Når det hele går galt, må man bare må 'go with the flow'

 

 

Lokal restaurant giver smag på livet
10% batteri tilbage står der i hjørnet på den blanke iPhone skærm. Google Maps har kørt på højtryk siden afvigelsen fra motorvejen ved Sevilla. Endnu et opkald foretages for at lokalisere den manglende interviewperson, der ikke er at opstøve på nuværende tidspunkt.
“Tag til Almonte, og tal med Asociación de Criadores de Ganado Marismeño
De kan fortælle om de vilde heste”, siger stemmen i telefonen. Byskiltet til Almonte viser sig, og en lille charmerende landsby med en hvid kirke på den centrale plads bliver endestationen – for nu. På rådhuset ringer de til Asociación de Criadores de Ganado Marismeño, men præsidenten for foreningen har et vigtigt møde og kan, selvfølgelig, ikke deltage. Alt peger på, at turen er en fiasko og snart må gå hjem igen. Desuden sætter en panikagtig følelse ind, da telefonens sidste batteri løber ud, og tiden for en stund skrues tilbage til dengang, hvor der ikke fandtes mobiltelefoner. Efterladt i en fremmed by uden kontakt til omverden – eller GPS er der kun en ting at gøre. Find en god restaurant, spis lidt lækker mad og drik en caña.
“Tag på Mesón el Tamborilero,” lyder svaret fra en gråhåret, lavstammet mand med to indkøbsposer i hånden.
“Det er et stykke væk, men jeg bor tæt på, så hvis du giver et lift, kan jeg vise vej.”
Han sætter sig på bagsædet, og snart viser restauranten sig. Den ser ikke ud af meget. Den ligner faktisk alle de andre spanske restauranter – var det dog ikke lige for alle de kvalitets-diplomer, der hænger på den ene væg.
“Kom herind og se, hvad I vil have,” råber en ældre herre ude fra køkkenet. Et orgie af mad syder og bobler på komfuret. Ovnstegt mørbrad, alverdens gryderetter i rigtig campo-stil og cognacstegte kyllingevinger er blot nogle af de retter, dagens menu indeholder. Her er menukortet kokken selv, og han anbefaler to traditionelle gryderetter. Han er ikke særlig høj, laver små jokes og møder folk med et fast håndtryk. Kikærter, blodpølse, æg, squash og tomat er blot nogle af de ingredienser, de to retter indeholder. Det er i den grad mad fra landet, og for blot 11 euro (2 pers.) er maven fuld, telefonen opladet og smilet kommet tilbage. Iphonen vibrerer, og i røret fortæller en dame fra rådhuset, at vicepræsidenten for Asociación de Criadores de Ganado Marismeño venter på restaurant Toruño i byen El Rocío, klar til at blive interviewet.

 

 

Back in The Wild West
El Rocío ligger ved siden af Parque Nacional Doñana, og sandet står i en sky af støv, da indkørslen passeres. Små huse med patios ud til gaden sætter scenen, hvor det ikke er biler, men heste, der fylder gadebilledet. Parkeringspladserne er skiftet ud med et træstativ til hestene og asfalten med grus og sand. Folkene her er nok det tætteste, man kommer på vor tids cowboys. De er tæt forbundet med naturen og dyrene i området, og ikke alle er lige tilfredse med etableringen af naturreservatet, fortæller vicepræsidenten for Asociación de Criadores de Ganado Marismeño, Diego Torres Belen.
“Naturparken er ikke problemet. Det er godt, man gør noget for at sikre dyrenes overlevelse, men inden reservatet blev til, levede vi jo i perfekt harmoni med naturen. Derfor var der også mange flere dyr i området end i dag. Nu bestyres reservatet af akademikere, der ikke ved, hvordan vi lever her. Og der kommer mange mennesker, som ikke har forståelse for naturen.”
Indbyggere her betegnes ofte om Sydens baskere. En stærk identitet er forbundet med egnen, hvor hestene og landlivet altid har været i centrum, og under Franco-styret valfartede mange til området, for her var der mad. Retuertas hestene, befolkningen og naturen er således én og samme ting i El Rocío, som også er byen, hvor Europas ældste træ har plantet sine rødder.

Det menes, at hestene først ankom til Europa omkring 1000 år f.kr. hvor de herskede over de golde sletter og frodige marker. Og de skulle eftersigende have været blevet brugt til at hente guld op fra minerne, som skulle leveres til Kong Salomons palads. Nøjagtig som bønderne i El Rocío er det heste, der er opvokset på campoen.
“Her er både de vilde heste og menneskene rustikke. Begge er vi vant til den hårde natur, og vi er overlevere. Modsat andre heste deltager Retuertas fx aktivt, hvis den befinder sig i kamp. Derfor bruges den ofte til tyrefægtninger, da den hjælper til i kampen mod tyren.”
Uden for restaurantens panoramavindue er der udsigt over det store naturreservat. To ænder holder dykkekonkurrence, og et storslåede syn af fire vilde heste, der krydser marsklandet godt 500 meter fremme, giver gåsehud.

 

 

Det er vist tid til at tage hjem
Solen står nu lavt på himlen, og ideen om at komme ind i naturreservatet samme dag må efterlades i El Rocío. En lille køretur udenfor hegnet inden hjemturen virker dog som en fantastisk idé. En smal sandvej snor sig langs med hegnet, og for en stund viser der sig løver, zebraer og giraffer for det indre øje. Safaristemningen i bilen er høj, og musikken spiller i bløde toner fra højtalerne, mens den underlige dag genspiller sig i hovedet. Sandet står højt om dækkene og forståelsen for, at en lille Seat Ibiza ikke er det samme som en firhjulstrækker begynder at indfinde sig. Røg står pludselig i en sky op fra kølerhjelmen, og en lugt af brændt maskineri breder sig i bilen. For anden gang i dag spreder der sig en panisk angst i kroppen, denne gang dog med en lidt voldsommere kraft. Godt 300 km væk fra Málaga, med dækkene kørt godt ned i sandet på en øde vej, ser aftenen lidt sort ud. Bilens plastikbund har løsnet sig og har de sidste 10 meter fungeret som en skovl, hvorfor sandet er væltet ind i motorrummet. Ventilatoren er halvt dækket, og en lille bøn om, at motoren ikke har lidt skade sendes højt op i himlen. Et gravearbejde går i gang og efter en halv times tid, er det meste af sandet væk. Motoren kører, som den skal, ventilatoren fungerer, og efter denne oplevelse må man bare erkende, at én ulykke sjældent kommer alene. På trods af dagens mange uheldige omstædigheder, og en del sand i håret, finder et stort smil alligevel vej. For denne dag viser bare, at uanset hvad der sker, så er der altid mennesker, som er klar til at hjælpe og ikke mindst, at der altid findes en anden historie, som venter på at blive fortalt. Og her fik I så en lille bid af min. Godt nytår! – fra Christine Petersen, La Danesa.