Tarifa og Gibraltarstrædet

Tarifa er den sydligste by på den Iberiske Halvø og den er meget gammel. Men i dag virker den alt andet end gammel, idet den emmer af liv og “good vibes”, især nok fordi den lever af en glad, usnobbet turisme fra surfere, “birdwatchers”, “whalewatchers” og naturelskere. Tarifa ligger kun 14 km. i luftlinje fra kysten på den anden side af strædet, og den har en priviligeret position, idet man herfra kan observere al trafik der kommer og går ud og ind af Middelhavet. Den lille ø Isla de Las Palomas stritter ud i havet imod syd og er forbundet med byen med en smal landtange. Her står Tarifas for søfarten så vigtige fyrtårn. Gibraltarstrædet er et fascinerende sted, fordi det smalle bælt adskiller de to kontinenter Europa og Afrika og tilmed er det porten til det store ocean Atlanterhavet. Først skal vi se på byen Tarifa, og derefter kaster vi os ud i en vild vandretur på 40 km. , hvoraf de 32 går langs med strædet. På den måde kan man virkeligt få dette historiske farvand at se på den rigtige måde: stille og roligt og til fods. Man kan hele tiden skue over til Afrika og tilmed holde øje med trafikken på strædet – der er nok af den. Man skal afsætte to – tre dage til denne helt fantastiske udflugt med en overnatning i Tarifa midt i og evt. en til sidst, for efter Tarifa fortsætter vi vandringen ad sandstranden hen til Bolonia.
Tarifas historie fortaber sig i historiens tåger, men man mener, at stedet var beboet allerede omkring 2000 år før Kristus. Det var dog den arabiske krigsherre Tarif Ben Maluk, der gav navn til stedet, da han i 710 landede dér og lagde grunden til arabernes erobring af det meste af den iberiske halvø. Man mener, at vores ord “tarif” stammer fra byens navn, idet det var den første by, hvor man indførte afgiftsbetaling, når handelsmænd benyttede stedet til landing af varer.

 

Araberne sad på byen i omkring 500 år, men der var altid kampe mod de kristne, som selv ville besidde dette strategiske sted. I 1292 blev byen tilbageerobret af de kristne efter en belejring ledet af Sancho IV El Bravo. En stor statue af ham kan ses lige nedenfor indgangen til borgen. Kun et par år efter, i 1294, var den gal igen, og byen måtte forsvares imod et heftigt arabisk angreb. Guzman el Bueno forsvarede byen med næb og klør, og han er gået over i historien fordi han, da fjenden havde taget hans 8 årige søn som gidsel og truede med at slå ham ihjel, hvis byen ikke overgav sig, blot kastede sit eget sværd ned til dem, så de kunne slå sønnen ihjel med det. Det gjorde de så for øjnene af faderen og hans soldater, men byen holdt stand, og Guzman blev hædret som dens redningsmand. Dermed fik han tilnavnet “el bueno” – “den gode”. En statue af Guzman stå på Tarifas Alameda. Han ser vred og brysk ud, men han reddede byen.
Tarifa har en fin lille havn med færgefart til Tanger på en smuttur på kun 35 min. Langs med havnefronten udbyder flere firmaer “whalewatching” – “hvalbesigtigelse” eller hvad det nu hedder på dansk. Disse havdyr passerer strædet fra april til oktober. Der er især tale om spækhuggere, finhvaler og delfiner. De kan besigtiges på en to timer lang sejltur i sommerperioden. Se www.firmm.org og www.turmares.com.
Fordi Tarifa altid var belejret har byen en fin bymur, hvoraf dele stadig er intakte. Der ligger en hyggelig bykerne indenfor murene, hvor man kan slentre rundt i de smalle gader og falde ind på en af de utallige restauranter og tapasbarer. Stemningen er helt i top, især om eftermiddagen ved 15.00 tiden, hvor der spises. Det hele virker meget afslappet, og det skyldes måske de mange “laid back” surfere, som frekventerer byen og hænger ud, når de ikke lige forsøger at ride på en bølge.
Vi boede på det lille hostal eller “guest house” Benali på gaden Guzman el Bueno 5. Det er et hyggeligt sted med smagfuldt indrettede værelser lige midt i byen. Et enkeltværelse koster 50€.

Lige for enden af gaden fra hostalet ligger borgen, som er opkaldt efter Guzman el Bueno. Den blev bygget i 900 tallet men er for nyligt blevet restaureret, så den kan besøges af turister. Her kan man gå rundt oppe på brystværnet og kigge ud over strædet og se, om der kommer fjender. Udsigten over strædet er formidabel heroppefra, og især lægger man mærke til et højt bjerg ovre i Marokko. Det er Jebel Musa, der med sine 842 m. i Antikken blev betragtet som den ene af Herkules´søjler, der bevogtede Middelhavet. Den anden søjle er som bekendt Gibraltarklippen. Her ved disse søjler forlod man den kendte verden og vovede sig ud i det store ukendte Atlanterhav. Uha, uha..
Tarifa er i dag måske mest kendt for sine meget fine, hvide strande, som jo ikke kun besøges af surfere men også af almindelige soldyrkere og strandliggere. Derfor har byen fået bygget en del turistlejligheder i den vestlige ende, og den lever i dag hovedsagelig af turisme, selv om der også finder en del fiskeri sted. Og det går stærkt i Tarifa. Den taxachauffør vi kørte med fortalte, at 2014 havde været et forrygende godt år – de havde aldrig haft så mange turister og så travlt. Så her ser krisen i hvert fald ud til være ovre.

