Når røvere og banditter slås

Del

Del på facebook
Del på twitter
Del på pinterest
Del på email
rumasa
Siddende i sin rullestol og med et åbenlyst skrøbeligt helbred tjekkede den 84-årige José María Ruiz-Mateos i sidste måned ind i statsfængslet i Madrid. Et trist syn af en mand der engang var Spaniens rigeste. Det er hidtil uset, at en herre i så høj en alder sættes bag tremmer. Men historien om Ruiz-Mateos er også i en kategori for sig selv.   
 
Sagerne mod Ruiz-Mateos og hans sønner er så talrige, at kun de færreste kan holde styr på dem. Der skal ske et mindre mirakel, for at den tidligere så succesrige erhvervsmand skal få ro i sjælen, inden han forlader denne jord. Men det har han sandsynligvis også indstillet sig på, for siden den 23. februar 1983 har Ruiz-Mateos været i konstant kamp med myndighederne.
 
Staten stjal hans livsværk
José María Ruiz-Mateos var i starten 80´erne Spaniens rigeste mand. Hans Rumasa-imperium bestod af Cádiz-provinsens største bodegaer, 30 hoteller, 21 lokalbanker, varehuse og tøjmærker. Holdingselskabet Rumasa bestod i sine bedste år af næsten 800 virksomheder og 60.000 medarbejdere.
Imperiet blev bygget op helt fra bunden. Vel leverede familiens vingård nær sherrybyen Jérez god vin, men Ruiz-Mateos var en sand mester i at sælge den og geninvestere fortjenesten i andre vingårde. Op igennem 1950’erne og 60’erne fik han produktionen og salget til at ekspandere så voldsomt, at han havde mulighed for at købe lokalbanken i Jérez, som var i problemer. At opkøbe virksomheder, der var i knæ, få dem rekonstrueret, finde nye investorer og få virksomhederne tilbage på ret kurs, blev hans store speciale. Den kun 1,70 meter høje Ruiz-Mateos blev en stor mand. Så stor at han måske blev en direkte trussel for regeringen i Madrid.
 
23F
Den 23. februar 1981 står i historiebøgerne mærket som dagen, hvor Spanien blev udsat for et mislykket statskup. Præcis samme dato to år senere kunne passende gå over i historiebøgerne som dagen, hvor den spanske regering gennemførte sit vellykkede kup mod erhvervsmanden Ruiz-Mateos.
Felipe González’ socialistiske flertalsregering vedtog nemlig et dekret, som med øjeblikkelig virkning opløste Ruiz-Mateos’ holdingselskab og udliciterede samtlige af hans mange virksomheder. Det lyder fuldstændig uvirkeligt, men ikke desto mindre kunne Ruiz-Mateos og hans 60.000 medarbejdere, fordelt over hele landet, ikke komme ind på deres arbejdspladser den 23. februar om morgenen. Indgangene var spærret af politiet. Den daværende økonomi- og skatteminister, Miguel Boyer, forklarede, at Ruiz-Mateos’ måde at drive forretning på var uacceptabel for det spanske samfund. Han dokumenterede, at hans investeringsstrategi var så risikabel, at den ikke kun satte koncernens 60.000 arbejdspladser på spil, men hele det spanske finansielle system. Den spanske minister refererede naturligvis til, at Ruiz-Mateos ene mand ejede og styrede 21 lokale banker. Flere venstrefløjspolitikere, også uden for socialistpartiet, og fremtrædende fagforeningsfolk og talsmænd fra Ruiz-Mateos’ selskaber var enige i regeringens indgreb, da de også var skeptiske overfor Ruiz-Mateos’ forretningsstrategi. Oppositionen var selvsagt imod regeringens beslutning og Ruiz-Mateos, som dengang ikke havde en eneste retssag eller ubetalt regning på samvittigheden, vandt stor sympati i den spanske befolkning og i det øvrige erhvervsliv, som var rystede over regeringens måde at agere på. Opbakningen til Ruiz-Mateos var i samfundet så massiv, at han senere blev stemt ind i Europaparlamentet og ikke havde problemer med at skaffe finansiering, da han senere skulle gøre comeback i erhvervslivet.
”Der er delte meninger om mig, men selv dem, som ikke synes om mig, kan se, at staten har stjålet min forretning og at det er smask-uretfærdigt,” har sagens hovedperson udtalt flere gange på spansk tv.
For Ruiz-Mateos blev regeringens dekret mod Rumasa i ’83 starten på en lang kamp for at få erstatning. Det blev også starten på en årelang periode med god underholdning på tv. Ruiz-Mateos købte masser af reklametid for at gøre grin med regeringen. Han dukkede udklædt op i retten og var aldrig bange for at sige sin mening. Engang stak han sågar ministeren en flad for åben skærm.
En flad fik han til gengæld selv i den spanske højesteret, som ikke ville give ham medhold i sin anklage mod staten. Medhold fik han derimod ved EU-domstolen i 1997, 14 år efter den spanske regering beslaglagde hans koncern. Men erstatningen fra den spanske stat blev aldrig udbetalt.
 
