Forunderlige liv – TAKE 80: Min græske familieOrdene fyger med vinden over Atlanten. Meningsudvekslingen er skarp og nådesløs, snart efterfulgt af kærlige tilkendegivelser. Vi hylder det faktum, at vi, blodlinjen til trods, ser vidt forskelligt på verden. Takket være familiebåndet og Cyberspace kan jeg løbende krydre min holdning til den græske tragedie med den slags insider-viden, som kun grækere kan byde ind med. Jeg lader mine standpunkter og mit verdenssyn udfordre. Og det samme gør de. Nok mere end mig. For selvom min græske familie bor i USA, bringer dramaet i fædrelandet deres blod i kog. I sig selv interessant at iagttage. Ville jeg mon gå i en lige så ilter og ikke nødvendigvis realistisk forsvarsposition, hvis det gjaldt Danmark? Det er jeg egentlig ikke så sikker på. Ligesom jeg heller ikke kunne drømme om at ‘følelses-forsvare’ spaniernes uansvarlige opførsel i boom-årene og det efterfølgende svineri med mange af de støtte-euros, som bl.a. min familie i Danmark har betalt via deres skattekroner.
Forunderlige liv – TAKE 81: Zito Ellada!
Det betyder: Længe leve Grækenland! – og sådan afslutter min fætter et af sine (for)svar til mig. Han er velformuleret, velfunderet i sine holdninger og opdateret på situationen. Han er vred over, at den ‘løsning’, som den græske regering har sagt ja til, rammer den svageste del af det græske samfund, mens den beskytter den rigeste. Som sin søster synes han, at de europæiske kapitalister bærer skylden for det hele, og at det for kreditorerne, som er blottede for empati, ville være et greb i lommen at eftergive hele den græske gæld. Så er det lige, jeg bliver nødt til at gøre opmærksom på, at det at tjene penge og være hjertecentreret ikke gensidigt udelukker hinanden – og byde ind med en sammenligning med min forretning: Hvis vi eftergiver en given kundes gæld, tror I så ikke, at vores andre kunder snart vil følge trop og holde op med at betale? Så kunne I bare have ladet være med at sætte annoncerne i, lyder det fra den anden side af Atlanten. Ja, men sådan fungerer det jo bare ikke. Vi driver en forretning! At drive et land er selvfølgelig en noget mere kompliceret størrelse, især når den er sovset ind i EU-klister. Alligevel fungerer det soleklart ikke at eftergive gælden, for hvem bliver de næste så, som holder op med at betale? Italien, Portugal eller Spanien? Måske nogle af de nyere medlemslande på Balkan? Men det er selvfølgelig ikke grækernes problem…
Forunderlige liv – TAKE 82: De gamle grækere
“Mit hjerte bløder for mit fædreland”, skriver min tante. “Vi er en lille økonomi, og kan jo ikke betale de høje renter, som EU forlanger”. Det lyder lidt pjevset, selvom jeg godt kan forstå, hun bekymrer sig om sin mor, der er 88, bor på Kreta og er afhængig af sin pension. “I grækere har så meget at være stolte af”, insisterer jeg. Grækenland var et foregangsland – ikke kun i mytologien. Så rejs jer dog! – har jeg lyst til at råbe. Jeg ved godt, at EU aldrig får en nikkel tilbage af den absurd store gæld, hvoraf hovedparten (90% gisnes der om) er gået til at redde de græske banker. Og ja, det er uretfærdigt, at det bliver de græske borgere, der kommer til at betale for det via skatter og besparelser i fx pensionerne. Omvendt har grækerne selv valgt deres politikere, selv valgt skatteunddragelse i stor stil, selv valgt at se den anden vej… “Vi har arvet problemet fra vores forældre”, lyder det (min tantes far havde faktisk en fin direktørstilling i den græske nationalbank…). Og det har de måske nok. Men er det en undskyldning, som er mange hundrede millioner euro værd? Hmmm… Kloge hoveder har påpeget det sammenlignelige i den nuværende græske situation og Tyskland efter krigen, hvor eftergivelse af gæld blev en vigtig del af den redningsplanke på hvilken Tyskland red ind i fremtiden. Nu er Grækenland jo ikke ligefrem smadret af krig, så jeg kan ikke helt få øje på sammenligningens pointe her. Kigger vi derimod på det faktum, at de fleste fornuftigt tænkende væsener ikke klandrer de yngre generationer af tyskere for deres forfædres handlinger, ja, så kunne grækerne måske vække et glimt af forståelse for deres ønske om gældssanering.
