Skæbnevalg i Catalonien
Torsdag skal catalanerne atter til stemmeurnerne. Efter centralregeringen i sidste måned tvangsopløste det catalanske parlament og udskrev nyvalg, skal de 5,5 millioner stemmeberettigede catalanere igen tage stilling til regionens politiske fremtid. Alt tyder på et meget tæt løb mellem nationalistpartierne og ikke-nationalisterne. På den førstnævnte side står ERC, hvis leder Oriol Junqueros fortsat sidder i fængsel, og Junts per Catalunya, hvis spidskandidat Carles Puigdemont stadig skjuler sig i Belgien. De to partier kan, sammen med det lille parti CUP, meget vel atter få flertal i parlamentet. På anden side står Ciudadanos, som står til markant fremgang, PSOE, Podemos og Partido Popular. Det er fjerde gang på blot syv år, der er regionalvalg Catalonien.
Mindstelønnen stiger fire procent
Regeringen vil i de kommende uger præsentere en tre-års plan for arbejdsmarkedets partnere, som indeholder en stigning i den spanske mindsteløn på fire procent i 2018 – og tilsvarende stigning i 2019 og 2020. Partido Populars forslag samler med støtte fra Ciudadanos og PSOE bred opbakning i parlamentet og skaber alt mulig grund til at tro på samme opbakning blandt fagforeninger og arbejdsgiverforeninger. Med stigningen i 2018 kommer mindstelønnen op på 10.400 euro om året, som svarer til 14 månedlige bruttoudbetalinger på 735,90 euro (som lønmodtager udbetales feriepenge som to ekstra månedslønninger).
Starlite festivalen bliver i Marbella
Sting og de spanske stjerner David Bisbal og Pablo Alborán bliver tre af hovednavnene på den velkendte Starlite Festival næste sommer i Marbella.
Med offentliggørelsen af de første artister ligger det fast, at Starlite bliver i Marbella til trods for de mange naboklager, Marbella kommune har modtaget de sidste par år. Tilsvarende har festivalen følt sig svigtet af kommunen og længe truet med at flytte til en anden kommune. Men det nylige magtskifte på rådhuset har tilsyneladende fået fortidens synder til at gå i glemmebogen.