Forfra
”Det giver ham et kæmpe kick, eller en orgasme om du vil, hver gang han åbner en ny virksomhed.”
Ordene kom fra en af Ruiz-Mateos’ mange advokater, den kasmatiske Marcos García Montes, i et ældre dokumentarprogram om den spanske erhvervsmand. Sagen er, at i starten af 90´erne fik Ruiz-Mateos et nyt imperium på benene. Nueva Rumasa var navnet på hans nye holdingselskab, som bestod af ca. 100 virksomheder og 16.000 ansatte. Størstedelen var virksomheder indenfor fødevaresektoren og så ”de gode gamle” vingårde i Cádiz-provinsen, som han fortsat forstod sig på. ”De kan tage det hele fra mig. Igen og igen. Men jeg kommer altid tilbage. De kan ikke knække mig,” har Ruiz-Mateos proklameret flere gange. Hans nye forretningseventyr blev primært finansieret af Banco Santander, der, som så mange andre, havde sympati for og stor tiltro til den lille, mægtige erhvervsmand.
Alt tegnede også lovende. Helt indtil 2008/2009, hvor bankens nu afdøde præsident og hovedaktionær, Emilio Botín, lukkede kassen i. Ingen ved hvorfor. Måske var det den nyligt udbrudte finanskrise, der fik banken til at skifte kurs. Eller også var det, fordi Banco Santander havde lugtet, at der var noget rivende galt i Ruiz-Mateos’ koncern.
 
Den lille notesbog
I 2009 lancerede Nueva Rumasa en storstilet, landsdækkende kampagne som opfordrede private til at investere i koncernen. Det hed sig, at koncernen ville ekspandere og derfor havde planlagt en kapitaludvidelse. Alle kunne komme med for et indskud på minimum 3.000 euro, og alle var garanteret et årligt afkast på otte procent. Interessen var så massiv, at kampagnen blev forlænget til at vare i næsten et halvt år. Næsten 4.000 private investorer blev fascinerede ved tanken om at blive en lille del af Ruiz-Mateos’ imperium. Private investorer indskød i alt omkring 500 millioner euro. Det var rigeligt til at betale Banco Santander sit og få investeret i nye såvel som de allerede eksisterende virksomheder. Men banken så aldrig en euro og allerede i 2011 gik de første af koncernens selskaber i betalingsstandsning. Inden da brød Ruiz-Mateos’ faste advokat igennem 25 år, Joaquín Yvancos, med sin klient.
”Der var store huller i økonomien og jeg satte spørgsmålstegn ved den nye finansieringsmodel, som garanterede investorerne et højt afkast. Jeg fornemmede klart, at Ruiz-Mateos havde mistet det store overblik og tilsvarende, at sønnerne ikke havde tænkt sig at betale banken og geninvestere de mange penge, der kom ind på kapitaludvidelsen,” forklarer Joaquín Yvancos med henvisning til Ruiz-Mateos’ seks sønner, som alle havde ledende poster i koncernen.
Advokaten har deltaget i et par af de dokumentarprogrammer, der er blevet bragt i kølvandet på den offentlige anklagers sagsanlæg mod koncernen og ledelsen. Gælden til det offentlige, leverandører og tidligere ansatte er nemlig enorm. Tilmed tyder meget på, at der er forsvundet store værdier fra koncernens mange virksomheder.
”Man skal passe på med at bruge begrebet virksomhedstømmer,” understreger Ruiz-Mateos’ forhenværende advokat i medierne. Omvendt er det mere end opsigtsvækkende, at den nu fængslede og berygtede advokat og virksomhedstømmer Ángel de Cabo igennem et år havde sin faste gang på koncernens hovedsæde, som også er familiens private hjem, i Madrid. Lige så stor opsigt har en lille lommebog fra José María Ruiz-Mateos’ private arkiver vakt. Lommebogen fandt politiet under en omfattende ransagning, da koncernen kollapsede. I lommebogen findes en håndskrevet liste over de næsten 800 virksomheder, som hørte under Ruiz-Mateos’ første holdingselskab. Ud fra hvert selskab står anført et tal. Man kan kun gisne om, at dette tal er erhvervsmands personlige prisfastsættelse på de mange virksomheder, staten tilbage i ’83 fratog ham. For senere i lommebogen findes en liste over virksomhederne i hans holdingselskab nummer to. Ud fra hver virksomhed står der også her angivet et tal. Disse tal svarer – tilfældigt eller ej – praktisk talt med de tal hvert selskab skylder staten i skat og moms. Noget tyder på, at den gamle erhvervsmand nøje har bogført, hvor meget han skal forsøge at snyde staten for, for at blive statens tyveri fra ’83 kvit. Det er fuldstændigt, som når røvere og banditter er oppe at slås.    
rumasa-nueva
 
