Spanske succeser - "Jeg var det barn i klassen, som altid tegnede på bordet"

 

“I dag kan man opleve meget kunst siddende i sin sofa. Du behøver ikke længere tage på museer for at se værkerne, og stadig flere køber kunst over nettet, som de aldrig har stået foran – og det er ret vildt. Der er stor forskel på at se et værk i virkeligheden, og se det på en mobiltelefonskærm.”

Humor og barndommens leg løber som en rød tråd igennem hans værker; noget som han også beskriver som centralt i den spanske mentalitet. Og i følge Calleja er den letlevende karakter både det bedste og det værste ved den spanske kultur.

 

Legende miniaturekunst i stor stil
En gul “post it” forstørret i flere dimensioner med ordene “Fucking Memory” skrevet skråt over sedlen er det første, som møder én indenfor døren. Dernæst fanger en forvirret blækklat blikket. Den har fået øjne og ser ud som om, den er blevet overrasket over at være blevet hældt ud der på væggen. Det simple design og den fantasifulde karakter går igen i de fleste af Javier Callejas værker, som normalt er lavet i en miniatureudgave, der passer til Instagram-vinduet.
Blyantstreger skaber små tegninger af mænd, der hænger i papirklips eller svømmer i en dråbe vand, og udbrændte tændstikker får øjne og menneskelignende karakter. Det barnlige er et vigtigt element for kunstneren, der har fundet inspiration i fortællingerne om Gullivers rejser og blandt store spanske og franske surrealistiske malere som Dalí og Magritte.
“Jeg kan godt lide at arbejde med størrelser og lave kunst, der udfordrer grænser, og som sender beskueren tilbage til barndommen, som eksempelvis min Ferrari-kartoffel. Den blev til, da jeg i en periode tegnede meteoritter med øjne, jeg kunne godt lide formen, og en dag lagde jeg en anden farve på og så, at det lignede en kartoffel. Idéen, om at noget så fjernt og ukendt lignede noget så jordnært og almindeligt som en kartoffel, synes jeg var fed, og Ferrarien kom ind i billedet på grund af formen og farten fra meteoritterne, som, jeg forestiller mig, suser rundt i det ydre rum.”

At Javier Calleja skulle ende som kunstner lå ellers ikke lige for. I mange år sigtede han mod at blive sportsmand, og han dyrkede gymnastik på højt plan. Men han kunne ikke lægge blyanten fra sig, og i en alder af 25 år skiftede han sporten ud med akvarelfarver, og begyndte at studere kunst på universitet i Granada.
“Jeg var det barn i klassen, som altid tegnede på mit bord, men jeg drømte ikke om at bliver kunstner, da man altid hørte, hvor svært det var at leve af sin kunst. Men så voksede jeg op, og på et tidspunkt betød det at tjene mange penge ikke så meget mere.”

Fem år efter fik han sin universitetsgrad og flyttede tilbage til familien i Málaga – som blot skulle være stoppested, inden han skulle flytte til en “rigtig” kunstner-by. Han endte dog med at blive her et stykke tid, inden han tog til New York for at leve kunstnerdrømmen ud. Han vendte dog tilbage til Málaga allerede efter et par måneder.
“New York er en fed by, men alt drejer sig om penge. Det er sindssygt dyrt at bo der, og at leve som kunstner er derfor virkelig hårdt og nærmest umuligt, og så fandt jeg ud af, at man var mere optaget af at finde kunstnere “udefra” end i selve New York.”

For tolv år siden slog han sig således permanent ned i Málaga, hvor livet som kunstner var til at betale – og her kunne han udvikle sig. Málaga viste sig nemlig at have alt, hvad en kunstner kunne ønske sig. Et blomstrende kultur- og kunstnermiljø, en super lufthavn i baghaven og hurtigtoge, der forbinder byen med resten af landet.

 

Surrealism og humor er en del den spanske ånd
Picasso og Dalí er to af verdens mest kendte kunstnere gennem tiden, og ifølge Javier Calleja er det ikke så mærkeligt, at de to surrealistiske malere kom fra Spanien. Surrealismen er nemlig en del af den spanske folkesjæl – især hos dem, der bor ved kysterne.
“Folk, som bor ved Middelhavet, er drømmere, spirituelle og rejsende. De kommer fra alle dele af verden og der findes alle typer, og det giver den surrealistiske karakter, hvor man blander tingene på kryds og tværs og skaber nye ting, som eksempelvis Dalí, der lavede ‘Teléfono Langostino’ (hummertelefon).”

Det at mikse elementer er også et karaktertræk, der ses i værkerne hos kunstneren fra Málaga, som desuden kombinerer det med moderne teknologi. Ofte bliver de små tegninger og figurer nemlig kun publiceret på Instagram, som er det eneste sociale medie Javier Calleja benytter.
“Det gik op for mig, at jeg godt kunne lide at lave kunst, der passede til den lille skærm på Instagram, og det har åbnet rigtig mange døre for mig. Og igennem “hashtag” kan man få direkte information, som normalt først findes på internettet en dag eller to senere.”

Javier Calleja er ellers ikke meget for de sociale medier, men han ser dog klare fordele ved den hurtige informationsstrøm.
“Det er blevet sværere for myndigheder at kontrollere de meddelelser, som når ud til offentligheden, og det er rigtig godt, men på den anden side er det trist, at flere museer eksempelvis er i krise, fordi man i dag kan opleve alt gennem en skærm, og det er jo meget nemmere end at være til stede fysisk.

Javier Calleja er kommet langt ved at bruge sin evne til at udtrykke sig gennem små ting, der ofte indeholder store tanker og budskaber. Det barnlige i hans værker er med til at indfange såvel “følgerne” på Instagram, som dem, der oplever hans kunst på museet i Marbella, hvor kruseduller tegnet på væggene med kæmpeblyanter, og tændstikker, der lægger sig til at sove i tilhørende æske, danner rammen om udstillingen. Han har en humoristisk tilgang til livet, hvilket, ifølge Calleja, er typisk spansk, men den ellers så positive kvalitet har også sin bagside.
“Spanierne bruger meget humor i forbindelse landets store tragedier, og det skaber noget godt, at man kan grine sammen af det tragiske og triste i et samfund. Men det gør desværre også, at store dele af befolkningen ikke tager tingene så alvorligt, og mange tror, at man bare kan tage fra andre og leve af andres penge uden, at det gør noget. På spansk kalder vi det at være “picaresca”. Grænsen mellem det gode og det dårlige er således meget tæt i den sammenhæng.”

Ordet grænse kan dog også bruges i en mere positiv forbindelse i forhold til Javier Calleja selv. Han er på grænsen til sit internationale gennembrud hjulpet godt på vej af de sociale medier, og kunstnerisk arbejder han altid på den grænse, hvor det simple udtrykker noget stort.