Det danske magasin i Spanien

waterloo1

Støt cancerhospice Cudeca, og få samtidig alle tiders koncertoplevelse. Sådan lyder opfordringen til alle, når Europas bedste Abba-tribute spiller til fordel for Cudeca på Borgen i Fuengirola den 16. april.

I 1999 stillede de op til en talentkonkurrence på svensk tv. To år senere optrådte de foran tusindvis af publikummer på verdens førende spillesteder. Camilla Dahlin og Katja Nord har sunget sammen siden teenagerårene, men at de skulle blive verdenskendte på at ligne, synge og optræde som de to originale Abba-frontfigurer, Agnetha Fältskog og Anni-Frid Lyngstad, havde de aldrig drømt om.
”Vi startede helt fra bunden, men nød godt af den personlige opbakning fra Benny Andersson og Björn Ulvaeus, som troede på os. Projektet tog for alvor form, da Owe Sandström, manden bag Abbas kostymer og sceneshow, blev inddraget i projektet,” forklarer Camilla og Katja, som med musikerne Mats Hedén og Anders Hedin udgør Abba-tributen Waterloo.

Verden rundt
2001 blev året for Waterloo’s helt store gennembrud. Bandets storslående koncertprojekt ”The Show – a Tribute to Abba”, som præsenterede alle de største Abba-hits med symfoniorkester og et fantastisk sceneshow, blev voldsomt populært blandt verdens mange Abba-fans.
”The Best Abba Since Abba” lød anmeldelsen fra Abbas officielle internationale fanklub. Koncertprojektet blev så populært, at bandet i dag har optrådt for over to millioner publikummer i 38 forskellige lande fordelt over 5 kontinenter.
”Det hele har været som en fantastisk rejse. Og alt tyder på, at den vil vare længe endnu,” fortæller Camilla og Katja. De havde aldrig drømt om at skulle optræde for fulde huse på så kendte spillesteder som Hollywood Bowl, Royal Albert Hall og Wembley stadion.
Til en koncert i Sao Paolo i Brasilien for nogle år siden, kom der 80.000 publikummer.
”Det var helt uforklarligt. Men det viser klart, at Abba lever i bedste velgående. Vi er blot stolte over at være med til at holde legenden i live,” slutter de to Abba-piger.

Den 16. april bringer de legenden til Castillo Sohail i Fuengirola. Det bliver deres første koncert nogensinde i Málaga-provinsen.

Lidt om Cudeca
Cancerhospice Cudeca har siden etableringen i 1992 taget hånd om mere end 9.000 cancerpatienter på Costa del Sol. Nogle bliver indlogeret på Cudeca’s hospice i Benalmádena, mens andre får den daglige behandling og omsorg i deres private hjem. Alle cancerpatienter kan søge hjælp hos Cudeca. Køn, alder, religion og nationalitet spiller ingen rolle. Alene det sidste år har Cudeca taget hånd om over 1.000 patienter. Og antallet stiger år for år. Derfor har cancerhospicet brug for flere ressourcer. Kun 8 procent af Cudecas budget kommer via offentlige tilskud. Hele 92 procent skabes via private donationer, genbrugsbutikker og en lang række velgørenhedsarrangementer.

Billetpriser & -salg
Billetter til koncerten koster:
Ståplads 18 euro og siddeplads 25 euro.
Billetterne kan købes hos:
Fuengirola: UniOptica – Café La Vida
Los Boliches: Danscan Forsikring
Mijas: Vitamina – Private Investment
Marbella: Nykredit
Øst for Málaga: (kontaktperson)
Mere info fås hos: henrik@eventhuset.es / 670 63 57 86

På Castillo Sohail vil der være barer og spiseboder, som åbner
klokken 18.30
Koncerten arrangeres af den skandinaviske organisation Make Help i tæt samarbejde med Cudeca og Fuengirola kommune.

Smukke Castillo Sohail
Den gamle middelalderborg i Fuengirola hører til blandt Andalusiens flotteste koncertsteder. Men sådan har det ikke altid været. Castillo Sohail har været hårdt medtaget af fortidens mange krige og næsten været bombet ned til afgrunden. Derfor var borgen i store perioder af det 19. og 20. århundrede på private hænder, da staten ikke havde noget at bruge ruinerne til. Men i 1989 kom Castillo Sohail atter på kommunens hænder og i perioden 1995-97 blev borgen restaureret og delvist genopbygget. Der afvikles i dag 10-12 årlige koncerter på Castillo Sohail samt en række andre kulturelle aktiviteter.

Paul Maxwell & Sandi
Der bliver masser af underholdning og god musik hele aftenen på Castillo Sohail den 16. april. Klokken 19.00 optræder danske Sandie Ann Nielsen med sit band Auralyn Waves. Sandie vil synge det bedste af sin egen musik kombineret med covernumre i et miks af rock, funk og soul.
En times tid senere optages scenen af Paul Maxwell – også kaldet The Piano Man. Paul Maxwell er fast inventar på de bedste spillesteder i Marbella og har flere gange optrådt med prominente navne som Lionel Richie, Gary Moore, Michael Bolton og Ricky Martin. Paul Maxwell spiller blandt andet det bedste fra Elton John, Louis Armstrong, Tom Jones og Tina Turner kombineret med sit eget musik. Alt sammen i fint selskab af sit flotte hvide piano.

Af Henrik Andersen, henrik@norrbom.com

Del

Du vil måske også kunne lide

© 2009-2019 La Danesa – Norrbom Marketing.
Designed and developed by yummp.

Søg på La Danesa

Planlagt vedligeholdelse: Lørdag d. 5. august 2023 fra kl. 8.00 vil der foretages opdateringer på ladanesa.com.​ Vær opmærksom på, at sitet vil være utilgængeligt i den periode der foretages opdateringer, og det samme gælder for La Danesas App.