Forunderlige liv – TAKE 83: Konkursens væsen
“I det gamle Grækenland kunne man ikke gå konkurs. Hvis en mand ikke kunne betale sin gæld, blev han tvunget til ‘gælds-slaveri’, indtil kreditoren havde fået sine tab dækket via fysisk arbejde udført af skyldneren. Ikke svært at drage en parallel til den aftale, som Grækenland nu har indgået med EU. I nyere tid lavede man en konkurslovgivning, der skulle fungere som en slags kerne i samhandel. Debitor og kreditor skal begge acceptere risikoen. I Eurozonen har Grækenland fået lov at optage højrisikolån. Ethvert fjols (med undtagelse af et eurofjols åbenbart) vidste, at det ville ende galt. Min græske fætter kalder fænomenet ‘gældskulten’, som hærger Europa: “En gammel religion skabt af lånehajer, som låner penge ud til desperate mennesker til absurd høje renter – og så brækker de deres ben og tommelfingre, når de ikke kan betale. Lad os sætte de forbrydere i fængsel”, slutter han med følelserne helt uden på tøjet. Det får mig til at tænke på et tysk satireprogram, jeg så for nylig: En gruppe tyskere, som kalder sig Trojka, er taget til Grækenland for at få styr på situationen. De ankommer til en vinbar i Athen, og forbyder indehaveren at indkøbe vin: “Så, nu har du ikke flere udgifter”, forklarer de vinbarmanden. “Nej, og heller ikke flere indtægter”, konstaterer han tørt. Tilfredse med sig selv og dagens arbejde siger trojkaerne: “Så er der balance i tingene”.
Forunderlige liv – TAKE 84: Euro-regering
Det er så lige noget af det dummeste, Hollande har foreslået, og det siger i sig selv ikke så lidt. Det er jo en slags version 117 af: Vi har begået en mega-brøler. Så lad os lave mere af den! Og nej, EU havde desværre, men forventet, ikke modet til en Grexit. Men mon ikke euroens dødskamp alligevel er skudt uigenkaldeligt i gang? For det duer jo ikke? Der er bare for langt fra Berlin til Athen, fra Bruxelles til Madrid. Ikke geografisk men sociokulturelt. Det er denne kommentar, som min fætter i Bruxelles fangede fra Juncker forleden dag, et godt eksempel på: “Det er da underligt, at jeg som kristendemokrat i timevis må forsøge at overbevise græske kommunister om, at man bør beskatte skibsejere”. Det har manden jo ret i.
Den nuværende aftale er som at tisse i bukserne for at holde varmen. Grækenland kan ikke leve op til kravene og tilpasse sig Merkels standarder – heller ikke selvom nogle Hollywood-stjerner køber en flok af de græske øer. Eneste formål er at udsætte det uundgåelige… til børnene er flyttet hjemmefra, til efter sommerferien eller bedstefars runde fødselsdag. Grækenland skal ud af euroen og have deres drachma tilbage, som så kan svinge op og ned. Det kan da godt være, at valutaudsving er irriterende, men de er vel et udtryk for, at nationer er sociopolitiske enheder baseret på forskellige demokratiske valg og forskellige markedsøkonomier.
Forunderlige liv – TAKE 85: Punkt 1:
Et land er ikke bedre end sin befolkning.
Punkt 2: Gå tilbage til punkt 1.
he
