Del

Del på facebook
Del på twitter
Del på pinterest
Del på email

Axarquía er præget af kedelige tomatplantager og sparsomt landbrug. Men trækker man lidt længere ind i Málagas højland, dukker de første vinmarker op. Det er her, vinelskeren og forretningsmanden Jorge Ordóñez skaber mirakler med provinsens druer, og producerer nogle af tidens mest anerkendte og bedst sælgende vine.

Han skal kæmpe sig gennem snemasserne for blot at komme ud af sin hoveddør og derfra videre mod sit beskedne kontor i en af Bostons mindre attraktive bydele. Året er 1987 og vinteren er benhård. Men det tager ikke modet fra den 29-årige Jorge, som kompromisløst tror på, han kan få amerikanernes øjne op for spansk vin. Den unge malagueño har alle odds imod sig, men alligevel lykkes det ham at vende kajakken. I dag er Jorge Ordóñez kongen af spansk vin i USA.
 

Billig Sherry og kedelig Rioja-vin

Dengang, for præcis 30 år siden, var spansk vin for amerikanerne lig med billig og dårlig vin.
”Det var billig Sherry og kedelige Rioja-vine, der blev importeret. Transport- og opbevaringsmetoderne var så elendige, at vinen nærmest var ødelagt, inden den blev skænket. Der var slet ingen spanske hvidvine på markedet og markedsføring var et ukendt begreb. Spanske vine var slet ikke et brand,” husker Jorge Ordóñez, som på én og samme tid havde verden for sine fødder og stod foran en umenneskelig opgave.
Det kom da også til at koste blod, sved og tårer at åbne markedet. At finde de rette spanske vine til amerikanerne, at få transport- og opbevaringsmetoderne ændret og få de amerikanske distributører til at give ”de nye vine” en chance.
Men i ’89 fik han solgt sin første flaske rødvin og i ’91 kom den første hvidvin i butikkerne. Ti år senere havde Jorge Ordóñez et katalog med nøje udvalgte vine fra 70 spanske bodegaer. Den unge vinelsker viste ikke bare talent for at finde de rette vine. Han havde også talentet til at få sine vine præsenteret for de rette mennesker og få dem ud i de rette salgskanaler. Derfor har Jorge Ordóñez’ firmaer gennem de sidste femten år eksporteret seks millioner flasker vin til det amerikanske marked. Om året!

Den tørre moscatel

Bag de imponerende salgstal ligger også et hektisk rejseliv. Og netop på de lange flyrejser mellem Spanien og USA har tankerne og drømmene om at få Málaga på det internationale vinkort fået frit løb. For ti år siden blev der sat handling bag tankerne. Den innovative vineksportør gjorde sig til producent ved at opkøbe en række vinmarker i Málagas højland og etablere en bodega i Vélez-Málagas beskedne industrikvarter.
Bodegaen blev for et par år siden udvidet til 800 kvadratmeter. Det var nødvendigt for at kunne følge med efterspørgslen, for Jorge Ordóñez’ talent for at producere og udvikle nye vine er lige så stort som hans iværksætter- og salgstalent.
Idéen med en tør moscatel (Botani), som et alternativ til den klassiske meget søde moscatel, og en frisk let mousserende hvidvin (Botani Muscat), som alternativ til den nordspanske cava og sidra, er pletskud, der har givet genlyd over store dele af verden. Derfor producerer bodegaen i Vélez-Málaga i dag 208.000 flasker vin om året og omsætter for 1,4 millioner euro. Omsætning og produktion forøges år for år. 45 procent eksporteres direkte til USA men i 30 andre lande nydes bodegaens vine også i stor stil, primært i Tyskland, Japan, Kina, Mexico og Canada.
De flotte salgstal betyder naturligvis også stor profit. I bedste iværksætterstil har Jorge Ordóñez altid geninvesteret alt, hvad der kom i kassen. Derfor har han i dag tolv store vingårde og bodegaer fordelt i landet. Det skyldes ikke storhedsvanvid, men en uendelig forkærlighed og trang til at udvikle og forbedre spansk vin.

En skål med Robert Parker

Iværksættersjælen og modet til at gå nye veje, fik på et tidligt tidspunkt den internationale vinguru Robert Parker til at åbne øjnene for den ambitiøse spanier. År for år har han givet Jorge Ordóñez’ vine topkarakterer og to gange har Jorge Ordóñez modtaget prisen for at være årets vigtigste person i vinsektoren i USA. Specielt de tørre og søde moscatel-vine fra bodegaen i Málaga er han begejstret for.
”Du skal smage dem for at forstå det,” har Robert Parker flere gange udtalt. Måske derfor var det Jorge Ordóñez’ søde moscatel (no.2 Victoria), der blev serveret til gallamiddagen for uddelingen af Nobels fredspris i 2012.
Jorge Ordóñez’ drøm om at få Málagas druer på verdenskortet er mere end fuldendt.
 
 
Af Henrik Andersen, henrik@norrbom.com

Del

Del på facebook
Del på twitter
Del på pinterest
Del på email

Du vil måske også kunne lide

Søg på La Danesa