Gratis meditation og coaching til offentligt ansatte
Junta de Andalucía vil fra næste måned tilbyde de offentligt ansatte i hele Andalusien gratis timer i meditation og personlig coaching (udvikling). Junta’en ønsker med de nye tiltag at værdsætte regionens tusindvis af ansattes indsats, efter at centralregeringen for en håndfuld år tilbage indførte en lov, der øgede de offentligt ansattes arbejdsuge fra 35 til 37,5 timer. Junta de Andalucía har altid kæmpet mod den forøgede arbejdsuge men uden held. Til gengæld kan de nu tilbyde ekstra goder, som gerne skulle have en positiv indflydelse på den enkeltes arbejdsdag.
Marbella vokser hurtigt
Indbyggertallet i Marbella nærmer sig 150.000. På blot ét år har kommunen fået mere end 6.000 nye tilflyttere og har i dag lidt over 147.000 indbyggere. Blandt de 6.000 nye Marbella-borgere er de 5.000 udlændinge og langt størstedelen er briter, russere, marokkanere og ukrainere. De sidste to årtier er befolkningen i Marbella vokset støt. I 1998 havde kommunen 98.000 indbyggere. I 2008 hed tallet 130.000, som i dag er vokset til 147.000.
Masser af influenza i luften
Málaga-provinsens lægehuse har siden nytår været nær et kollaps grundet en voldsom influenza-epidemi, der på årets første 10-12 dage har ramt næsten otte procent af befolkningen. Det er primært ældre og svage, der er blevet ramt og har svært ved at skille sig af med epidemien og derfor søger lægehjælp. Flere lægehuse har måttet bede læger og sygeplejersker forkorte deres ferie for at kunne behandle de mange sygemeldte.