Der er måske nogen, der kan huske en scene fra en James Bond film, hvor han på ski kører igennem et klippeøje ved Val d´Isere. Øjet hedder Aiguille Percé og det ser bare sejt ud, som James kommer susende der gennem øjet. Men nu har vi fundet et lignende øje her i Granadaprovinsen, og nu skal vi op og se på det og vandre rundt deroppe, for det ligger i et fantastisk område med skønne vandrestier. Vores øje hedder Piedra Ventana – altså stenvinduet, og det er lidt vildt at sidde deroppe og se ud igennem det og ned på sletten ved Padul eller La Vega de Granada langt nede. Jo, jo… øjet ligger lidt vest for Padul, lidt syd for Granada og i Sierra Nevadas vestlige skørter. Vi har fundet en relativt let vej derop, så lad os komme afsted.
Man kører ad motorvej A 44 mod Granada og kører af ved afkørsel 157 mod Dúrcal. Vi finder nu den gamle hovedvej N 323 A, der gik fra Motril til Granada og kører i retning af Padul. I landsbyen Marchena, som ligger mellem km. 155 og 156, ser vi et skilt hvor der står Paintball på højre hånd. Det er lige efter nogle affaldscontainere og overfor en Seat forhandler. På husmuren kan man læse at vejen hedder Colada de Blas de Haro. Her drejer man ind til højre og nulstiller sin triptæller. Vi skal køre 5,7 km. på denne vej, inden vi kommer op til vandreturens start. I en gaffel skal man holde til venstre og ved en pæl med to røde cirkler og en pil skal man dreje skarpt til venstre. Vejen stiger nu jævnt og vi får et flot kig ud over sletten og Padul nedenfor. Der er ikke noget at tage fejl af, for man skal bare følge vejen og når triptælleren står på 5,7 km. er vi fremme ved rutens start. Der er et lille indhak i bjergsiden, hvor bilen fint kan holde.
Lige bagved os ser vi en halvstor varde og en sti. Det er vores sti, og nu går det opad de næste to km – hele ruten er på 6,22 km. – altså 2 med opstigning, 3 lige ud, og igen 2 med nedstigning. Det er ikke nogen stejl opstigen, men tag stave med, for af og til er stien lidt skæv og sådan. Mens man stiger opad, bør man beundre det helt fantastiske landskab man går igennem, for til højre ligger Sierra Nevada med sne og praler med sine toppe. Det er helt fortryllende. Efter de 2 km. når vi op på et plateau, hvor vi møder en anden sti, der kommer fra højre. Vi er nu oppe i 1470 m. højde. Her hvor stierne mødes skal vi dreje til venstre, og nu har vi 3 herlige flade km. foran os. Stien vi skal følge er virkeligt fin, og nu synes vi, at vi allerede kan se øjet. Det ligner nu mest af alt et hul der er indkredset af træer, men vi tager et frisk væddemål.
Nu går det herligt lige ud den næste km., og i det fjerne kan vi se en flot bjergkæde, hvor mit yndlingsbjerg Lucero (1774 m.o.h.) knejser op i midten. Flot ser det ud. Men så drejer stien 90 gr. og vi følger med rundt og fortsætter bare lige ud en km. mere. Lige efter et hjørne står vi pludseligt lige under øjet: Wow, hvor er det vildt. Stien fortsætter rundt nedenfor øjet, men vi stopper lige under øjet og sætter os ned på en sten. Det kribler lidt i maven og bagen, for der er ret langt ned bag os. Efter en beundringsstund forsøger vi at kravle op gennem øjet, men vi synes det er lidt for stejlt. James Bond ville utvivlsomt have gjort det, men vi er ikke helt så uforfærdede. Men vi går lidt tilbage ad stien, og der ser vi en kort sti, der går op på den anden side af øjet. Nu står vi ovenfor øjet og vildt er det. Deroppe gyser det også lidt, for det er stejlt til alle sider, så vi sætter os ned på nogle klipper for at genvinde fatningen. Man kunne nok godt glide på bagen ned gennem øjet bare for en ordens skyld, men vi vover det ikke. Vi har nok at gøre med at bevare fatningen, for vi er ikke helt fri for højdeskræk. Vi magter lige at holde roen, og vi tager massevis af billeder ud gennem øjet og ned til La Vega de Granada. Vi nyder freden og roen heroppe, mens vi samler nerverne og beundrer udsigten.
Efter en stund går vi ned igen, og ser nu, at det vi fra afstand troede var øjet, blot var et kighul mellem træer. Jeg vandt dermed et væddemål, men æren var alt, hvad jeg fik ud af det.
På tilbagevejen, lige før 90 gr. svinget, ser vi en afmærkning og en sti, der går af på venstre hånd. Denne sti fører op over højderyggen La Silleta oppe over vores sti, og Jesper kan ikke dy sig for at tage denne rute tilbage – den går nemlig sammen med vores sti 2 km. længere henne. Vi er nogen, der stadig lider af efterveerne af influenza, så vi bliver nede på det flade, men Jesper er frisk og tager returruten op over La Silleta. Derved bliver hans rute på 7,15 km. altså en lille km. længere end vores. Vi sætter os hen og nyder vores madpakker der, hvor Jespers rute kommer ned, og det er jo herligt. Oppe på toppen af La Silleta står der en geodætisk pæl og der er fabelagtige kig til alle sider deroppefra, så næste gang… Det er nemlig ikke sidste gang, at vi tager James Bond ruten, for der er vildt flot deroppe i højden, og der er mange andre stier, vi kan udforske. Det får jo aldrig nogensinde ende… heldigvis…
Men nu tager vi bare ned igen den samme vej, vi kom op. Og så husker vi heldigvis, at vi på tilbagevejen kan køre forbi hotel og bodega Señoría de Nevada, som ligger ved A 44 ved afkørslen mod Cónchar, så der kører vi hen og får herlig kaffe og æblekage.
Man kan downloade begge GPS-spor og se vores ruter fra elsebyskov.com under Hikes / Maps and Routes / La Danesa
Af Else Byskov, fotos af Jesper Gram-Hansen og Else Byskov
