Når din hund eller kat er blevet forgiftet

Mange hunde og specielt hvalpe er ikke altid opmærksomme på, hvad de spiser. Hvis de har gift på pelsen, kan de endda komme til at indtage det, når de slikker deres pels. De kan også indtage giftstoffer direkte ved at spise giftige planter, lægemidler eller ved at æde et forgiftet bytte som fx en rotte. Dyr bliver også ofte forgiftede ved at indånde noget, der er giftigt.
De mest almindelige forgiftninger hos husdyr i Spanien er uden tvivl warfarin og stryknin (rottegift), insektgift, som organofosfater, karbamater, amitraz og pyretriner, vaskemiddel med klorindhold), bly fra batterier og måske ikke helt overraskende marihuana.

 

Symptomer på forgiftning
De mest almindelige symptomer på forgiftning er opkastninger og diarré. Opkastninger indtræffer i forbindelse med næsten alle former for forgiftning, men skyldes i de fleste tilfælde noget andet end en forgiftning. Det er derfor ikke ensbetydende med, at hunden er blevet forgiftet, bare fordi den kaster op. Ofte er symptomerne også ukontrollerede bevægelser, kramper, indre blødninger, usædvanlig kraftig spytdannelse og bevidstløshed.

 

Første skridt ved mistanke om forgiftning
Uden en undersøgelse er der svært at sige, om en forgiftning er årsag til ovennævnte symptomer. Hvis man har en velbegrundet mistanke, eller hvis man ved, at husdyret har indtaget gift, og at det er sket for nylig, bør man forsøge at få dyret til at kaste op ved at lægge en spiseske sennep ind på dyrets tunge. Hvis dyret har fået gift udvendigt på sin krop, skal man vaske området med vand. Lad ikke hunden eller katten slikke sig bagefter. Hvis dyret er eksalteret og har kramper, bør man beskytte det, så det ikke skader sig selv. Hvis dyret er bevidstløst, skal man holde øje med, om tungen hænger ud af munden. Man kan fx sætte en rulle med tråd mellem dyrets kæber.
Umiddelbart derefter skal man kontakte sin dyrlæge. Det anbefales at ringe til dyrlægen, før man ankommer til klinikken, da en forgiftning ofte er akut, og der er ikke tid at spilde. Hvis det er muligt, bør man medbringe en prøve af det, man mistænker, at dyret er blevet forgiftet af samt en smule af dyrets opkast. Hvis giften kan identificeres, sparer man tid. Det, der er afgørende, er, hvor meget gift dyret har indtaget. Andre faktorer, som har betydning, er dyrets alder og helbred. Det er sjældent muligt for hverken ejeren af dyret eller dyrlægen at sige, hvilken gift det drejer sig om. Eneste undtagelse er, når ejeren har set hunden eller katten æde giften.

 

Hvad sker der med giften i kroppen, og hvilke behandlingsmuligheder findes der
Nedbrydningen af giften sker fortrinsvis i leveren, som er kroppens afgiftningsorgan. Nedbrydningsprodukterne udskilles derefter med urinen via nyrerne. Giften kan have en decideret effekt på et specielt organ, eller den kan påvirke hele dyret. Hos dyrlægen behandles dyret afhængigt af de symptomer, det viser. Hovedprincippet i behandlingen ligger i at genvinde de normale livsfunktioner. Man forsøger at opnå, at så lidt gift som muligt absorberes af kroppen ved at give dyret et medikament, der påskynder passagen gennem tarmene. Hvis dyret er eksalteret og har kramper, bør man give det et beroligende middel, og hvis det har svært ved at ånde, bør man give det syregas. Hvis det kun er kort tid siden, at dyret indtog giften, kan dyrlægen forsøge at få dyret til at kaste op ved at give det en injektion med brækmiddel.
Såfremt man ved, hvad der har forårsaget forgiftningen, kan der findes modgift, som dyret kan behandles med. I mange tilfælde konstateres forgiftningen kun på baggrund af symptomerne. Hvis ejeren ikke har opdaget, at dyret har været i kontakt med noget giftigt, er det ofte meget svært at konstatere, om dyret virkeligt er blevet forgiftet, og hvad der er årsag til forgiftningen. I Spanien findes der en giftinformationscentral, hvor såvel privatpersoner som dyrlæger kan ringe og blive rådgivet ved et dyrs forgiftning.

 

Giv aldrig et husdyr smertestillende medicin ordineret til mennesker
Medmindre dyrlægen giver besked herpå bør man aldrig give sit dyr medicin, der er ordineret til mennesker. Visse smertestillende medikamenter er meget giftige for hunde. Hvis din hund har brug for smertestillende medicin, anbefales det at kontakte en dyrlæge. De fleste hunde kan nemlig ikke tåle paracetamol, som findes i mange hovedpinepiller. For katte gælder det samme med aspirin (acetylsalisylsyre), som er direkte livsfarligt.

 

Af Susanne Kamu, autoriseret skandinavisk dyrlæge