Det danske magasin i Spanien
Han er diskret og ydmyg – til trods for han er én af de allerstørste på den danske musikscene. Siden debut’en i 2006 har han vendt op og ned på det danske musiklandskab og toppet alle hitlister.
 
Den 14. oktober giver han sin første koncert på Costa del Sol.
 
Sommerkoncerterne på Plænen i Tivoli er populære. Men når Mads Langer kommer på plakaten fyldes den gamle have til bristepunktet. Sådan gik det for nylig. Og sådan er det gået, siden Mads Langer i foråret drog ud på sin hidtil største turné. Der meldes udsolgt alle steder.
”Det er gået hurtigt de sidste år, men jeg glæder mig til hver eneste koncert. For mig bliver det både sjovt og anderledes at optræde i Spanien,” siger den danske sanger.

Da jeg fandt ud af, jeg er god

Det er nu ti år siden, Mads Langer sendte sit første album ”Attention Please” på gaden. Og opmærksomhed er præcis, hvad den unge musiker har fået. Uanset om han har komponeret på dansk eller engelsk, er hans musik røget til tops. Både i Danmark og i udlandet.
Det første ”gennembrud” fik han allerede i børnehaveklassen.
”Til en sommerfest skulle vi synge en fællessang. Vi var næsten 30 børn på scenen, men der var kun to eller tre mikrofoner, og jeg stod lidt genert i baggrunden. Men midt i sangen kunne jeg pludselig ikke holde mig tilbage. Jeg maste mig frem blandt de andre børn, greb mikrofonen, og sang så højt jeg kunne. Jeg ramte tonen rent, og jeg kunne se, forældrene blev imponerede og nærmest tænkte: Hvad skete der lige dér med lille Mads,” husker den populære sanger, som i skolen fortsatte sin musikalske udvikling.
I konfirmationsalderen skrev han således musik til skolens musical, som de optrådte med over store dele af landet, og Mads blev for første gang interviewet til TV.
”Jeg var bare en lille knægt, der stod med min t-shirt fra det lokale badeland. Jeg tænkte blot, at nogle i min klasse var gode til matematik, andre til fodbold, og så var jeg ham, som var god til musik. Omvendt begyndte jeg at forstå, at jeg var rigtig god til det,” fortæller Mads Langer.
Lysten og talentet blev tilsat en stor portion flid. Og sådan er det også i dag.
”Jeg øver mig enormt meget hver eneste dag og skriver mindst et halvt hundrede tekster for at finde de 12, som ender med at komme på et nyt album. Der er ingen manual for, hvordan det foregår, men jeg føler, jeg har en lille klokke i brystet, og når den ringer, får jeg gåsehud. Så ved jeg, jeg har fundet den rigtige tekst og melodi. Bedre kan jeg ikke forklare det. Det sker bare.”

Ud i den store verden

Klokken i brystet har ringet utallige gange, for de sidste ti år har Mads Langer udgivet seks album, som næsten alle har solgt til platin og guld. Med sangen Overgi’r Mig Langsomt nåede hans debutalbum ud i de danske stuer og med You’re Not Alone fik han et par år senere sit internationale gennembrud.
”Til mine allerførste koncerter spillede jeg for ganske få folk, lige indtil jeg en dag skulle spille på Copenhagen Jazzhouse. Jeg kom på min cykel og måtte presse mig forbi folk i køen for at komme ind. Det var helt nyt for mig. Fordi jeg begyndte helt fra bunden, værdsætter jeg hver eneste publikummer til mine koncerter,” fortæller Mads Langer.
Nyt var alting også, da han i 2010 skrev sin første internationale kontrakt med Sony Music.
”På min første europaturné var der udsolgt til min koncert i Barcelona. Jeg havde aldrig været der før, men alle kendte mine sange. Hvad sker der her, tænkte jeg. Jeg er jo bare lille Mads fra Skive.”
Men Mads var begyndt at blive et stort navn, og der var for alvor lagt i kakkelovnen til en international karriere. Derfor har han i dag både dansk og internationalt management. Mellem koncerter, indspilninger og en lang række andre forpligtelser har han omkring 200 rejsedage om året.
”Det er blevet en livsstil, som jeg befinder mig godt med. Jeg bor i København, tæt på familie og venner, men tilbringer en stor del af året i Los Angeles, hvor jeg får den bedst tænkelige sparring fra min manager og en håndfuld super dygtige musikere. Det er både inspirerende og udviklende for mig,” forklarer Mads Langer, som understreger, at det er i Danmark, han føler sig hjemme, og at det danske marked absolut er hans vigtigste territorium.

