Jordskælv i Andalusien

I kølvandet på januar måneds jordskælv, som kunne mærkes i store del af Andalusien, har La Danesa sat sig for at undersøge, hvad det egentlig er, der sker, når sådanne jordrystelser opstår.

Jordskælv – et forunderligt naturfænomen
Et jordskælv forårsages af et pludseligt udbrud af energi i jordens øvre lag. Dette pludselige energiudbrud opstår som følge af gnidninger mellem jordens tektoniske plader, som støder mod hinanden. Derved skabes et enormt tryk, som fører til voldsomme og pludseligt opståede bølger af energi. Det er disse bølger, der skaber jordrystelser under et jordskælv. Skader som følge af jordskælv skyldes således vibrationer i jorden, også kaldet seismiske bølger. Nogle af disse vibrationer er så kraftige, at de kan have ødelæggende virkning på jordens overflade i nærheden af det område, hvor jordskælvet er opstået, altså jordskælvets epicenter. Afhængigt af jordskælvets størrelse kan vibrationerne fra dette give følgevirkninger i form af skader, som kan have vidtrækkende konsekvenser.

Seismologer, som beskæftiger sig med forskning i jordskælv, benytter sig af to skalaer til at beskrive et jordskælv. Den ene skala er Richter-skalaen, udviklet af den amerikanske seismolog Charles Richter i 1930’erne. Denne skala er et udtryk for jordskælvets styrke, som måles af måleinstrumenterne, seismografer, ved at registrere jordrystelsers intensitet. Richter-skalaen bruges således til at måle, hvor kraftigt et jordskælv er. På denne skala klassificeres jordskælv ud fra en styrke på 1-9, hvor styrke ni svarer til energiudslip fra 36.543 atombomber. Faktisk har skalaen ikke et maksimum, men skælv på over 9,5 anses for geofysisk umulige, da spændingerne vil udløse et skælv, inden de bliver så kraftige. Skalaen er logaritmisk, hvilket betyder, at for hvert trin, et jordskælv stiger på Richter-skalaen, svarer dette til, at rystelserne fra jordskælvet bliver ti gange større. Jo længere væk fra epicentret, der måles, jo mindre vil jordrystelserne være.

Den anden skala, som bruges til at beskrive et jordskælv, er Mercalli-skalaen, udviklet af den italienske jordskælvsforsker Mercalli. Denne intensitetsskala beskriver et jordskælvs virkning på mennesker, natur og bygninger ud fra 12 trin, hvor trin to er netop følt og trin 12 er lig med altødelæggende. Den fungerer ved, at seismologer ud fra folks beretninger om oplevelser af et jordskælv laver et kort over, hvordan dets intensitet er mærket i forskellige områder omkring epicentret. Sådanne oplevelser kan nemlig være meget forskellige afhængigt af lokale forhold, såsom undergrundens geologi, der enten kan forstærke eller mindske rystelserne og intensiteten af et jordskælv.

Virkningerne af et jordskælv er altså afhængige af dets størrelse, styrke, afstanden til jordskælvets epicenter og jordbundsforholdene. Rystelserne fra et jordskælv kan føre til dannelse af revner i jordbunden, fremkalde forandringer i landskabsniveauet, aflede floder og udløse sten- og jordskred. En specifik følgevirkning, som et undersøisk jordskælv kan forårsage, er en flodbølge, som kan bevæge sig tusindvis af kilometer, før den stilner af, og dermed forårsage skader langt væk fra jordskælvets epicenter.

Forudsigelse og forebyggelse af jordskælv
Længe har man forsøgt at finde en måde til at forudse hvor, hvornår og med hvilken styrke jordskælv forekommer. Forskerne ved det spanske geologiske institut i Granada (Instituto Geográfica Nacional – IGN) har dog indset, at naturens fænomener aldrig vil kunne forudses, og at der heller ikke kan øves indflydelse på naturens gang. I stedet arbejder de med statistiske beregninger af sandsynligheder med det formål at lave forudsigelser om, hvor et jordskælv vil finde sted samt hvor kraftigt det kan forventes at være.

For at forebygge virkningerne af et jordskælv og eventuelle ødelæggelser, som et sådant måtte medføre, er en stor del af arbejdet for de ansatte ved instituttet i Granada at give gode råd til staten, kommuner og private firmaer om, hvordan bygningskonstruktioner bedst jordskælvssikres. Herudover udarbejder de manualer, som beskriver, hvordan der handles korrekt og mest sikkert før, under og efter et jordskælv, ligesom de også samarbejder med nødhjælpskorpset. Når der er få antal omkomne ved et kraftigt jordskælv i beboede områder, skyldes det ofte velkonstruerede bygninger, som kan tåle de voldsomme rystelser fra naturen.

Jordskælv i Andalusien
Den sydøstlige del af Spanien er den mest aktive jordskælvszone på den iberiske halvø. Jordskælv er derfor ikke et ukendt fænomen på disse kanter omkring de andalusiske- og marokkanske kyster. De jordskælv, som kan mærkes i Andalusien, forårsages af gnidninger mellem de europæiske- og afrikanske kontinentplader. Sådanne friktioner er almindelige, men størstedelen af dem mærkes ikke. Faktisk opstår der årligt ca. 1 million jordskælv på hele kloden, svarende til ét hvert 30. sekund, og i jordens beregnede ca. 4,6 milliarder års eksisteren, har klodens indre aldrig været helt i ro. Men selvom jordskælv registreres så ofte, er det kun omkring 3.000 skælv, der er store nok til, at mennesket kan mærke dem, og kun ca. 100 af disse får jordoverfladen til at bevæge sig. Yderligere kan det tilføjes, at kun ca. 20 af de mange årlige jordskælv er kraftige nok til at fremprovokere store forandringer og ødelæggelser på jordens overflade. IGN registrerer med sine seismografer konstant rystelser, men som det fremgår af billedet, er langt størstedelen af disse jordskælv med en styrke på under fire på Richter-skalaen, hvilket svarer til et jordskælv af let styrke, som mærkes af de fleste, men som kun forårsager små skader.

Et historisk overblik
Gennem historien har den iberiske halvø været ramt af en række destruktive skælv. Det største på den iberiske halvø skete i år 1755, og går under navnet Lissabon-skælvet. Epicentret for dette skælv var i Atlanterhavet, sydvest for Cape San Vicente i Portugal med en anslået styrke på mellem 8,5 og 9,0 på Richter-skalaen. 50.000 mennesker omkom som følge af skælvet. Det kraftigste jordskælv inden for de seneste 100 år var i marts 1954 med en styrke på 7,8 på Richter-skalaen. Det forårsagede dog ingen skader, eftersom det havde epicenter langt ude på havet og dybt nede i jorden. I februar 2004 ramte et kraftigt jordskælv med en styrke på 6,1 på Richter-skalaen i nærheden af Alhucemas – altså i samme område som januar måneds jordskælv i år. Dette skælv krævede mere end 200 ofre. Tre år efter, i februar 2007, ramte endnu et kraftigt jordskælv den iberiske halvø med en styrke på 6,3. Denne gang var epicentret sydøst for Cape San Vicente, og det kunne mærkes svarende til en styrke 4. Jordskælvet den 25. januar 2016 var det kraftigste af den række af skælv, der registreredes i området omkring den iberiske halvø i januar med en styrke på 6,3 på Richter-skalaen. Heldigvis registreredes der ikke nogen alvorlige skader som følge heraf.