Jurabrevkassen
Måske kan vi på denne måde få hjælp vedr. hus i Benalmádena.
Vi har i 17 år lejet et hus, og for ca. 4 år siden afgik vores gamle husvært ved døden.
Den gamle husværts hustru var død ca. 1 år tidligere. Vi fik så af vide, at det var manden, der havde haft huset og ikke damen, som vi havde troet. Da husværten dør, kommer der en mand og siger, at han er ny husvært, og at vi fremover skal betale husleje direkte til ham – og ikke noget med at overføre via bank. Den nye husvært er broder til gammel husværts hustru, hun har to brødre. Den nye husvært giver os et tilbud på at købe huset for 110.000 euro, men tilbudet gælder kun mig og min mand.
Mit spørgsmål er nu: Kan vi gøre krav på huset til en billigere pris efter så mange års leje? Og kan vi tillade os at se evt. papir på huset. Vi er meget glade for huset, men har ikke så mange penge til at købe for lige nu. Vi er pensionister.
Venlig hilsen
Taknemmelige danskere
Kære Taknemmelige danskere
Rigtigt mange danskere lejer deres bolig, imens de bor i Spanien.
Mit første råd til alle, der lejer beboelse i Spanien er: Husk altid at starte med at få en lejekontrakt, før I overtager huset. Når man har en lejekontrakt i Spanien, er man sikret mod at blive smidt ud af huset. Man er også sikret mod fra den ene dag til den næste at skulle betale kontant til udlejer. Husk også at tage billeder af huset, indvendigt og udvendigt, samme dag, som I får nøglerne. Dermed kan man dokumentere, hvilken tilstand huset var i, da man overtog det.
Det næste jeg skriver, er ikke juridisk rådgivning, for jeg kender slet ikke alle detaljerne i jeres sag. Der gælder følgende tommelfingerregler: Hvis I ikke har en lejekontrakt, kunne I sige til husværten, at han skal dokumentere, at han er ny ejer af huset. Det kan han gøre ved at udskrive en såkaldt nota simple. Det er et papir, der viser hvem der ejer huset. I mange andre sager ville lejeren sige, at udlejer skulle give dem en lejekontrakt. Man ville også kunne sige, at en husvært er bundet af den måde, lejerne har betalt husleje på, før han blev husvært.
I kan ikke gøre krav på huset, og I kan ikke kræve at købe huset til en bestemt pris.
Jeg håber I fremadrettet får en god tid i huset.
Bedste hilsner Martin Binzer Lind
Advokat med speciale i spansk-danske retsforhold
(taler spansk, engelsk og dansk)
Velkommen til La Danesa’s brevkasse om arv, testamente og boligjura.
Advokat Martin Binzer Lind besvarer spørgsmålene fra læserne vederlagsfrit og derfor er det nødvendigt, at spørgsmålene er klare og – måske – også af en sådan art, at andre læsere kan få glæde af svarene.
Send spørgsmålene til redaktionen på
info@ladanesa.com
Af Martin Binzer Lind, Advokat med speciale i spansk-danske retsforhold