Det danske magasin i Spanien

Vi vil definere os selv. Vi er trætte af at blive opfattet som tiggere, tyve, æggende tøjter, spåkoner og strålende musikere.

Ovenstående er en opsummering af artikler og interviews med gitanos og romaer, som jeg har læst, fordi jeg ville vide mere om, hvad der var bag myterne og hverdagslivet hos de gitanos, som jeg oplevede i en andalusisk landsby.
Jeg slog op på nettet: Romaernes historie, kendte romaer, roma forfattere, roma malere og tilsvarende for gitanos og sigøjnere. Der fandt jeg romaernes intellektuelle elite, som ikke er helt lille. Et nyåbnet bibliotek i Prag præsenterer 250 romaforfattere.
Den første internationale sigøjnerkongres blev afholdt 8. april 1971 i London. Her stiftede man IRU, The Internacional Roma Union. Man valgte romaernes flag, og sangen Gelem, Gelem blev nationalsang.
Jeg spillede Gelem, Gelem for en gitano-ven. Efter et par strofer sagde han: ”Det er vores sang”. Jeg blev helt slukøret, for jeg forventede ikke, at en arbejdsløs ung mand ville vide det. Men romaer har kontakter fra land til land, og der er ikke vandtætte skodder mellem de sociale lag. Den unge mands moster er f.eks. socialrådgiver.

Bølger i vandet

Romaernes sociale slagside er åbenlys, også Spanien. I 1968 opdagede præsten Pedro Puente, at næsten alle gitanos i hans sogn var analfabeter. Han oprettede en særskole, som blev kimet til den landsdækkende organisation, Fundación Secretariado Gitano (FSG). FSG arbejder for inklusionen af los gitanos gennem tolv indsatsområder. Deres hjemmeside beskriver dem på både spansk og engelsk.
Af Spaniens unge gitanos gennemførte kun 2/3 anden del af folkeskolen i 2013. I 2007 havde 0,3-1,2 % universitetsuddannelser, og 3,1-6,2 % andre uddannelser. Men romaer har haft deres specielle erhverv bl.a. som beslag- og kobbersmede, kurvemagere, hesteprangere og gadehandlere. Løsarbejdere blev ramt hårdt under krisen, fordi de ansættes efter princippet: Sidst ind, først ud. Jeg gyste ved synet af de magre mennesker, der kom ind fra landet for at sælge et par kurvfulde pebre eller løg på gaden. Måske har det medvirket til, at der nu er mindre modstand mod skolegang og uddannelsesforløb. De unge studerende siger i interviews: ”Mine forældre støtter både mig og mine søskende i at læse.” Det gælder også kvinderne. FAKALI er en organisation for kvindelige universitetsstuderende, mens KAMIRA er en paraplyorganisation for foreninger, der øver fortalervirksomhed for kvinder på alle niveauer. Af de digitale medier fremgår det, at ingen ser den fjerneste modsætning i at være gitano og ansvarlig samfundsborger.