Vi ankom til Tarifa til fods, og nu skal der kort berettes om vores 40 km. lange vandretur langs med Gibraltarstrædet – en vandretur vi aldrig glemmer, og som ikke kan anbefales nok. Til turen havde jeg allieret mig med min gamle studiekammerat Bent, som var kommet ned fra Brussel.
Man skal bruge to dage til vandreturen: Pelayo – Tarifa (18 km) og Tarifa – Bolonia (22 km). Turen starter i den lille landsby Pelayo, der ligger ved hovedvej N 340 små 10 km. sydvest for Algeciras. Dertil kører man i sin bil og sætter den på P pladsen foran Restaurante Las Piedras. Nu krydser man vejen iført sit vandreudstyr (vandrestøvler, stave og rygsæk). I rygsækken har man pakket madpakke, masser af vand, toiletgrej, lidt skiftetøj, vindjakke, hat, solcreme og nattøj, max 5-6 kg. Fra Pelayo til Tarifa går det for det meste lige ud, så det er ikke nogen anstrengende tur, men lidt op og ned skal man alligevel regne med. Vi var 6 timer om turen, så sæt hele dagen af. Vi skal vandre 8 km. inden vi når ned til havet, så det første stykke går inde i landet.

Gå til højre så snart du har krydset hovedvejen og gå parallet med vejen indtil du passerer et skilt med Sendero Cerro del Tambor, 5,5km. Fortsæt ad en grusvej til et skilt med Parque Natural dukker op. Følg grusvejen idet den drejer skarpt til venstre. Nu går vejen nedad forbi en gård med to palmetræer. Vejen drejer nu til højre og går ned imod et vejkryds. Her ser du et skilt som peger imod Tarifa, og nu følger man blot den angivne sti, som går i bunden af en lille dal. Nu kan man se havet og i klart vejr også Marokko. Når man når havet, fortsætter man til højre (i vestlig retning) ad en fin sti. Inden længe kommer man til den lille flække Guadalmesí, som har et fint gammelt vagttårn. Gå forbi vagttårnet og fortsæt mod vest ad en superfin sti. På et tidspunkt skal man forlade den brede sti, idet den drejer op i landet. Sørg for at følge de grønne VP markeringer væk fra den brede sti, for hvis man kommer for langt mod højre (op i landet) kommer man ind i militært område. VP stien går lidt op og ned, fordi der er små flodlejer og klitter, men der er ingen ben i at finde vej, for man ved jo, at man bare skal mod vest og langs med havet. Inden længe dukker Tarifas fyrtårn op og det er et flot syn. I det hele taget er det en fabelagtig vandretur sådan at gå langs med strædet og skue over til Afrika. Vi var meget betagede og synes, at det er en tur, man ikke bør snyde sig selv for.
Ved 16.00 tiden ankom vi til Tarifa og kunne ikke hurtigt nok få ganerne vædet med kolde drikke og et par tapas. Madpakkerne havde vi for længst brændt af, og det var herligt at slå sig ned midt i folkelivet og lade sig beværte. Om aftenen spiste vi italiensk på La Piccola Tentazione, men Tarifa har så mange restauranter, at det halve kunne være nok.
Guest House Benali serverer ikke morgenmad, men næste morgen var vi heldige at finde en lille lokal churros bar, så for en gang skyld åd vi churros til den store guldmedalje til morgenmad. Vi havde besluttet at vandre helt til Bolonia, 22 km. vest for Tarifa, så vi fik hele strædet at se, så vi måtte videre mod vest langs med havnefronten. Inden længe kom vi til tangen, der gå ud til Isla de Las Palomas. Lige før tangen drejer man til højre og går ned på stranden. Man skal ikke, som vi gjorde, lade sig friste af den fine paseo, der går langs med stranden, og hvor alle motionisterne befinder sig. Det endte nemlig i snavs, da paseoen endte og vi ikke kunne komme ned til havet pga. et fredet fugle reservat mellem stien og stranden.

Så, bliv på stranden og find de steder, hvor sandet er hårdt – det er lettest. På et tidspunkt passerer man forbi Hotel Dos Mares, som ser attraktivt ud. Men vi går videre indtil stranden bliver for smal at gå på. Vi må op på kanten at gå, og pludseligt står vi inde i haven til Hotel Hurricane. Flinke folk her anbefaler, at vi vandrer langs med hovedvejen indtil Valdevaqueros, fordi der ikke mere er nogen ordentlig sti. Det gør vi så og må tage ca. 2 km. langs med N 340. Men det går fint, for man kan gå indenfor vejværnet. Vi drejer ned til Valdevaqueros, hvor der står et skilt, og til vores store glæde ser vi, at der er en surferrestaurant, der serverer lækker frokost. Hurra – vi havde kun en beskeden madpakke med.
Og nu går det videre ned til stranden, hen forbi den store klit og Punta Paloma. Efter Punta Paloma skal man blot følge vandrestien, som af og til må en tur op i klitterne fordi stranden ikke kan bevandres, men der er ingen ben i det, og efter 22 km. ankommer vi til Bolonia. Vi er godt trætte, men synes at det var anstrengelserne værd.
Man kan nu enten overnatte i Bolonia, som har flere hostaler (se www.booking.com), sådan at man næste dag kan bese resterne af den fine romerske by Baelo Claudia, som ligger her. Man kan også bestille en taxa på 620 654 334 og blive kørt af José hen til Meson de Sancho, der ligger 4 km. fra, hvor vores bil holder. Vi gjorde det sidste, for vi var for trætte til at køre helt hjem. Meson de Sancho er et fint og herligt hotel med god mad, så vi nød at slappe af i behagelige omgivelser efter en flot vandretur. Et enkeltværelse koster 60€ og taxaen fra Bolonia til hotellet koster ca. 40€. Se www.mesondesancho.com.

Af Else Byskov, fotos af Else Byskov og Bent Adamsen