Var det alligevel ikke spanierne, der forårsagede branden på Koldinghus?

Var det alligevel ikke spanierne, der forårsagede branden på Koldinghus?

Del

Del på facebook
Del på twitter
Del på pinterest
Del på email
1920px-Kolding - Koldinghus3

I blot 22 dage tilbage i det herrens år 1808 opholdt en flok spanske soldater sig i Kolding. Siden da har det nærmest siddet i vores kollektive, genetiske hukommelse, at det var disse hersens spaniere, som satte ild til Koldinghus.
Men er det andet end en myte? De senere år er der fra diverse eksperter på området kommet tilkendegivelser om, at det ikke nødvendigvis forholder sig sådan.
Men hvorfor er det så, at vi stadig bebrejder spanierne den fatale nedbrænding af kongeslottet?
For at finde et svar på disse spørgsmål er La Danesa draget til det østjyske for at mødes med museumsinspektør på Koldingshus, Conni Ramskov.
 
Forvirringen optrappes
“Jo, vi har alle lært i skolen, at det var spaniere, der var skyld i, at Koldinghus brændte. Spørger man en hvilken som helst dansker på gaden om, hvem der påsatte branden, vil vedkommende nærmest med garanti svare, at det gjorde de spanske soldater,” bekræfter Conni Ramskov, da hun tager imod i det, som dengang var vagtstuen, hvor ilden opstod i en kamin, som engang stod her i det, som i dag huser museets billetkontor.
Conni Ramskov er naturligvis godt bekendt med, at der er udkommet flere artikler, som modsiger den almindelige opfattelse, bl.a. i bogen Da Spaniolerne Kom, hvori det påpeges, at de spanske soldater slet ikke havde boet på selve slottet, men at det derimod to gange blev besøgt af Jean Baptiste Bernadotte. Under det andet besøg blev der fyret godt og grundigt op i kaminen i vagtstuen, hvorfra branden bredte sig.
“Vi må vist konkludere, at det var de spanske soldater. Det fremgår af brandforhøret fra d. 1. april 1808,” slår hun fast. “Men det kunne have været franske soldater,” tillægger hun og optrapper dermed forvirringen, idet hun indrømmer, at sagen er svær at blive klog på.
 
De spanske soldaters ærinde
De kloge mener dog, at
Danmark havde bestræbt sig på ikke at blive involveret i Napoleonskrigene, hvilket Spanien ikke havde undgået. Men i 1807 angreb englænderne København, og de kaprede den danske flåde. Den danske regering indgik derfor i en alliance med Frankrig, hvis kejser, Napoleon 1., sendte en hær på ca. 34.000 franske og spanske soldater til Danmark under kommando af marskal Jean Baptiste Bernadotte. Det var ham, som senere skulle blive kong Karl 14. Johan af Sverige.
“Denne alliance håbede Danmark desuden at kunne udnytte til at stable et felttog mod Sverige på benene for at genvinde Skåne, Halland og Blekinge. Men de kom jo aldrig så langt,” siger Conni Ramskov.
Natten mellem 29. og 30. marts, mens Jean Baptiste Bernadotte opholdt sig på slottet, udbrød der brand i skorstenen til vagtstuens kamin. Inden man helt forstod situationens alvor, havde ilden så godt fat i tømmer og opmagasineret korn, at den ikke kunne bekæmpes. Marskal Bernadotte skulle have ladet sine folk danne kæde ned til slotssøen, hvor man slog hul i isen for at skaffe vand til sprøjterne. Senere kom der hjælp fra Fredericia og Christiansfeld, og takket være deres indsats reddedes Staldgården. Men Christian 4.’s kæmpetårn styrtede ned gennem riddersal og slotskirke, og dermed stod det sidste jyske kongeslot, hvis grundsten blev lagt i 1268, som en ruin.
 
Conni-Ramskov-Koldinghus
 
Røg og damp
Inden den fremmede hærs ankomst havde koldingenserne fået besked om at sætte det allerede dengang forfaldne slot i brugbar stand, således at marskal Bernadotte og nogle officerer kunne opholde sig her.
“De spanske soldater blev derimod indlogeret ude i byen, hos helt almindelige borgere, men Bernadotte har givetvis haft nogle opvartere,” siger Conni Ramskov.
Blandt disse soldaters opgaver har været at opvarme slottet.
“Det var marts måned, her var koldt, og det brænde, som koldingenserne havde kunnet skaffe til slottet, var fugtigt. Derfor kan det ikke undre, at der kan være gået nogen tid, inden man blev klar over, at den megen røg, der opstod, ikke kun kom fra det våde brænde, men at ilden havde fænget i slottet,” fortsætter Conni Ramskov, der videre forklarer, at en anden grund til, at der gik for lang tid, var, at de danske brandvagter, der havde fået til opgave at passe på slottet, slet ikke var til stede.
“Seks lokale håndværkere, der normalt udførte arbejde på slottet, var indskrevet som brandvagter, når der foregik noget specielt. De skulle møde op i hold på to, og denne aften var det murermester Weile og snedkermester Becker, der havde vagt. Weile mødte op, men gik hjem kl. 01.30, medens Becker aldrig mødte frem, angiveligt pga. sygdom.”
 
