Det danske magasin i Spanien
Danske madpakker mætter munde i Málaga
IMG 2546
 
En mindre sammenslutning af kvinder i Fuengirola har siden 2007 været med til at give udsatte mennesker i Málaga mad på bordet. Maden anrettes i madpakker, som den anden onsdag i hver måned samles i Margrethekirkens lokaler for derefter at blive leveret til organisationen Ángeles Malagueños de la Noche (Nattens Engle i Málaga). Klaudine Schnack er i dag organisator på projektet, og hun efterspøger nu flere hænder til at hjælpe med det velgørende arbejde.

 

En lang kø snor sig forbi kirken ved den udtørrede flod i Málagas bymidte. Den fører hen til madboden bestyret af Ángels Malagueños de la Noche, hvor flere ældre kvinder står klar med deres trolleyer. En pose ris, bønner, mælk og en halv vandmelon er blot nogle af de varer, som sænkes ned i trolleyen af frivillige hjælpere. Personerne i køen har ofte brug for lidt ekstra hjælp til at komme igennem hverdagen, hvilket de finder her i form af daglige måltider og basisvarer. Uddelingen af fødevarerne foregår som regel på en lørdag, men også i hverdagene brødfødes Málagas sultne sjæle, og her indgår madpakkerne fra de danske kvinder.

“Der er mange flere, som har brug for hjælp i dag. Da vi begyndte at være med, kom der godt 500 mennesker for at få hjælp, men i dag kommer der ca. 3000,” fortæller Klaudine Schnack, som har været en del af projektet fra begyndelsen.
I 2007 tog den ansvarlige for Ángeles Malagueños de la Noche, 67-årige Antonio Melendez, kontakt til rejsebureauet, Viajes Ruta Solar, med Tove Jensen og ægtefællen Jorge Pujol i front, for at høre, om de ville være med i en madordning. Tove Jensen takkede ja, og sammen blev de enige om en god løsning: Madpakker. Selvom Tove Jensen i dag er gået bort, fortætter det velgørende arbejde ufortrødent.
Madpakkerne laves efter en fast opskrift, så de alle indeholder det samme og ligner hinanden. Et flute, halvdelen med ost og den anden halvdel med tun, et stykke frugt efter eget valg, en lille brikjuice el. lignende, et hårdkogt æg, en magdalenekage og en serviet lægges i zip-luk poser, som derefter leveres til den danske kirke, hvor det hele samles og fragtes til Málaga.
 
IMG 2681
 
“Folk kan være med på forskellige måder. Enten kan de komme med madpakker, hvor de selv smører og betaler maden. Eller de kan købe ind og smøre madpakkerne, og de, som ikke har økonomien til at betale, kan så få refunderet beløbet hos os. Man kan også være en del af kørselsordningen, som leverer maden i Málaga eller være med til at køre ud og hente madpakker hos folk, som ikke selv har mulighed for at levere dem i Margrethekirken,” forklarer Klaudine Schnack.
Madpakkerne skal afleveres i kirken mellem kl. 15.00-16.45, og skulle man ikke kunne finde den fornødne tid, kan en donation til projektet også gives. Her går pengene blandt andet til refundering af madpakkeudgifter og ikke mindst til det julemåltid, som også bestilles hvert år. Sidste jul blev der udleveret 3000 portioner julemad, hvoraf blev 200 leveret fra de frivillige i Fuengirola.
Antonio Melendez er taknemmelig for maden og den hjælp, organisationen modtager fra Fuengirola. Han selv, der er tidligere politimand, har nu viet sit liv at hjælpe mange af de mennesker, han førhen mødte på gaden.
“Jeg har set mange ting som politimand, og det gør nok, at jeg er blevet mere opmærksom på, hvor forskelligt livet kan udforme sig for mennesker.”
Ángeles Malagueños de la Noche brødføder hver dag godt 3000 mennesker. Der udleveres morgenmad, frokost og aftensmad til alle, der har brug for det. Alle er velkomne, og det er op til folks egen moral, om man mener, man har brug for hjælpen. Derud over bistår de også fattige mennesker, som har brug for juridisk rådgivning, behov for ekstra midler til at kunne betale husleje eller hjælp til at finde en ny bolig, efter de er blevet sat ud af deres lejlighed. Det er eksempelvis tilfældet med den mand, en far til fire børn, som i dag sidder og venter på kontoret.
“Han boede i en stor boligblok, og her kunne man godt ønske, at folk tænkte mere på hinanden. Tænk, hvis alle naboerne havde tilbudt at betale fem euro hver, så havde han kunnet betale husleje den næste måned. Men desværre er det småt med næstekærligheden i dagens samfund.”
Alligevel lyser kærligheden til den næste dog op nogle steder. Det er madpakkerne fra Fuengirola et eksempel på. Denne dag er der blevet samlet 223 madpakker sammen, et pænt antal, men det skulle gerne blive til flere.
“Delmålet er at nå 300-350 madpakker,” siger Klaudine Schnack, som også har fået den svenske kirke på Costa del Sol involveret i projektet. Intentionerne er gode, men desværre er hænderne få, så skulle du have fået lyst til at levere madpakker i Margrethekirken, skal du endelig bare finde smørekniven frem – og det vigtigste bidrag, du kan give, er blot din tid.
 
Fakta:

  • En madpakke koster ca. to euro i indkøb.
  • Flere af kvinderne laver og sælger også smykker eller små engle, hvorfra overskuddet går til projektet.
  • Man bestemmer selv, hvor mange madpakker, man kan/vil smøre.
  • Projektet egner sig godt til at involvere skoleklasser og børn, som kan hjælpe med at lave madpakkerne. Det havde den svenske kirke eksempelvist gjort, idet en ungdomsskole fik lov til at hjælpe med at smøre madpakkerne i kirkens lokaler. Det var en stor succes.

Kontakt Klaudine Schnack på tlf.: 637 438 908 /952 590 141 eller på mail: alfacenter@telefonica.net, for mere info eller for at blive en del af projektet.

Af Christine Petersen, christine@norrbom.com (foto og tekst)

Del

Du vil måske også kunne lide

© 2009-2019 La Danesa – Norrbom Marketing.
Designed and developed by yummp.

Søg på La Danesa

Planlagt vedligeholdelse: Lørdag d. 5. august 2023 fra kl. 8.00 vil der foretages opdateringer på ladanesa.com.​ Vær opmærksom på, at sitet vil være utilgængeligt i den periode der foretages opdateringer, og det samme gælder for La Danesas App.