Sidste skud i bøssen

De spanske retsinstanser kører på højtryk og ofte er der fyldt godt op på de smalle anklagebænke. Men på bænken i de store sager mod den tidligere Bankia-ledelse er der blevet én person mindre. Den tidligere bankdirektør Miguel Blesa har nemlig valgt at lægge sin skæbne i helt andre hænder.

Han skulle på jagt, men i stedet for at skyde efter vildt, skød han sig selv. Miguel Blesa blev 70 år. Den tidligere direktør for Spaniens fjerdestørste bank, sparekassen Caja Madrid, som senere blev til Bankia, blev tidligere på året idømt syv års fængsel for misbrug af frynsegoder. Blesa og hans bestyrelse snoldede i en årrække 14 millioner euro op i den sag, der fik titlen ”Tarjeta Black”.
Men det har næppe kun været udsigten til syv år bag tremmer, som fik Blesa til at tage livet af sig selv. Det var nok nærmere udsigten til en uendelig, uafbrudt gang mellem fængslet og retslokalerne, der fik den tidligere bankdirektør til at skyde sig i brystet med sit jagtgevær. Han havde nemlig flere andre sager mod sig for ulovlig aktieemission, korruption og embedsmandsmisbrug.

 

Miguel Blesas selvmord kan tolkes på flere måder. Men faktum er, at han blev indhentet af fortiden og aldrig nåede at nyde godt af alle de penge, han – hæderligt og uhæderligt – havde arbejdet for hele sit liv. Forbrydelse har ikke betalt sig denne gang. Og hele ”Tarjeta Black”-sagen er endnu et klokkeklart eksempel på det spanske retssystems attitudeændring. For tidligere sendte man ikke en pensionist i spjældet for økonomisk kriminalitet. Sådan er det ikke længere.
Det kommer Miguel Blesas efterfølger, Rodrigo Rato, sandsynligvis til at mærke, da han er dømt i samme sag. Fordi Rato var økonomiminister i Aznars regeringstid og en af datidens frontfigurer i Partido Popular, har hele Bankia- og ”Tarjeta Black” sagen fra starten været guf for oppositionen. Specielt for PSOE, som aldrig har tøvet med at trække en klar parallel mellem de ”slemme” drenge fra den skandaleramte bank og det korruptionsramte parti. Det er i og for sig i orden, for det er en del af det politiske spil. Men det er bare ris til egen rumpe, når det kommer frem, at ens egen formand har været en del af det beskidte spil.

Den genvalgte formand for PSOE var nemlig medlem af den repræsentantskabsgruppe, som bl.a. havde til opgave at godkende alle sparekassens regnskaber og overordnede beslutninger.
Caja Madrid havde som sparekasse en anden opbygning end bankerne, som betød, at man under bestyrelsen havde en større repræsentantskabsgruppe på hundrede mand med repræsentanter fra de politiske partier, arbejdsmarkedets parter, kirken, højere læreinstanser, osv. Denne vej rundt sikrede man sig, at alle blev hørt og dermed en bred lokal opbakning bag sparekassens beslutninger. Dette var en af sparekassernes daværende grundværdier i modsætning til bankerne, som var børsnoterede selskaber.
Vigtigheden af Caja Madrids repræsentantskabsgruppe er ikke til at misforstå, for ledelsens regnskaber, budgetter og handlingsplaner skulle godkendes af både bestyrelsen og repræsentantskabsgruppen. Som uddannet økonom og byrådsmedlem i Madrid fik Pedro Sánchez i perioden fra 2004 til 2009 en af sit partis pladser i denne repræsentantskabsgruppe. Herfra havde Pedro Sánchez en uforbederlig mulighed for at få indsigt i Caja Madrids regnskaber, strategi og forretningsmetoder. Og naturligvis råbe højt hvis, han syntes, noget lugtede. Men Pedro Sánchez var tavsheden selv og gav sin stemme til Miguel Blesa som direktør. Han stemte også for det fatale opkøb af City National Bank of Florida i 2008, som sendte Caja Madrid i store problemer. Og de tre aktieemissioner i ’07, ’08 og ’09, hvor kunderne i dag har rettens ord for, at de blev ført bag lyset.
Pedro Sánchez har på ingen måde foretaget sit noget ulovligt, men hans kredit er i bund. Han har i årevis holdt sit ”fritidsjob” i Caja Madrid skjult for offentligheden, mens han månedligt modtog 1.350 euro i ”diæter” og et ”særligt favorabelt” boliglån i sparekassen på 153.000 euro. Pedro Sánchez’ rolle som moralens vogter i parlamentet er på retur.