Kæmper for at finde ro

Det er også i Danmark han finder den ro, han har brug for. For toget har kørt rigtigt stærkt de sidste år, og Mads Langer lægger ikke skjul på, at privatpersonen har haft svært ved at følge med.
”Intet menneske er skabt til at få meget mere opmærksomhed end alle andre. Det et er usundt grundvilkår og derfor har jeg også kæmpet mod opmærksomheden. Heldigvis har jeg aldrig set mig selv som et idol, og det hjælper mig til ikke at være bange for at være den, jeg er,” forklarer den populære musiker og uddyber: ”Samfundet har det med at putte os mennesker ned i kasser. Det har taget tid, men jeg tror, jeg nu har formået at bryde ud at min kasse som klassens pæne dreng. Det er vigtigt, vi gør nogle af de ting vi har lyst til, siger vores mening og ikke er bange for at begå fejl.”
Specielt det sidste har Mads arbejdet meget med.
”Tidligere var jeg meget opmærksom på, hvad folk syntes om mig. Og jeg blev ked af det, hvis det var noget negativt. I dag har jeg sluttet fred med det faktum, at jeg ikke kan gøre alle glade. Specielt ikke da mit publikum spænder så bredt, som det gør,” slutter en meget åbenhjertig Mads Langer. Åben er han også til sine koncerter, hvor han ikke er bange for, at lægge sit hjerte på et sølvfad. Men det skal være gensidigt. Mads Langer vil også under huden på publikum.
 
Det kommer han lørdag den 14. oktober i Mijas.
Sanne om Mads foto
”Han kan synge, han kan spille, han kan komponere, og han kan performe. Han er en stjerne og en, som pigerne falder for. Mads har en smuk melankoli, og så rammer han folk i hjertet. Han er det største talent, vi har haft i mange år.” Båndene mellem 33-årige Mads Langer og den 28 år ældre legende Sanne Salomonsen er tætte. Mads’ første store hit Overgi’r Mig Langsomt skrev han oprindeligt til Sanne, efter hun blev ramt af sin blodprop i hjernen.
Smukke omgivelser foto
Teatro Las Lagunas kaldes også ”Det Ny Teater i Mijas” og ligger lige bag Margrethe Kirken. Udefra er teatret moderne og minimalistisk, men indefra er det klassisk med røde sæder og balkoner. Teatret har plads til 559 publikummer og bliver til koncerten med Mads Langer udstyret med det bedste lyd og lys.
Det var på dette teater ,Thomas Helmig optrådte i december 2015.

Billetsalg og priser

Billetter til koncerten koster henholdsvis 30, 40 og 50 euro, afhængig af hvor man ønsker at sidde i teatret. Billetter sælges hos:
Fuengirola: UniOptica – Café La Vida
Mijas: Loft & Roomers – Vitamina
Marbella: Loft & Roomers
Torre del Mar: Heiko-by-Heiko
Nerja: Ole Optica
Almuñecar: Costa Granada Home – 123tours
Billetter kan også bestilles på henrik@eventhuset.es
(betaling via PayPal)
 
Mads Langer poster4
Af Henrik Andersen, henrik@norrbom.com, Foto: Mugge Fischer

Del

Du vil måske også kunne lide

© 2009-2019 La Danesa – Norrbom Marketing.
Designed and developed by yummp.

Søg på La Danesa

Planlagt vedligeholdelse: Lørdag d. 5. august 2023 fra kl. 8.00 vil der foretages opdateringer på ladanesa.com.​ Vær opmærksom på, at sitet vil være utilgængeligt i den periode der foretages opdateringer, og det samme gælder for La Danesas App.