Forunderlige liv – TAKE 63: Blomsten og bienJeg sidder i haven bag en 350 år gamle cortijo langt ude på landet. Jeg spiser honning og bikubernes tyggegummiagtige voks. Den er netop hentet i en bikasse, og er vidunderlig til en kop sort kaffe. Biavleren og jeg er dybt inde i en videnskabelig diskussion, der snart drejer ind på et mere filosofisk spor. Er den globale bidød, som selvfølgelig har fået sig et fancy navn: Colony Collapse Disorder, mere end blot et resultat af sprøjtegift? Er det mon Moder Jords besked til os om, at vi er på helt galt spor? Først får vi som bekendt tilsendt en fjer, og den, må man antage, har vi for længst fået i form af fx iltmangel i havene til at fortælle os, at forureningen fjerner liv – og smitsomme sygdomme som en besked om, at befolkningstilvæksten er helt ude af kontrol. Pga. vores manglende reaktion er det måske snarere murstenen, der rammer os i nakken med bidøden. Er den livsvigtige lærdom om blomsten og bien reduceret til småbørnsfilosofi? Fatter vi slet ikke, at det ikke blot er et symbol på nyt liv – det er livet! Intet under, at myndighederne råber for døve øren, når vi ikke engang gider at høre efter, når selveste Moder Jord kalder os til orden.
Den canadiske astrofysiker Hubert Reeves siger det meget lige ud ad markvejen: “Mennesket er det mest vanvittige væsen. Han tilbeder en usynlig gud, og slagter en synlig natur… uden at fatte, at den natur, han slagter, er den usynlige gud, han tilbeder.
Forunderlige liv – TAKE 64: Afvikling
Jeg ynder ikke at være dommedagsprofet, men selvom vi et kort øjeblik ser bort fra det med bierne, og kaster et blik på de øvrige nyheder, så er der meget, som tyder på, at vi er tæt på at blive kørt ned af den helt store lastbil. Om det bliver Moder Jord, der kommer først, eller om vi lykkedes med at afvikle os selv, det vil tiden vise. Vanviddet, ubetænksomheden, manglen på kontakt til virkeligheden og på medmenneskelig omsorg vil ligesom ingen ende tage. Jeg føler, at jeg bliver nødt til at samle mig om det nære. Gøre mig umage lige her, hvor jeg er. Tænk hvis vi alle kunne gøre det. Ligger svaret mon her? Om ikke en løsning så i hvert fald en opbremsning af menneskets afvikling af sig selv.
Forunderlige liv – TAKE 65: Kongehusets svar på Nicklas Bendtner
Vi skal fejre alt, hvad fejres kan. Og jeg er da også på pletten til Dronning M’s fødselsdag – set på tv fra mit hjørne her på kanten af Europa. Hun er så vis og så fin, Danmarks dronning. Kongehuset – eller hvorfor ikke drille prinsgemalen lidt og kalde det Dronningehuset? – skal bevares, indtil det en dag evt. også afvikler sig selv. En samlende effekt på befolkningen har det i en tid, hvor det ellers kun er rådhusklokkerne nytårsaften kl. 12, der kan klare det.
Der blev ikke lagt fingre imellem, da fødselsdagen blev fejret i Musikhuset i Aarhus. Super forestilling! Og ved I hvad? Jeg tror, at hun kunne lide det. At tingene bliver sagt. Det kan Henrik så måske til gengæld ikke… Måske, måske ikke, var han syg under festivitassen, men sagen flytter ham, i hvert fald for en stund, fra kult helt ned på Nicklas Bendtner-niveau. Og nej, dronningen udtalte sig ikke politisk i det famøse Berlinger-interview. Hun reflekterede på sin Nytårstale-klassiker “dumsmarte”, som det kloge og forandringsobserverende menneske hun er.
Forunderlige liv – TAKE 66: Ikke-historier
At bruge så meget spalteplads på dronningens flygtningeudtalelse er intet mindre end latterligt. Især fordi mange af debattens deltagere synes at have sprunget det essentielle over: Læsning af interviewet…
Og jo, jeg mener stadig, at kronprinsens kørsel over lukket bro er en ikke-historie, ligesom jeg ikke kan fatte, hvordan en ragnarok-tid, som den vi lever i, kan opfattes så agurketidsagtigt, at man bruger de første 10 minutter af en ca. 20 minutter lang TV-avis på, at tatoveringer kan være farlige. Men okay, det kan jo være, at selve redaktionschefen var taget til Venedig for at snage i Henri’s privatliv…
Forunderlige liv – TAKE 67: Socialdemokratisk DNA?
I min verden betyder LA Liking Awareness. Det er noget af det vigtigste, jeg beskæftiger mig med. Men havde jeg haft stemmeret i Danmark, ville jeg ved næste valg stemme på partiet LA – det skal ikke være nogen hemmelighed. Helt ufarligt ville det nok være, for Danmark jo er et socialdemokratisk land. Det kan der vist ikke rokkes ved – på denne side af år 3000. Jeg mener, det har vi jo været, siden Tollundmanden rendte rundt med læderhjelm. Tænk hvis man kan se det på mine DNA-strenge… Nå, men tak til LA for det de gør for mit fædreland. Lidt ærgerligt dog, at deres vej er uforlignelig med Khaders (eller måske er det omvendt), for han har sådan en shakespearsk fornemmelse for den råddenskab, der hersker i landet. Der er imidlertid det håb forude, at de kan linke awareness efter næste valg, hvis både de konservative og LA kommer i regering.
Forunderlige liv – TAKE 68: Mit valg
Tilbage til at centrere mig om det nære: Jeg har stemmeret til et valg i denne måned. Ikke kun ret, men også pligt. Jeg er en del af mit samfund, en del af den matrix, som min by er. Jeg betaler skat her, jeg forbruger her, jeg lever her, og det giver mig ret og pligt til at være med til at bestemme, hvordan det skal foregå. Jo flere niveauer vi interagerer på i samfundet, jo mere bæredygtigt bliver det. Se lige på ordet: Bæredygtigt. Flot, ikke? Og efterstræbelsesværdigt, skulle man mene. Bæredygtig er jeg, når det, jeg elsker at lave, betaler mine regninger, når jeg handler i mine lokale butikker, rejser i mit land og i det hele taget bliver bedre og bedre til at kunne bære mig selv. Det er det, bæredygtighed handler om. Denne dag har været sådan: Skiftevis har jeg arbejdet med dyr og mennesker. Jeg har været ude i naturen og inde på mit kontor. Jeg har betalt min mad med min løn. Jeg har hjulpet og taget imod hjælp. Jeg lever det liv, jeg altid har drømt om. Det skaber bæredygtighed helt ind i sjælen.
he