Giv spanierne skylden
Omkring 34.000 fremmede soldater kom altså til Danmark. I de dage, da Koldinghus brændte, skulle godt 2.000 have været spanske, den såkaldte División del Norte under ledelse af Marqués de la Romana, mens flere senere kom forbi. Derfor synes sandsynligheden for, at kommandanten, der jo selv var franskmand, havde valgt spanske opvartere, at være begrænset.
“Men i bøger fra 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet gengiver Bernadotte, at han var meget glad for det spanske kompagni, som han var tildelt: Princesa og El Rey, der var kavalerister. Vi har en afskrift af den plan for troppeafsendelser som franskmændene sender til kronprinsen, den senere Frederik 6., men om den holder 100 procent, ved jeg ikke,” siger Conni Ramskov.
Alligevel får spanierne skylden i det efterfølgende brandforhør.
“Ikke for at have gjort det med vilje, de var jo vore allierede, men for at have lagt det brænde i kaminen, der forårsagede branden. Det var ikke andet end et hændeligt uheld,” påpeger museumsinspektøren.
“Brandforhøret var desuden helt håbløst,” fortsætter hun. “Det foregik i to omgange flere dage efter branden, hvorfor de implicerede havde mulighed for at afstemme vidneudsagnene, og man dækkede givetvis over hinanden. I øvrigt fik fraværet ingen konsekvenser for brandvagterne.”
Branden havde dog en konsekvens for de spanske soldater, som var med i Kolding, nemlig den, at de lige siden er blevet bebrejdet branden. De fleste var sikkert lykkeligt uvidende om det. Ikke desto mindre har denne forestilling levet videre hos danskerne, selvom det altså ikke kan konkluderes, at spanierne forårsagede afslutningen på et kapitel på Koldinghus.
Selv drog de videre. Ikke til Sverige, som danskerne havde håbet, men til Fyn og Sjælland, ligesom en deling var i Aarhus. I Spanien ulmede imidlertid et oprør imod den franske besættelse af landet og imod Napoleons bror, der var blevet indsat som spansk konge. Soldaterne, der nu talte flere end 9.000, gjorde mytteri, og i august måned sejledes de fleste af dem hjem for at deltage i modstandskampen. Spanierne havde dermed skiftet side, og det skete på engelske skibe.
De udskibedes fra Langeland, hvortil de var travet hen over Fyn. Her på Langeland forblev enkelte soldater.
 
Spanske koldingensere
“Myten omkring spaniernes medvirken til branden på Koldinghus kan skyldes, at de danske brandvagters svigt ikke præcist var glorværdigt. Det betyder dog ikke, at man på Kolding-egnen bebrejder dem, at slottet lå i aske. Nærmest tværtimod. Indbyggerne var nok i forvejen godt trætte af slottet, der stod ubenyttet hen, til glæde for ingen,” siger Conni Ramskov.
Denne myte er ikke den eneste, som spaniolerne, som de jo dengang blev kaldt, lod tilbage. De skulle også have efterladt sig et utal af børn. Conni Ramskov forklarer, at selv den dag i dag er der mange danskere med mørke øjne og sort hår, som er af den overbevisning, at dette skyldes spanske forfædre, mens hun aldrig har hørt om nogen, som har hævdet, at de har franske aner.
Mødet med den spanske og den franske kultur har været lige fremmedartet for danskerne. Spanierne skulle have nydt sneglene fra voldene omkring Koldinghus og frøerne fra søen. Men hvori ligger så årsagen til denne diskriminering af franskmændene fra danskernes side?
“Det tætteste, som man nok kan komme på en forklaring, er, at i modsætning til Napoleons franske tropper, der var meget veltrænede og måske hovne, var de spanske mere jævne folk, hvoraf nogle havde hele familien med i trosset,” svarer Conni Ramskov, som har hørt om mange danskere, der har søgt klarhed over denne spanske forbindelse. Der er gjort forsøg på at klarlægge disse familiebånd.
“I 2007 prøvede en gruppe lokalhistorikere at finde frem til danskernes spanske slægtsbånd. Men de fandt ikke et eneste bevis på, at nogen fra området havde spanske gener. Det var en stor skuffelse for mange,” smiler hun. Fra de spanske soldater, der blev tilbage på Langeland, er der dog i dag flere efterkommere, bl.a. slægten Panduro.
“Men jeg har aldrig hørt om nogen, der har forsøgt at finde ud af, om de virkelig stammer fra franskmænd. Desuden er der skrevet store mængder af litteratur om spaniernes besøg, men ikke nær så meget om franskmændenes ophold her. Det skyldes måske det med branden. Det hele er fuldstændig paradoksalt,” slutter Conni Ramskov.
 
Kilder: Da Spaniolerne Kom af Henning Petersen, www.historie-online.dk og www.koldinghus.dk samt museumsinspektør, Conni Ramskov.
Af Jette Christiansen

Del

Del på facebook
Del på twitter
Del på pinterest
Del på email

Du vil måske også kunne lide

DANESA

PLUS+

SPAR 20%

00
Dage
00
Timer
00
Minutter
00
Sekunder

Spar 20% på dit første år med DanesaPlus+

Brug koden:

plus2021

Søg på La Danesa