På retur er formanden for det spanske fodboldforbund også. I tre årtier har Ángel María Villar siddet tungt på magten i forbundet og det er ingen hemmelighed, at han både er elsket og hadet. Derfor blev der både grint og grædt, da spansk politi i forrige måned både anholdt Villar, hans søn og nærmeste samarbejdspartner. Anklagerne om bestikkelse, magtmisbrug og svindel med regnskaber har en voldsom klang. I praksis går de på, at formanden skulle have modtaget ulovlige returkommissioner i forbindelse med det spanske landsholds træningskampe i udlandet (mange lande står i kø for at få det spanske landshold til at kigge forbi), overfakturering fra tre konsulentfirmaer, som Villars søn står bag, og så en klar forfordeling til de trænere, dommere, klubber og regionale forbund, der ved de sidste formandsvalg stemte på Villar.
Efter en lille uge bag tremmer blev alle tre anklagede løsladt mod kautioner på mellem 150.000 og 300.000 euro. Det er naturligvis mange penge, men meget små beløb set i forhold til andre kautioner i lignende sager. Derfor også sagt, at der måske ikke er så meget ”kød” på sagen, som nogle ønsker.

 

Sagen har dog bragt masser af debat i det fodboldglade Spanien og har sågar fået de to tidligere landstrænere, Vicente del Bosque og Javier Clemente, helt op i det røde felt. De støtter begge fodboldformanden, men specielt sidstnævnte har med sine udtalelser vakt liv i korruptionsdebatten og ikke været bange for at gå i kødet på journalisterne.
”Fatter I ikke, vi lever i en verden, hvor der udbetales kommissioner for udført arbejde? Når der sælges reklamespots til jeres programmer, udbetaler i kommission til jeres sælger. Og når fodboldforbundet sælger sine services som landholdets venskabskampe til udlandet, er der også her en sælger eller et konsulentbureau, der modtager en kommission for sit arbejde. Og da forbundets indtægter de seneste år er blevet fordoblet, smitter det naturligvis af på kommissionsudbetalingerne. Det er hverken ulovlige returkommissioner eller overfakturering til familiemedlemmers konsulentvirksomheder,” var Javier Clementes kontante ord, da han blev bedt om en kommentar til sagen på tv-stationen La Sexta. Men han stoppede ikke her.
”Villar er blevet anklaget for at favorisere sine støtter. Ja, hvad ellers? Den ene hånd vasker den anden. Sådan er det i hele verden. Får du en god historie af en kilde, dækker du også over din kilde, hvis han eller hun senere skulle komme i modvind,” var Clementes ord til den mundlamme journalist. Og der skal meget til at lukke munden på La Sextas journalister.

 

Sommeren har været lang og hed. Det samme er sagerne og debatten om korruption.

Da han tog plads i direktørstolen i ’96, var sparekassen Caja Madrid landets fjerde største bank. Fjorten år senere måtte der offentlige midler og en meget omdiskuteret børsnotering til for at redde Caja Madrid, som blev til banken Bankia. Bankia blev reddet. Det samme kan ikke siges om Miguel Blesa, som skød sig selv på sin finca i Córdoba.

  

Mens socialistpartiet snakker om moral og ”én politiker – én løn” havde Pedro Sánchez ingen problemer med at modtage 1.350 euro ekstra om måneden som medlem af Caja Madrids repræsentantskabsgruppe.

 

Selv statsminister Mariano Rajoy har været et smut forbi retten denne sommer. Rajoy står dog ikke anklaget for noget, men var indkaldt som vidne i korruptionssagen ”Caso Gürtel”, som går på svindel med midlerne i hans eget parti.

 

Han har levet og åndet for fodbold hele sit liv. Først som spiller og de sidste tre årtier som formand for det spanske fodboldforbund. Men nu er det slut. Villar er blevet anklaget for korruption i forbundet og har måttet trække sig. Sagen stiller store spørgsmål til grænserne for kommissionsudbetalinger og vennetjenester.

 

 

 

 

 

 

 

Af Henrik Andersen, henrik@norrbom.com, Foto: Mugge Fischer