andele, der samlet svarer til 1 % af earnout, som er det beløb, Pandora skal tilbagebetale Jesper, hvis retssagen falder ud til hans fordel. Udover den kontante gevinst ved investeringen giver hver andel også adgang til ’The official Kasi earnout party’, som finder sted i Royal Arena i København til efteråret 2019/foråret 2020. ”Det er sådan nogle stunts, jeg godt kan lide at finde på, og så river mine advokater sig i håret. Men jeg er pragmatiker – jeg bruger pressen, når jeg har brug for det. Når sagen her er overstået, forsvinder jeg fra mediebilledet igen,” siger Jesper og tilføjer efter lidt betænkningstid: ”Jeg plejede at have et mantra, der hed ’intet er umuligt’. Nu hedder det mantra ’whatever it takes’”.
Af Louise Mercedes Frank, louise-mercedes@norrbom.com. Fotos: Mugge Fischer og Theis Ydegaard
Louise Mercedes Frank, louise-mercedes@norrbom.com. Fotos: Mugge Fischer og Theis Ydegaard
Planlagt vedligeholdelse: Lørdag d. 5. august 2023 fra kl. 8.00 vil der foretages opdateringer på ladanesa.com. Vær opmærksom på, at sitet vil være utilgængeligt i den periode der foretages opdateringer, og det samme gælder for La Danesas App.
We use cookies on our website to give you the most relevant experience by remembering your preferences and repeat visits. By clicking “Accept All”, you consent to the use of ALL the cookies. However, you may visit "Cookie Settings" to provide a controlled consent.
This website uses cookies to improve your experience while you navigate through the website. Out of these, the cookies that are categorized as necessary are stored on your browser as they are essential for the working of basic functionalities of the website. We also use third-party cookies that help us analyze and understand how you use this website. These cookies will be stored in your browser only with your consent. You also have the option to opt-out of these cookies. But opting out of some of these cookies may affect your browsing experience.
Necessary cookies are absolutely essential for the website to function properly. This category only includes cookies that ensures basic functionalities and security features of the website. These cookies do not store any personal information.
Any cookies that may not be particularly necessary for the website to function and is used specifically to collect user personal data via analytics, ads, other embedded contents are termed as non-necessary cookies. It is mandatory to procure user consent prior to running these cookies on your website.