På vej til Santiago de Compostela - Optakt: Lissabon og Porto

Det er søndag. Kl. er 7.30. Vi tager vore rygsække på, og begiver os op ad bjerget til Renfe-togstationen El Pinillo, hvorfra toget fragter os til Málaga María Zambrano. Herfra videre med AVE-toget til Madrid Atocha, hvorfra vi tager metroen til lufthavnen Barajas, og videre til Lissabon med det portugisiske luftfartsselskab TAP. Dagens næstsidste transportmiddel er bussen ind til centralstationen, der ligger helt nede ved floden Tejo. Dagens sidste etape på knap en kilometer hen til den reserverede hotel-lejlighed tilbagelægger vi på apostlenes heste, som jo alligevel snart skal transportere os de ca. 275 km fra Porto til Santiago de Compostela.

Jeg har været i Lissabon to gange før, i 1977 og i år 2000, og vi vil bruge dagen i morgen til at se, om byen i mellemtiden har klaret sig uden min hjælp.
Foruden at lege turister på sædvanlig vis har vi besluttet at tage ud og besøge butikscentret Colombo. I min tid som bestyrelsesmedlem i ejerkredsen bag Danmarks (i hvert fald dengang) største butikscenter, Rosengårdscentret i Odense, rejste vi hvert år på studie- og inspirationstur, og fik input til butiksmix, indretning, organisation af centerforening og relationen mellem centerejere og centerlejere. Det var i den sammenhæng, at vi i år 2000 besøgte Colombo.
Som læser tænker du måske: Butikscenter – nej, hvor kedeligt. Jeg vil ikke lægge mig ud med den opfattelse, men når man, som jeg, har set over 100 centre i Europa, USA og Dubai, så husker man de centre, der gjorde en forskel. Det gjorde Colombo for 16 år siden, og mandagens gensyn viser heldigvis, at centret stadig er i fin form.

Vi går nu løs på det gamle Lissabon.
I den centrale rundkørsel for enden af Avenida de Liberdade, der fører ned til havnen og kvarteret kendt som Baixa, finder vi statuen af den første Marquis de Pombal, en titel han blev tildelt af kongen i 1769, og som i øvrigt var arvelig. Hans rigtige navn var Sebastião Jose de Carvalho e Melo og han blev af kongen udnævnt til premierminister, en post han besad fra 1750 til 1777. I 1755 ramtes byen af et altødelæggende jordskælv med tilhørende tsunami, beregnet til at have haft en styrke på 9 på Richterskalen (hvor 10 er det højeste).
Pombal, som han normalt omtales, overlevede og var en dygtig organisator og satte hurtigt gang i byens genskabelse, sørgede for, at de nyopførte bygninger var jordskælvssikrede, og genopbyggede i snorlige gader på kryds og tværs, ligesom vi kender fra fx New York. Kvarteret Baixa, som er hans værk, hedder derfor retteligt Baixa Pombalina. Pombal citeres for at have taget jordskælvets følger “i stiv arm” med følgende udtalelse: “Det vi gør nu? Vi begraver de døde, og helbreder de overlevende; så tager vi den derfra!”

Avenida de Libertade er bred, flot og luftig og af en helt anden kaliber end den mørke og over-opreklamerede Rambla i Barcelona. Overalt i Lissabon er der små pladser med statuer, monumenter eller springvand. Byen er at sammenligne med en meget smuk kvinde, der lige mangler at få lagt make-up og redt håret. Stort set alle huse trænger i betydelig grad til et facelift. Men turisterne synes om det. Ikke mindst de antikke sporvogne, der i sin tid kørte i Kbh.
Efter frokost tager vi linje 15E til Belém. Vi står som sild i en tønde, det går stærkt og føles som at køre i rutchebane i Tivoli i en sporvogn fra 30erne.

Min vurdering er i øvrigt, at prisniveauet i Portugal ca. svarer til det, vi er vante til her på Costa del Sol. Men forestillingen om Portugal som billigt holder ikke. Det var i 1977. Nu er Portugal medlem af EU, og der gælder reglen, at skal skatter og afgifter harmoniseres, så bliver det efter højeste sats, ikke laveste.

Vel tilbage i “vort eget” kvarter, Barrio Alto, finder vi en lille bar og køber to øl af det lokale mærke Super Bock, de smager rigtig godt og koster 2,40 € – for to altså. Barrio Alto er et livligt kvarter, hvor restauranter og barer ligger side om side, gade op og gade ned, der er vist også Fadosang, men det springer vi over.

Tirsdag. Vi skal med toget til Porto kl. 9.30. Vort hotel ligger i centrum og har tagbar og restaurant på 17. etage med en imponerende udsigt. Porto er ikke så bette en by endda, og ser rigtig hyggelig ud, men kræver vist i endnu højere grad end Lissabon et facelift.

Onsdag. I dag skal vi udforske Porto. Vores anelser om Porto fra i går bliver bevisliggjort i dag: Byen har haft en gloriøs storhedstid med meget flotte huse/bygninger, men nu er den i den grad slidt ned til sokkeholderne. Selv Dublin i sluthalvfjerdserne eller Málaga for 10 – 15 år siden kan ikke matche dette. I USA kalder man fænomenet ”urban blight”, der vist bedst oversættes til ”massivt bymæssigt forfald”. Kun bygninger, der ser ud til at huse statslige eller kommunale institutioner plus naturligvis kirker, ser nogenlunde ud. På gaden møder man ud over de sædvanlige platugler, som vi også er vante til på Costa del Sol, masser af tiggere og personer, der ikke virker helt velforvarede, så jo, det er en farverig og spændende oplevelse. Nede ved floden myldrer det med restauranter, vi oplever én god og én turistfælde, turister er her nemlig mange af.
Som Lissabon er byen absolut ikke velegnet for gangbesværede med mindre man har tre gear og ABS-bremser på sin rollator. Men så kan man jo tage sporvognen.
Vi slutter dagen af med et glas portvin i baren på 17. etage og udsigt over byen, al research om morgendagens etape er på plads. De første 22 km på vejen til Santiago venter.

Dagen efter tager vi metroen fra stationen Trinidade til kystbyen Matosinhos, hvor vi starter gåturen. Her møder et helt andet billede os, og vi kan se, at det er her, de økonomisk og mentalt velstillede holder til.

I næste udgave af La Danesa tager vi jer med på en helt særlig pilgrimsrejse fra Porto til Santiago de Compostela.