Doras dagbog | 2. afsnit. Negeren

Doras dagbog | 2. afsnit. Negeren

Del

Del på facebook
Del på twitter
Del på pinterest
Del på email
doras dagbog2
Læs andet afsnit af Doras dagbog her. En vedkommende beretning om livet i Danmark og Spanien oplevet af et menneske med sans for detaljer og en dejlig evne til at observere sine omgivelse – og reagere på dem.
 
Negeren
Dora kiggede ud på bjergene. Der lå tunge, mørke skyer og dækkede for toppene. Ikke at bjergene var særligt høje, men nu var de alligevel gemt i noget, der mindede om danske skyer, når de varslede sne.
Det var næppe tilfældet her og allerede, medens hun klædte sig på, kom solen igennem og sendte kaskader af lys fra de hvide bygninger på den anden side af parken imod hende.
Hun smilede ved sig selv. Vejret havde været dejligt siden hendes ankomst i begyndelsen af december. Masser af sol og lune. Det var sjældent, hun havde haft jakke på på spadsereturene i Pueblo’en og i nærmeste omegn. Hun var ikke sikker på, det var et sundhedstegn. Klimaet var ved at løbe løbsk, var hun bange for. Ikke at det i hendes levetid formentlig ville ændre så meget, men hun frygtede for, hvad børn og børnebørn skulle opleve, hvis der ikke var vilje til, at menneskene ville lægge deres livsstil om.
I det fjerne hørte hun den velkendte lyd af gartnerne, der slog græs og blæste blade sammen. Bilerne var også begyndte at køre. Morgenerne gik langsomt og sent i gang hernede. Det var, som om alting skulle trækkes op, før hjulene begyndte at snurre. Men lokalbefolkningen gik vist også sent i seng. Nogle af dem i hvert fald. Det vidste hun fra livet på cafeer og barer, der var fyldt med mennesker, når hun gik sig en aftentur.
Hun kendte endnu ingen mennesker her. Og hendes spanskkundskaber var minimalistiske. Det havde været bedre, men hun havde glemt en masse. Når hun ikke brugte det, forsvandt det for hende. Hun handlede hos den lokale slagter, fiskemand og grønthandler og var sikker på, de genkendte hende, men udover at veksle enkelte venlige bemærkninger blev det ikke til så meget.
 
Det var underligt at være så meget alene. Hun der altid havde været blandt mange mennesker på sit job, og i sin fritid havde der været venner og familie. Nu var hun frivillig indvandrer i en region af det fremmede land, som var totalt oversvømmet af englændere, russere og mange andre folkeslag. Ikke mindst skandinaver som var hendes egne landsmænd.
Nu skulle hun prøve på sin egen krop hvad det ville sige, at være indvandrer. Måske var hun bedre stillet end mange af de indvandrere, der kom til hendes land. Hun skulle ikke finde et job. Den tid var lagt bag hende. Hun kunne leve af sin pension. Der var næppe mange indvandrere, der rejste til Danmark for at leve som pensionister. Det skulle da lige være udenlandsdanskere, som gerne ville hjem igen. Og det var overraskende svært for mange, havde hun erfaret via sit job som socialrådgiver. Rigtig mange blev overraskede over, at de ikke havde de rettigheder, de havde forventet. Ingen fuld pension, måske slet ingen. At man skulle optjene ret til sygesikring og sundhed lidt afhængig af, hvilket land man indvandrede fra og så videre. Det havde på andre måder også været svært for mange. Fordi de var syge og gamle, og ikke bare lige kunne være udadvendte og få en ny bekendtskabskreds op at stå. Mange havde ligesom et ben i hver lejr, og længtes fortsat tilbage, hvor de kom fra.
 
Dora kom til at tænke på en ung mand, hun engang havde været socialrådgiver for. Han blev aldrig kaldt andet en negeren. Han var ellers født i England, og kom til Danmark med sine forældre som 10-årig. Han havde været svær at hjælpe. Dels havde han en nyresygdom, som betød, at han ikke kunne tåle hårdt fysisk arbejde og heller ikke måtte arbejde udendørs, fordi skiftende vejrforhold kunne få hans nyrer til at bløde.
Dels havde han drømme om at blive skuespiller. Han havde allerede i 1972 turneret med ”Hair” og haft forskellige andre opgaver på nogle københavnske teatre og i Tivolirevyen. Men han var ikke blevet optaget på skuespillerskolen, og penge til at læse for hos en privat skuespiller havde han ikke. Han havde søgt om revalidering. Dengang fandtes der endnu sådan en paragraf. Socialpolitisk fandt man det fornuftigt at hjælpe folk til uddannelse og arbejde, frem for at udsulte og nedbryde dem og dermed fastholde dem i systemet. Det havde Dora været helt enig i.
Desværre ville man ikke revalidere til skuespillerfaget. Man fandt det for usikker en levevej. I stedet fik han bevilget et taxakørekort. Hun husker, hvor svært det havde været for ham. Han blev vældig diskrimineret på grund af sin hudfarve og hver gang han fik en tur, blev han nærmest afkrævet hele sin livshistorie. Ligesom det var meget, meget svært for ham, at få et værelse. Når han mødte op, fik han afslag og opfattede oftest, at det var en slags racediskrimination.
Hun huskede, at han måtte stoppe som taxachauffør og leve af at være lærervikar. Da han imidlertid igen blev arbejdsløs, fordi man ikke mere manglede lærer, havde gruppen drøftet, om man skulle bevilge et stort kørekort til ham. Det var inden for mulighedernes grænse. Så slap han i det mindste for alle de ubehageligheder, han havde som taxachauffør. Hun huskede ikke, om det lykkes for ham, at få en ny revalidering bevilget. Men tiderne havde i hvert fald ændret sig. Nu var der langt imellem ”hvide” taxachauffører i København. Desværre var der på mange andre punkter igen et stigende had mod flygtninge og indvandrere i Danmark. Det var meget ubehageligt at opleve og der blev talt rigtig grimt.
Her i sit nye lokalområde, hvor lokalbefolkningen led under stor arbejdsløshed og korruption, havde Dora ikke samme indtryk af diskrimination og dårlig omtale. Her mødte hun mere dårlig service og skrankepaveri fra offentligt ansatte, men det blev udvist overfor alle uanset hudfarve og nationalitet. Var hendes indtryk.
 
Læs næste afsnit i Doras dagbog i La Danesa marts.
Af Dora

Del

Del på facebook
Del på twitter
Del på pinterest
Del på email

Du vil måske også kunne lide

Søg på La Danesa