Myter og fordomme

I 2011 vedtog Europakommissionen en rammeaftale for integration af romaerne i EUs 27 medlemslande, herunder de østeuropæiske. Derefter udviklede de enkelte lande en national strategi. I en evaluering i efteråret 2017 fremgik det, at ingen lande har opfyldt målene. Selv om Spanien lykkes delvist, er her stadig udfordringer. I marts i år har både ECRI, Europarådets komité mod racisme og intolerance, og FN opfordret Spanien til at intensivere indsatsen, herunder på undervisningsområdet.
På sigøjnernes nationaldag d. 8. april lancerede FSG kampagnen: ”Jeg vil ikke have en segregeret skole,” hvilket stadig findes. For de fleste gitanos og romaer indebærer det at dygtiggøre sig og træde ind på arbejdsmarkedet at svømme imod strømmen af fordomme og myter. Og uanset de overordnede bestræbelser, så er mistroen mod og foragten for gitanos stærk. En anden ven blev en gang arresteret, da han kom op på torvet. Der havde været tyveri, og han var den nærmeste gitano. Det varede længe, inden politiet blev overbevist om, at han havde befundet sig et helt andet sted.
I slutningen af 2017 startede FSG kampagnen Partir de cero (At Begynde Forfra). Fra nu af tilstræbes det, at alle er lige uanset etnicitet, køn eller seksuel orientering. Man kan tilmelde kampagnen som enkeltperson, institution, skole, virksomhed, kommune med mere. Kampagnen har fået en helt overvældende tilslutning og opmærksomhed. Desuden kører Canal Sur et tv-program, ”Gente Maravillosa”, som også kæmper imod fordomme. I år handlede udsendelsen den 8. april om fordomme mod gitanos.
Gitano og romaorganisationer kritiserer medierne for altid at fokusere på negative nyheder om gitanos. Kampagner som FSGs og Canal Surs kan være med til at rykke holdningerne. Mit beskedne bidrag er en liste over begivenheder i 2018 med gitanos som hovedpersoner. De er fundet på de sociale medier. Jeg kan ikke garantere, at jeg ikke har overset noget.
 
 
romaer2
 

Romafolket har selv valgt navnet roma som fællesbetegnelse. Det skulle afløse landenes nedsættende navne som vores eget sigøjner. Roma betyder ’menneske’ på romafolkets sprog.
I Spanien kaldes romaer stadig for gitanos, også i officielle sammenhænge. Derfor taler artiklen om gitanos, når det handler om spanske forhold, og om romaer, når det er mere generelt.

 

Roma-milesten i første kvartal af 2018

Januar: Sara Giménez, advokat og direktør for FSGs afdeling mod racisme og diskrimination, udnævnes som Spaniens repræsentant i ECRI, Europarådets komité mod racisme og intolerance.
24. januar: Første event i ERIACs outreach-program afholdes i Sevilla: Nye perspektiver på flamenco. ERIAC er European Roma Center for Art and Culture, stiftet i Berlin efteråret 2017.
1. februar: José Heredia Maya (1947-2010) får posthumt Granada bys fortjenstmedalje i guld. Han var den første universitetsprofessor af gitanooprindelse og desuden forfatter, dramatiker og digter.
28. februar: FAKALI, paraplyorganisation for spanske gitanokvindeforeninger får Cordoba Bys Kvindepris på Andalusiens Dag.
14. marts: 29 studerende hædres i Sevilla af KAMIRA-Amaranti, Foreningen for Gitanokvinder på Universitetet, for deres ihærdighed med studierne. Susana Diaz holdt hovedtalen.
23. marts: II Internationale Kongres for romakvinder i Barcelona med deltagere fra hele Europa. Det var en opfølgning af succesen med den første kongres i Madrid august 2017.
8. april, romaernes nationaldag:
Instituto de Cultura Gitana, den spanske stats fond for fremme af gitanokultur, uddeler sine årlige præmier.
Spaniens parlament anerkender 8. april som los gitanos’ nationaldag.
13. april: Manuel Garcia Algar får doktorgrad i bioteknologi på Universitat Rovira i Virgili (URV) i Tarragona med emnet: ”Optical Methods and Nano/Microsystems for Cancer Diagnosis and Terapy”.
 
Af Anette Tamborg, forfatter til romanen Marielas Hus fra 2017 om livet i en spansk landsby, herunder gitanokulturen.

Del

Du vil måske også kunne lide

© 2009-2019 La Danesa – Norrbom Marketing.
Designed and developed by yummp.

Søg på La Danesa

Planlagt vedligeholdelse: Lørdag d. 5. august 2023 fra kl. 8.00 vil der foretages opdateringer på ladanesa.com.​ Vær opmærksom på, at sitet vil være utilgængeligt i den periode der foretages opdateringer, og det samme gælder for La Danesas App.