I hælene på hjemløse i Barcelona

 

La Caixa står der på det sorte skilt med den karakteristiske blå stjerne. Glasdørene er lukkede, lyset slukket og hæveautomaterne lukket for i dag. 42-årige José Martín Martín standser op. Det er første punkt på ruten, og relevant for den historie, han fortæller.
“Vi stopper her, da denne bank er et typisk sted, hvor jeg ville sove,” siger han på et lidt gebrokkent engelsk og peger mod glasboksen, der danner indgang til banken:
“For et år siden sov jeg her med fire andre hjemløse, som jeg havde mødt på et herberg. Vi havde alle mistet jobbet under krisen, og foruden mig selv var der både en ejendomsmægler og en advokat i gruppen.”

Bydelen hedder El Raval og kan bedst betegnes som Barcelonas Nørrebro. Et område tæt på Ramblaen med en historie præget af industri, immigration og fattigdom, og som i dag er hjemsted for prostituerede, pushere og hjemløse. Ruinerne fra en århundrede gammel bymur skyder op af asfalten flere steder, og den danner på sin egen måde rammen om Barcelonas brogede befolkning.

 

 

Pengene slap op
Raval-kvarteret befandt sig oprindeligt lige uden for muren, der i middelalderen afskar Barcelonas bymidte fra resten af samfundet. Men som følge af stigende handel nær havnen, og de mange immigranter, som kom til med skib, og bosatte sig i området, blev muren udvidet, og El Raval betragtet som en del af Barcelonas pulserende hjerte. Befolkningstallet i bydelen voksede derfor hastigt, men i slutningen 1300-tallet slog Den Sorte Død store dele af Barcelonas borgere ihjel, hvilket gik hårdt ud over den tætbefolkede Raval-bydel, som blev forvandlet til et meget fattigt og trist område. Historisk set, har området således altid været præget af fattigdom, men kun et stenkast derfra befinder Det Gotiske Kvarter sig, det rigeste og mest populære område i byen, og kontrasterne er tydelige.
“Det her er La Iglesia de Belén (Betlehemskirken), hvilket tidligere var overklassens kirke. Den ligger lige ved indgangen til Raval-kvarteret og vidner om, hvor tæt de to verdener er forbundet.”

José Martín kender området godt. I halvandet år har de små snørklede gader samt forskellige herberg i El Raval nemlig været hans hjem, men i dag bor han i en lejlighed sammen med andre tidligere hjemløse. Og Hidden City Tour blev vendepunktet, der gav ham friheden og livet tilbage, som han udtrykker det.
“Inden jeg blev hjemløs, oversatte jeg bøger fra engelsk til spansk for forskellige forlag. Jeg havde et hus, venner og familie, men under krisen mistede jeg mit job, ca. et år efter også mit hus, og så forsvandt vennerne og familien. I lang tid var jeg sikker på, at jeg nok skulle finde et nyt arbejde, og jeg levede som om, intet var hændt. Det var dumt, for pengene slap hurtigt op.”

José Martín viser områdets hjælpeorganisationer og madudleveringssteder frem, hvor den ene med navnet Chiringuito de Dios (Guds lille bar), vækker smil hos følgerne. En tigger sidder på gaden, men vækker ikke meget sympati hos den ellers så ydmyge mand.
“I Barcelona kan du som hjemløs leve “godt”. Du kan få mad, hvis du har brug for det, et bad og en seng at sove i. Der er steder, hvor du kan få rent tøj, og vi får 100 euro om måneden til at leve for af kommunen – så det er ikke nødvendigt at tigge,” siger han og nikker diskret i retning af kvinden.

 

 

Fortiden præger nutiden
Området er et kuriøst miks af små charmerende hoteller, moderne museums- og biblioteksbygninger, brostensbelagte gader, imponerende gamle kirker, og så de mange hjemløse og prostituerede, som ses i bybilledet. Det tydelige sammenstød mellem det moderne og det nedslidte bunder i, at man op til OL i Barcelona i 1992, valgte at forskønne bydelen og “rydde op i gaderne”, og El Raval har i dag udviklet sig til et forholdsvis sikkert sted at opholde sig.
“For bare 20 år siden, kunne man ikke opholde sig her på grund af volden, og der var flere bordeller end i Hamborg, siger José Martín, inden han for en stund lader tankerne flyve tilbage til sit tidligere liv.
“Jeg forsøger ikke at tænke for meget på det gode liv, jeg havde engang. Det gør mig ked af det. Jeg var dum og naiv, og det kostede mig dyrt. Til gengæld har jeg nu lært at værtsætte de små ting i livet og de utrolige mennesker, jeg har omkring mig. Lisa Grace er én af de personer. Hun er som en mor for os, der arbejder for hende, hun har bogsaveligt talt givet os friheden og livet tilbage,” siger han og pointerer:
“Min tro på Gud har heller ikke ændret sig, siden jeg blev hjemløs – det var ikke hans skyld, at jeg endte på gaden, men min egen. Han hjælper mig på den måde, han kan, som når jeg eksempelvis møder mennesker som Lisa, der dukker op i mit liv, når det ser værst ud.”

José Martín siger farvel. Han forsvinder som en skygge ind i mylderet af købeglade mennesker på Ramblaen og tilbage til en barsk virkelighed, der ligger langt væk fra, og alligevel så tæt på turisternes ubekymrede tilværelse.

 

Få mere info, og book en tour, på: http://www.hiddencitytours.com/