Rumasa
Fra 1960 til 23. februar 1983:
Holdingselskabet ejer 21 lokalbanker, bl.a. Banco de Jerez, Banco de Murcia, Banco de Toledo, Banco de Sevilla, Banco de Albacete og Banco Atlántico. Alle banker er gennem årene løbende blevet opkøbt og/eller fusioneret med andre banker.
Rumasa ejede også hotelkæden ”Hotasa” med 30 hoteller, som alle havde navn efter et dyr eller en blomst. Enkelte hoteller har fortsat samme navn, men de fleste skiftede navn ved ejerskiftet.
De kendte bodegaer i Cádiz-provinsen Garvey, Bodegas Paternina, René Barbier, Segura Viudad, Conde de Caralt med flere hørte også til Ruiz-Mateos’ forretningsimperium. Det samme gælder det eksklusive tøjmærke Loewe, som fortsat eksisterer, og varehusene Galerías Preciados, som i starten af 80´erne konkurrerede side om side med El Corte Inglés. Ejerne efter Ruiz-Mateos erklærede varehusene konkurs i starten af 90´erne. I Málaga lå to af kædens mange varehuse.  
 
Nueva Rumasa
Fra 1990 til 2011:
Kapitel to af Ruiz-Mateos’ forretningseventyr bestod af ca.100 virksomheder og 16.000 medarbejdere. Koncernen koncentrerede sig atter om vingårde og bodegaer, men det var indenfor fødevareindustrien, den store volumen blev skabt. De kendte spanske fødevareproducenter Dhul, Clesa, Royne og Trapa hørte alle til Nueva Rumasa. Næsten alle koncernens fabrikker er i dag lukkede eller kører med minimal produktion. De er alle under offentlig administration og sat til salg. Det samme gælder bodegaerne, som også skal sælges som en del af konkursboet.
 
Rayo Vallecano
Fodboldklubben Rayo Vallecano var også en del af Nueva Rumasa. Ruiz-Mateos købte klubben i 1990, da klubben var nær konkurs. Han skabte ny kapital, fik klubben rekonstrueret og fik et nyt sportsligt projekt sat på skinner. Hans kone, Teresa Rivera, var fra 1994 til 2011 præsident for klubben, som den hidtil første og eneste kvinde i spansk fodbold. Økonomien i Rayo Vallecano faldt sammen, da koncernen krakkede. Klubben har i dag fået ny ejer og præsident. Holdet er etableret i den spanske første division men har fortsat store økonomiske problemer.
 
Den store familie
José María Ruiz-Mateos har sammen med Teresa Rivera ikke færre end 13 børn heraf seks sønner, som alle havde ledende stillinger i koncernen Nueva Rumasa. De 13 børn har givet Ruiz-Mateos 59 børnebørn. Men måske er familien endnu større. I midten af juni kom det nemlig frem, at Ruiz-Mateos med stor sandsynlighed også er far til en 23-årig mexicansk pige, som bor med sin mor i Mexico. Det vidste hverken Ruiz-Mateos’ familie eller den spanske presse før nu.    
 
USA’s base i Sydspanien
USA har en stor militærbase i Rota i Cádiz-provinsen. Indtil 1963 var det på denne grund, Ruiz-Mateos’ far drev familiens første vingård og bodega. Grunden blev købt (og betalt!) af den spanske regering som en del af samarbejdet med USA. Pengene investerede familien i nye vingårde. Ruiz-Mateos’ far var i en årrække også borgmester i Rota og Ruiz-Mateos selv blev for en håndfuld år siden udnævnt som æresborger i byen.
 
Kilder:
Dokumentarprogrammerne:
 La Clave de Balbín (del 1 og 2)
El verdadero José María Ruiz-Mateos (del 1 og 2)
Regreso al futuro
Nyhedsklip fra TV-avisen (noticias TVE)
Et utal af artikler fra El País og El Mundo.
Af Henrik Andersen, henrik@norrbom.com

Del

Del på facebook
Del på twitter
Del på pinterest
Del på email

Du vil måske også kunne lide

Søg på La Danesa